
Læren af KV25: NB-Kommunes prognose fangede tendensen
NB-Kommunes prognose var en af de første til at fange den overordnede tendens med et stort tab til Socialdemokratiet og gevinster til de øvrige borgmeterpartier inklusive SF, men vi undervurderede, hvor stor tilbagegangen skulle blive.
Udgivet: 17/12/2025
NB-Kommune vakte opsigt i flere partier, da vi allerede i starten af oktober forudsagde, at Socialdemokratiet ville tabe fem borgmesterposter og Venstre, Konservative og SF alle ville vinde borgmesterposter. I den opdaterede prognose en uge før kommunalvalget skærpede vi prognosen til, at Socialdemokratiet ville tabe syv borgmestre, og Venstre ville vinde tre og Konservative og SF her ville vinde 2 borgmesterposter.
Resultatet viste, at tendensen var helt korrekt, men vi undervurderede Socialdemokratiets tilbagegang og især De Konservatives fremgang, som har betydet, at Socialdemokratiet nu er nærmere på at kæmpe om andenpladsen med De Konservative end at kæmpe med Venstre om førstepladsen.
I bagklogskabens lys var det især fire forhold, som vi undervurderede:
- Først og fremmest undervurdere vi Socialdemokratiets nedtur. Der var tegn på tilbagegang, men slet ikke i det omfang, som ramte partiet efter en fatal kampagne i København. S-borgmestre ud over landet har efterfølgende fortalt, hvordan Socialdemokratiets magtbrynje i hovedstaden fik dem til at vende ryggen til partiet i kommuner langt fra hovedstaden.
- Socialdemokratiets nedtur blev forstærket af en større vilje hos SF's kandidater til at falde socialdemokratiske borgmestre i ryggen end vi havde forventet.
- Det sætter en tyk streg under styrken af den konservative landsorganisation, og det er ikke mindst et solidt comeback for partisekretær Søren Vandsø, som stod med en del af ansvaret for partiets nedtur ved folketingsvalget i 2022. Her blev partiet ikke alene var ramt af partiformand Søren Papes personlige forhold, men også af en markant højredrejning i partiets valgprogram, som ikke faldt i vælgernes smag.
- Vi undervurderede, hvor hårdt borgmesterpartierne bliver ramt af utilfredshed hos vælgerne med driften af kommunen. En analyse har vist, at uanset hvor stærkt et flertal en borgmester har, så er det med stor sikkerhed fatalt for en borgmester at have en tilfredshed med driften af kommunen under 35 procent. Hvis Constructive Institute gentager deres store meningsmåling til KV29, så vil svaret på netop spørgsmålet om tilfredsheden med kommunen være det vigtigste pejlemærke.
Sådan ramte vores grundantagelser:
NB-Kommunes prognose var baseret på en række grundantagelser, som stort set holdt stik.
Antagelse: Borgmestre i kommuner med et meget sikkert blåt eller rødt flertal (forstået som mere end 58 procent af mandaterne ved KV21) har som udgangspunkt 95 procent sandsynlighed for genvalg.
Resultat: Der var efter KV21 i alt 37 kommuner med et meget sikkert rødt eller blåt flertal. Vi havde imidlertid på grund af lokale forhold sænket sandsynligheden til 60 procent eller lavere for fire kommuner (Frederikshavn, København, Ringsted, Rudersdal), så vi endte på en samlet sandsynlighed for genvalg af borgmesterpartiet i de 37 kommuner på 85,0 procent. Resultatet blev genvalg til borgmesterpartiet i 29 kommuner svarende til 78,4 procent.
Blandt de kommuner 23 kommuner, hvor vi havde fastholdt en sandsynlighed på 90 procent eller mere og dermed havde en gennemsnitlig sandsynlighed på 94,1 procent fastholdt borgmesterpartiet magten i 21 kommuner svarende til 91,3 procent. Fejlkilden var de to Venstrehøjborge Morsø og Lemvig i Vestjylland. Mens det på Mors kan tilskrives, at vi undervurderede effekten af stor utilfredshed med driften af kommunen i Constructive Institutes store måling, så må det i Lemvig i højere grad tilskrives en kluntet konstitueringsforhandling fra en ny borgmesterkandidat.
Antagelse: Borgmestre i kommuner med sikre blåt eller rødt flertal (forstået som 54-58 procent af mandaterne ved KV21) har som udgangspunkt 90 procent sandsynlighed for genvalg.
Resultat: Der var efter KV21 ialt 21 kommuner med et klar rødt eller blåt flertal. Heraf havde vi sorteret Gribskov, Kolding, Ringkøbing-Skjern og Samsø fra, fordi særlige lokale forhold gjorde, at det siddende borgmesterparti ikke havde fordel af det meget sikre flertal. Ud af de tilbageværende 17 kommuner var der genvalg til borgmesteren i alle kommuner pånær Gladsaxe og Lolland, hvilket giver en sandsynlig på 88,2 procent.
Det var to S-borgmestre som faldt, Trine Græse i Gladsaxe, som faldt for et lillebrorkup fra SF og Holger Schou Rasmussen, som faldt på grund af overaskende den generelle tilbagegang for Socialdemokratiet og stor utilfredshed med driften af kommunen ifølge meningsmåling fra Constructive Institute.
Antagelse: Borgmestre i røde eller blå kommuner (forstået som mellem 50 og 54 procent af mandaterne ved KV21) sætter vi som udgangspunkt til 85 procent.
Resultat: Ud af de 16 kommuner med et rødt eller blåt flertal var der kun 8 kommuner svarende til 50 procent, hvor borgmesterpartiet genvandt borgmesterposten. På grund af lokale forhold havde vi nedjusteret en del, og derfor endte vi på en samlet sandsynlighed for genvalg på 63,8 procent for den her gruppe af kommuner, og resultatet er med 50 procent betydeligt under. En del af forklaringen er, at vi undervurderede effekten af den socialdemokratiske tilbagegang idet fire af de otte kommuner med tab var socialdemokratiske. Det skal dog bemærkes, at Kerteminde med blåt flertal og en rød borgmester er i denne kategori. Men noget kunne tyde på, at vi også havde været lidt for optimistiske på vegne af borgmesterpartierne i kommuner med et relativt spinkelt rødt eller blåt flertal, særlig i lyset af, at der var udsigt til så store stemmeforskydninger mellem partierne, og at de tre store borgmesterpartier alle stod til tilbagegang i meningsmålingerne.
Antagelse: Vi vurderede individuelt sandsynligheden for et lillebrorkup mod den siddende borgmester (forstået som at et mindre parti i en af blokkene snupper borgmesterposten ved at samarbejde med mindretallet i den modsatte blok) og placerede de procenter hos enten SF (for røde kommuner), De Konservative eller i et mindre omfang Venstre i blå kommuner.
Resultat: Der var et lillebrorkup i ni kommuner, og derudover udløste et forsøg på lillebrorkup fra SF i Alberslund, at Socialdemokratiet gav De Konservative borgmesterposten. Vi havde forventet væsentligt færre lillebrorkup, og det betød især, at vi undervurderede SF's antal af borgmesterposter lidt, mens de Konservative med to lillebrorkup var på det forventede niveau.
Sidst opdateret: 19/12/2025 - 12:02
Temaer: KV25













































