
Kommunerne oplever nye udfordringer med borgere, der bruger kunstig intelligens til at skrive klager og andre henvendelser. Ifølge Ankestyrelsen kan AI-genererede klager være både omfattende og uklare, men sagsbehandlerne skal fortsat sikre, at relevante oplysninger bliver behandlet. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ankestyrelsen peger på en særlig udfordring med AI-klager
Borgere sender stadig længere klager ved hjælp af kunstig intelligens. Men kommunerne kan ikke uden videre undlade at gennemgå dem, selv når henvendelserne er omfattende, understreger souschef i Ankestyrelsen Mia Enghardt Korsholm.
Udgivet: 22/10/2026
Borgernes stigende brug af kunstig intelligens til at udarbejde klager og andre henvendelser skaber flere udfordringer for kommunerne.
Det fortalte Mia Enghardt Korsholm, souschef i Ankestyrelsens kontor Beskæftigelse 2, på Kommunernes Ydelsesdag i Fredericia.
Det skriver NB-Beskæftigelse.
AI kan gøre det lettere for borgere at formulere deres synspunkter, men kan også føre til omfattende og uklare klager, som kræver betydelige ressourcer at behandle.
"Er det overhovedet egentlig udtryk for det, borgeren mener? Er den praksis eller de domme, der er henvist til, overhovedet domme, der findes?" spurgte Mia Enghardt Korsholm.
Under spørgsmålene fra salen fortalte en kommunal deltager om en borger, der gentagne gange havde sendt henvendelser på 120 til 150 sider.
Kommunen havde indført en kontaktbegrænsning, men var fortsat nødt til at gennemgå materialet for at undersøge, om der var nye oplysninger af betydning.
Spørgsmålet var derfor, om der findes en grænse for, hvor meget materiale kommunen skal læse.
Kommunerne kan ikke afvise lange AI-klager
Mia Enghardt Korsholm henviste til en myndighedsguide fra Folketingets Ombudsmand om AI-genererede henvendelser.
Hun understregede, at myndigheder som udgangspunkt ikke kan begrænse borgernes mulighed for at bruge AI eller sende lange henvendelser uden særlig lovhjemmel.
Kommunerne er dog ikke forpligtet til at undersøge irrelevante forhold eller besvare samtlige indsigelser enkeltvis, hvis de kan behandles samlet.
Men de kan heller ikke uden videre se bort fra nyt materiale, selv om borgeren er omfattet af en kontaktbegrænsning.
"Jeg har umiddelbart have svært ved at se muligheden for, at kommunerne kan undgå at læse det igennem," sagde Mia Enghardt Korsholm.
Sidst opdateret: 22/10/2026 - 12:48












































