
Gordon Ørskov Madsen glæder sig over tendensen i årets budgetforlig. "Der er mange kommuner, der bruger ordene at 'investere i folkeskolen'. Det er som om, det er gået op for nogle, at sparer man på folkeskolen, så kommer der en regning på et tidspunkt," siger lærerforeningsformanden til Folkeskolen. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Budget25
Lærerforening glæder sig over kursskifte i kommunernes budgetter
Over halvdelen af kommunerne tilfører samlet set midler til skoleområdet i budgettet for 2025, vurderer Danmarks Lærerforenings kredse. Se på kort, hvordan kommunernes budgetter vurderes af lærerforeningen.
Udgivet: 01/11/2024
Danmarks Lærerforening ser forbedringer i kommunernes tildeling af midler til skolerne. Lærerforeningens kredse har vurderet de enkelte kommuners budgetaftalers betydning for skoleområdet og angivet, om der samlet set bliver tilført midler eller omvendt. I over halvdelen af kommunerne øges forbruget, lyder konklusionen.
En tilsvarende opgørelse fra 2023 viste, at syv ud af ti kommuner budgetterede med nedskæringer på folkeskoleområdet.
Formand Gordon Ørskov Madsen finder det meget positivt, at udviklingen måske er på vej til at vende efter ti år med mange besparelser. Han slår samtidig fast, at der er brug for flere års investeringer, og at en kortvarig opblomstring vil være utilstrækkelig, hvis udfordringerne med inklusion skal lukkes.
"Hvis alle skal føle, at de er en del af folkeskolen, så kræver det flere kroner. Det kan jeg se, at flere og flere kommuner får øje for," tilføjer lærerformanden til fagbladet Folkeskolen.
I 19 kommuner vurderer lærerforeningens kredse, at der samlet set bliver sparet på skolerne i Budget 2025. I hovedstadsområdet og Østjylland er koncentrationen af kommuner, der investerer i skolerne mest udtalt. Omvendt er billedet mere blandet i de øvrige landsdele, og der meldes om besparelser i en række af de kommuner, der stod med store ubalancer i budgetprocessen og bl.a. derfor hævede kommuneskatten for at begrænse nedskæringerne - som i Helsingør, Esbjerg, Vejen og Randers.
I flere af disse tilfælde har kommunalbestyrelserne fremhævet, at de skyder penge i skolerne for at styrke almenområdet og bremse tilstrømningen mod specialtilbuddene, men enkelte indsatser kan opvejes af rammebesparelser eller andre nedskæringer.
Lærerforeningen håber på at se en entydig fremgang i hele landet de kommende år.
”Vi skal have alle med. Der er stadig en femtedel, der sparer på skolen,” siger Gordon Ørskov Madsen til Folkeskolen.
At kommunalbestyrelserne i udstrakt grad har udnyttet den øgede serviceramme på 3,2 mia. kr. på at styrke skolerne, underbygges af, at mange borgmestre i NB-Kommunes rundspørge fremhævede folkeskolen som byrådets vigtigste prioritet i årets budgetarbejde.
Lærerforeningen har offentliggjort vurderingen af budgetaftalerne, samme uge som foreningen holdt kongres og fejrede sit 150-års jubilæum. I sin kongrestale kom formanden ind på kommunernes forbrug på folkeskolen og foreningens forslag om at begrænse, og helst helt afskaffe, afgangsprøverne.
"Vi skal sikre lærerne flere muligheder – ikke færre. Vi skal arbejde for færre karakterer og prøver – ikke flere. Vi skal sikre mere kvalitet på læreruddannelsen – ikke mindre. Vi skal skabe flere investeringer i skolen og undervisningen – og have de kommuner med, der stadig sparer på folkeskolen," siger Gordon Ørskov Madsen ifølge fagbladet Folkeskolen.
Væk med afgangsprøverne
Inden kongressen annoncerede Danmarks Lærerforening, at dens officielle anbefaling til politikerne nu er, at afgangsprøverne i folkeskolen bør afskaffes for alle elever og i alle fag.
"Vi ønsker en mere praksisnær og eksperimenterende undervisning, og det står prøverne i vejen for. Det ved vi fra forskningen, men vi ved det sandelig også fra vores medlemmer," sagde forkvinde for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg Regitze Flannov.
Sidst opdateret: 01/11/2024 - 10:58













































