
Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn, råder kandidaterne til at komme ud og møde vælgerne, hvis de vil have deres kryds ved KV25. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den gode kandidatliste har kontrast og diversitet
Lige nu er arbejdet med at sammensætte kandidatlister til valget i efteråret i gang. Listerne skal have diversitet og repræsentere kommunen bredt, fortæller to med erfaring.
Udgivet: 02/06/2025
Kandidatlister skal appellere til borgerne, hvis det skal lykkes at få dem til at sætte deres kryds netop der. Det kan handle om at sætte listen op med bred diversitet i for eksempel køn og alder, men det kan også gælde at repræsentere flere områder i kommunen.
Derudover er det vigtigt at komme ud og møde borgerne. For når de skal sætte deres kryds, vil det som oftest være hos en kandidat, som de kan huske, som har skilt sig ud.
Samtidig er det en udfordring for partierne at finde kandidater til KV25. Både at finde kandidater nok, men også at skabe lister med bred repræsentativitet.
Svært at finde nok kandidater
Borgmester i Faaborg-Midtfyn, Hans Stavnsager (S), fortæller, at det er svært at skaffe kandidater nok, når listerne skal rumme diversitet, for eksempel i alder og køn.
Samtidig understreger han, at vælgerne stemmer meget lokalt, og at man derfor har forsøgt at få kandidater fra alle områder af kommunen.
"Det er sjældent, at dem der stemmer på en kandidat bor længere væk end en radius af ti kilometer, medmindre det er spidskandidaten," siger borgmesteren.
Da han ikke genopstiller som borgmesterkandidat, ser han sin rolle med at understøtte de øvrige kandidater og især spidskandidaten, som helt afgørende.
Gode råd
Og han giver gerne de andre kandidater gode råd med på vejen.
"Nogle gange tror man som politiker, at man skal spille en rolle. Men min erfaring er, at vælgerne reagerer mest positivt, når man er autentisk. Når de kan mærke mennesket bag politikeren," siger han og tilføjer, at en god kandidatliste ikke kan stå alene.
"Man skal virkelig prioritere at tage ud og møde folk. Man kan lave alt muligt på sociale medier og flotte annoncekampagner, men det kan ikke overtrumfe det at komme ud og snakke direkte med vælgerne. Og her er det også vigtigt at lytte til vælgerne, man kommer langt med at de opfatter en som en sympatisk person."
Mange steder har man udfordringer med at få kandidater nok til valget. Og når man udover bare har svært ved at få nok, kan det være en udfordring samtidig at få en mangfoldig liste.
"Vores liste er desværre ikke så divers, som vi kunne ønske os. Vi har ikke nogen helt unge kandidater. Det er virkelig en udfordring i en kommune som vores. Alle, der skal have en uddannelse, flytter jo efter gymnasiet. Det gør det bare svært at rekruttere. Så det er noget, vi mangler på vores liste," siger han og tilføjer:
"Vi har også tænkt over, at der kan godt være en tendens til nogle gange, at mange, der stiller op til kommunalbestyrelser, arbejder i det offentlige. Det er der jo ikke noget galt med, men vi har også tænkt på, når vi har været ude og spørge folk om de vil stille op, hvad deres erhvervsmæssige baggrund var, så vi kan få flere fra det private erhvervsliv."
Kontrasten er afgørende
Der skal være kandidater fra de forskellige områder i kommunen, og samtidig skal der helst være repræsentanter fra forskellige grupper i kommunen. Det skal du, fordi det betyder også meget for mange mennesker. Det er et vigtigt greb, for at vælgeren kan identificere sig med partiet.
Lars Lammert Nielsen, tidligere sekretariatschef i Radikal Venstre
Lars Lammert Nielsen er selvstændig konsulent og rådgiver i blandt andet strategisk kommunikation. Han har tidligere været sekretariatschef i Radikale Venstre, og han fremhæver særligt kontrast som helt centralt, hvis man vil gøre sig bemærket til at få vælgernes stemmer ved kommunalvalget.
"Borgerne stemmer helt anderledes i kommunalpolitik og i højere grad på personer end partier, og ofte på kandidater med en specifik, lokal mærkesag" siger han og uddyber:
"Derfor er navnegenkendelse helt central for en god liste. For eksempel at man har kandidater fra forskellige dele af kommunen, så man kommer godt rundt. Derfor ser vi ofte lange lister, og man ser i høj grad, at de får stemmer der, hvor de selv bor."
Vælgerne ser kun navnet på stemmesedlen
Derfor skal kandidaterne også lægge et godt fundament og netværk i deres lokalområde, mener den tidligere partisekretær.
"Man skal være fuldstændig opmærksom på, det er jo, at hvis man ikke sørger for at have den der kombination i sin kampagne, kontrast med navnegenkendelse, så kan det være meget, meget svært. Fordi så skal man lige pludselig bruge rigtig mange kræfter på at komme rundt. Så derfor begynder ofte også kommunalvalgkampen meget tidligere. Her er du simpelthen nødt til at være kendt i det område og være kendt i din kommune for, at folk så kan huske dig, når de ser stemmesedlen. For de kan jo ikke se noget ansigt der, de kan se dit navn."
Han fremhæver at kontrasten i forhold til de øvrige kandidaters mærkesager er centralt. For med kontrast skal det forståes, at du skal skille dig ud for at blive husket, når vælgerne går til stemmeboksene.
Vær konkret
Samtidig er det afgørende, når det kommer til kommunalpolitik, at forstå lokalområdet og forstå vælgerne, for i kommunalpolitik kan man ikke snakke politik på et overordnet plan. Det skal være helt konkret for at det appellerer til vælgerne, siger Lars Lammert Nielsen.
"Man kan ikke bare sige for eksempel, at man vil lukke skoler. Man skal sige helt specifikt, hvilke to skoler der er tale om," siger han som et tænkt eksempel og tilføjer:
"Man kan ikke bare have helt generiske udsagn i lokalpolitik, man skal være mere specifik, hvis det skal appellere til vælgerne."
Han afslutter med at understrege vigtigheden af, at listen rummer kandidater fra alle dele af kommunen, hvor vælgerne i høj grad stemmer indenfor deres eget lokalområde.
"Der skal være kandidater fra de forskellige områder i kommunen, og samtidig skal der helst være repræsentanter fra forskellige grupper i kommunen. Det skal du, fordi det betyder også meget for mange mennesker. Det er et vigtigt greb, for at vælgeren kan identificere sig med partiet," siger Lars Lammert Nielsen.
Sidst opdateret: 02/06/2025 - 10:01
Temaer: KV25













































