
Den samlede kandidatliste for konservative i Høje-Taastrup, hvor man blandt andet er lykkes med at have 50 procent kvinder. - Foto: Konservative i Høje-Taastrup Facebook
Her lykkes man med at sammensætte den brede kandidatliste
En konservativ gruppe har formået dét, som mange partier har svært ved - nemlig at få unge, kvinder, personer med anden etnisk baggrund og folk fra det private erhvervsliv på kandidatlisten.
Udgivet: 11/06/2025
Halvdelen er kvinder, aldersspændet går fra 18 år til 70 år, med en gennemsnitsalder på 49 år på valgdagen, flere etniciteter er repræsenteret og geografisk kommer listen rundt i kommunen.
Sådan er det lykkes den Konservative gruppe i Høje-Taastrup at sammensætte sin kandidatliste med 20 personer til KV25.
Partiet, som lige nu repræsenterer halvdelen af byrådet med 11 medlemmer og borgmesteren Michael Ziegler som har siddet på posten siden 2006, forventer dermed at få en stor del af kandidaterne valgt ind ved det kommende valg i efteråret.
At listen har opnået så høj grad af diversitet, kommer på baggrund af helt bevidst og målrettet arbejde, lyder det fra den garvede politiker Kurt Scheelsbeck. Han har siddet i byrådet siden 2010, været midlertidigt medlem af folketinget og været fungerende borgmester i en periode, og han er partiets næstformand i den lokale vælgerforening.
Selvom vi ikke kan sige, at det er fuldstændig repræsentativt i forhold til kommunens sammensætning, så er det alligevel sådan, at de største indvandrergrupper på en eller anden måde repræsenteret. Og det synes jeg er vigtigt.
Kurt Scheelsbeck
"En af forudsætningerne for os har været, at det skulle være 50 procent af hvert køn," fortæller han.
Samtidig har listen kandidater med forskellige baggrunde. To med tyrkisk, en med iransk, kurdisk, færøsk og japansk.
"I og med vores kommune er mangfoldig, er vi glade for at være lykkedes med at få kandidater med forskellige baggrunde. Selvom vi ikke kan sige, at det er fuldstændig repræsentativt i forhold til kommunens sammensætning, så er det alligevel sådan, at de største indvandrergrupper på en eller anden måde repræsenteret. Og det synes jeg er vigtigt," siger han.
Ikke kun offentligt ansatte
Udover de ovennævnte parametre er det en udfordring i landets kommuner, at de fleste byrødder er offentligt ansatte, og at det private erhvervsliv i nogle byråd slet ikke er repræsenteret.
Her har K-listen i Høje-Taastrup også lykkes med at få flere grupper på listen. Tre-fire fra det offentlige, tre er under uddannelse, to pensionister og resten fra det private erhvervsliv.
"Det er også noget, vi lægger ret stor vægt på. Der er nogle byråd rundt omkring i Danmark, ingen nævnt, ingen glemt, hvor det simpelthen efterhånden kun er offentlige ansatte, der mener, de har tid til lokalpolitik," siger Kurt Scheelsbeck og tilføjer, at det kan være svært for politikerne at balancere deres tid.
"Vi har da også privatansatte, som har været udfordret, og som har oplevet, at det er lidt som om, at forfremmelserne går i stå, fordi der trods alt er de der ugentlige møder, hvor det er ret vigtigt at komme afsted til tiden fra arbejdspladsen."
Tonen er afgørende for at få kandidater
Kurt Scheelsbeck mener, at retorikken omkring det lokalpolitiske arbejde er afgørende, når man skal finde kandidater generelt, men også appellere til en bredere del af befolkningen og få dem til at stille op.
Han fremhæver, hvordan sociale medier har ændret det politiske arbejde på godt og ondt. Hvor det på den ene side er positivt, at borgerne nemt kan komme i kontakt med politikerne og deltage i den offentlige debat, men samtidig også kan kritisere og komme med udskammende og hårde bemærkninger.
"Det er også et spørgsmål om det lokalpolitiske miljø. Hvordan er tonen? Sviner man hinanden til i offentligheden? Jamen så er det klart, så får du jo også de lokale borgere til at fortsætte den samme negative tone," siger han og fortsætter:
"Hvis vi ikke gør det udadtil, så tror jeg, at det har den positive effekt. Selvfølgelig er der altid nogle, der mener, at hvad som helst, der bliver besluttet, er tåbeligt og giver udtryk for det på for eksempel sociale medier, men dem skal man jo bare ignorere."
Man kan gøre en forskel
K-politikeren understreger, at den måde man kan bidrage til sit lokalsamfund, er det, som skal fremhæves for at få flere til at stille op - og dermed også mulighed for at sammensætte mere mangfoldige lister.
"Jeg kan give flere ting videre på baggrund af min erfaring, men jeg kan først og fremmest sige, at man skal ikke være så håndsky i forhold til at kaste sig ind i lokalpolitik. Det er noget helt andet end landspolitik, og det er meget mere konstruktivt - forstået sådan, at selvom jeg ved, der er forskel fra kommune til kommune, så er min oplevelse hos os, at alle har det godt med hinanden, respekterer, at man kan være uenige, men at vi alle sammen er stillet op og blevet valgt fordi vi vil gøre det bedst mulige for vores lokalområde," siger han og afslutter:
"Det giver virkelig nogle oplevelser. Det giver mulighed for at påvirke sit lokalsamfund, og hvis man har et emne, som man synes ikke får nok opmærksomhed, så kan man jo på den måde virkelig være med til at sætte en dagsorden. Så man skal bestemt ikke holde sig tilbage."
Sidst opdateret: 11/06/2025 - 11:36
Temaer: KV25













































