Område omkring Bjæverskov i Køge Kommune, hvor der tidligere har været oversvømmelser. (Arkivfoto)

Område omkring Bjæverskov i Køge Kommune, hvor der tidligere har været oversvømmelser. (Arkivfoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

To kommuner dropper datacenterplaner efter bekymringer

Et i Køge og et i Greve. To datacentre er taget af tegnebrættet, efter bekymringer fra både borgere og politikere. Det fjerner dog ikke behovet for flere danske datacentre, lyder det fra kommunerne.

Udgivet: 20/10/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Både Køge Kommune og Greve Kommune har valgt ikke at gå videre med konkrete planer om nye datacentre, der har mødt lokal modstand.

I Køge Kommune kunne et datacenter vest for Bjæverskov levere overskudsvarme til det lokale fjernvarmenet. Men udsigten til at udnytte overskudsvarmen var ikke nok til at sikre lokal opbakning til projektet.

Derfor har kommunen valgt ikke at gå videre med projektet.

"Det er for os helt afgørende, at vi lytter til borgerne i et andet omfang, end vi har gjort tidligere i Køge Kommune," siger borgmester Ken Kristensen (V) til NB-Forsyning & Klima.

Ifølge borgmesteren bliver borgere nu inddraget tidligt i processen, så det bliver afdækket, om projektet giver mening for lokalområdet. Netop fordelene for lokalområdet ved at udnytte overskudsvarmen til fjernvarme var en af grundene til, at kommunen gik videre med planerne, forklarer Ken Kristensen.

"Vi havde aldrig løftet sagen så tæt på en by, hvis det ikke var, fordi byen kunne få glæde af det på en eller anden måde," siger han og tilføjer:

"Vi forsøgte derfor at høre borgerne til, om det gav mening for dem. Det gjorde det klart og tydeligt ikke."

Bekymring for dominerende byggeri

I Greve Kommune har planerne om et datacenter ved Greve Centervej også fået lokal modstand.

Mandag skulle Plan- og Klimaudvalget tage stilling til, hvorvidt udvikleren kunne hæve bebyggelsesprocenten fra 60 til 85 gennem et tillæg til kommuneplanen for området.

Det stemte et enigt udvalg imod, samtidig med at de besluttede ikke at prioritere det videre lokalplanarbejde for datacentret.

"Jeg var meget bekymring for, at det vil blive en meget dominerende bygning i området. Den ville blive op til 21 meter i sin højde med sine tårne, så den ville komme til at fylde og dominere rigtig meget i området, som er præget af lav bebyggelse," siger Brigitte Klintskov Jerkel (K), der er formand for Plan- og Klimaudvalget, til NB-Forsyning & Klima.

Foruden bygningens størrelse påpeger Brigitte Klintskov Jerkel, at hun havde en bekymring for støj fra datacenteret, dets strøm- og vandforbrug samt dets påvirkning af miljøet.

"Jeg havde en hel del bekymringer, og det var grunden til, at jeg ikke var positivt stemt over for datacenteret på den her placering i kommunen, som var tæt op ad to store boligområder," siger hun.

Planerne om datacentre i Køge og Greve kommer samtidig med, at datacentrenes plads i det danske elnet er kommet på den politiske dagsorden. Med den nye prioriteringsmodel for elnettet er datacentre placeret i den fjerde og sidste tilslutningskategori.

Læs mere om datacentre og udfordringerne med dem for kommunerne på NB-Forsyning & Klima her.

Sidst opdateret: 20/10/2026 - 11:51

Temaer: Datacenter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]