Meningsmåling ramte ved siden af – men satte gang i debatten

Epinions meningsmåling for Constructive Institute forud for kommunalvalget blev brugt flittigt i mediedækningen af valget, men hvor tæt kom den egentlig på valgresultatet? Få svaret i kortet i artiklen.

Udgivet: 17/12/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Som et redskab til at sætte gang i debatten var den god, som en prognose var den mindre god.

Epinions meningsmåling for Constructive Institute skød en del ved siden af valgresultatet. Det viser beregninger, som NB-Kommune har lavet på baggrund af meningsmålingen og valgresultater i kommunerne.

"Vi vidste godt, de ville ramme af siden af. Jeres beregning bekræfter billedet af, at de faktisk ramte ret meget ved siden af. Der er nogle få undtagelser, men hvis man gør det 100 gange, så rammer man jo rigtigt en gang imellem," siger Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor ved Københavns Universitet, til NB-Kommune.

Meningsmålingen tager udgangspunkt i svar fra omkring 46.000 respondenter, der havde 'en idé om', hvem de ville stemme på.

Svarene er indsamlet fra den 4. september til 13. oktober, altså også før kandidatlisterne endeligt var offentliggjort, og vælgerne overhovedet vidste, hvem de kunne stemme på.

"Constructive Institute forsøgte jo at sige, at den ville ramme forkert. Så på den måde tog de brodden af den kritik, der måtte komme," siger Kasper Møller Hansen.

NB-Kommune har sammenholdt meningsmålingen med valgresultatet i alle landets kommuner. Kortet viser, hvor mange mange procentpoint, der skal flyttes mellem partier, før meningsmålingen rammer valgresultatet præcist.

Jo lavere et tal, jo mere nøjagtig har meningsmålingen været i kommunen.

Der er kun medtaget partier, som meningsmålingen spørger konkret til, og dermed ikke lokallister/andre partier, som målingen har samlet i én kategori.

Beregningerne er lavet uden at tage hensyn til den statistiske usikkerhed i meningsmålingen, der ikke fremgår af de tal, man kan downloade fra Constructive Institute.

I mange kommuner er usikkerheden stor, og dermed ville meningsmålingen fremstå betydeligt mere præcis, hvis den var regnet med.

Satte gang i debatten

Måden at vise forskellen på kaldes også Pedersen-indekset. Det viser den samlede forskel mellem meningsmålingen og valgresultatet. Indekset lægger forskellene sammen og justerer for, at hver stemme tælles to gange. Både som tab for et parti og som gevinst for et andet.

Det gennemsnitlige Pedersen-indeks på landsplan er 10,9 for Epinions meningsmåling for Constructive Institute.

"Langt det meste rammer rigtig meget ved siden af og rammer også meget mere ved siden af, end det vi ser til et folketingsvalg," siger Kasper Møller Hansen, der bekræfter, at Pedersen-indekset er det bedste udtryk for at vise, hvor tæt meningsmålingen kom på valgresultatet.

Til sammenligning havde Voxmeter og Megafons sidste meningsmålinger inden folketingsvalget i 2022 et Pedersen-indeks på henholdsvis 6,05 og 4,85, viser NB-Kommunes beregninger.

Selvom meningsmålingen viser sig at være upræcis, så har den stadig haft en vigtig funktion, mener Kasper Møller Hansen.

"Det, der set i bakspejlet lykkedes med den her måling, var, at den fik sat gang i en kommunalpolitisk debat. Den har været med til at drive den kommunale valgkamp og den kommunale dækning i medierne frem. Jeg tror, den gjorde, at vi kom til at diskutere kommunalvalget tidligere, end vi ellers ville have gjort," siger han.

Meningsmålinger kan påvirke vælgere

Går et parti frem i en meningsmåling, så kan det have en positiv effekt på opbakningen til partiet, viser forskning.

Det får dog ikke Kasper Møller Hansen til at være bekymret for mulige konsekvenser ved upræcise meningsmålinger.

"Hvis man isolerer meningsmålinger og fjerner alt støj omkring dem, så kan de påvirke vælgerne. Lige så vel som god journalistik også kan påvirke vælgerne. Så det er en forkert logik, at fordi meningsmålinger kan påvirke folk, så skal vi forbyde dem," siger han.

Constructive Institute har da også været klare i spyttet omkring meningsmålingens svagheder. I en læsevejledning henleder de blandt andet opmærksomheden på flere punkter som tidspunktet for meningsmålingen og vælgere, der kan nå at skifte mening.

"Det er vigtigt, at de har forsøgt at få alle undtagelserne med. At det er en meget tidlig måling, og at man ikke engang vidste præcist, hvor mange partier, der stillede op," afslutter Kasper Møller Hansen.

Sidst opdateret: 17/12/2025 - 12:23

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]