
- Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Sådan fundraiser du penge efter bogen til din kommunalvalgkamp
Har du helt styr på alle reglerne for, hvordan du som kandidat kan tage imod økonomiske bidrag til din valgkamp? NB-Kommune giver dig et overblik her.
Udgivet: 10/06/2025
Partistøtte og private donationer er helt afgørende for landets politikere og partier, når der skal føres valgkamp.
Men der er en række regler og rammer for, hvordan man tager imod posen med penge, og hvordan man skal oplyse, hvad man har modtaget.
NB-Kommune har i denne artikel samlet væsentlige informationer om, hvordan man tager imod de økonomiske bidrag, så det er efter bogen.
Kandidatlister skal opfylde flere betingelser for at få partistøtte fra kommunen. Det fremgår af Indenrigs- og sundhedsministeriets hjemmeside.
Kandidatlister, der har deltaget i det seneste kommunalvalg, er berettiget til partistøtte, hvis mindst én af følgende betingelser er opfyldt:
- 1. Kandidatlisten har opnået repræsentation i kommunalbestyrelsen.
- 2. Kandidatlisten har fået et antal stemmer, der mindst svarer til 4/5 af samtlige gyldige stemmer ved valget delt med kommunalbestyrelsens medlemstal.
Regnestykket for betingelse nummer 2
Antallet af stemmer i betingelse 2 kan udregnes på følgende måde:
(Antallet af gyldige stemmer ved seneste valg) / (kommunalbestyrelsens medlemstal) * 0,8 = (antallet af stemmer skal rundes op til nærmeste hele tal).
Regneeksempel: I Aarhus var der ved KV21 287.767 gyldige stemmer. Byrådet har 31 medlemmer. ((287.767/31)*0,8=7.427) En kandidatliste skal dermed have opnået 7.427 stemmer ved seneste valg, hvis den ikke er repræsenteret i byrådet, for at få kommunal partistøtte.
Støttebeløb per stemme er 8,50 kroner. Det er dog en forudsætning, at ens parti eller liste var opstillet ved det seneste valg, og beløbet skal svare til de omkostninger, man forventer/har i forbindelse med valgkampen.
Indberetning af donationer
Udover den offentlige partistøtte, kan kandidater og lister også modtage private donationer. Disse donationer skal være offentlige, hvis de når en vis størrelse.
Politiske partier, herunder kommunale kandidatlister, må ikke modtage anonyme bidrag over den årligt regulerede beløbsgrænse på 23.600 kr. i 2024. Forbuddet gælder ikke for kandidater, der gerne må modtage anonyme bidrag over beløbsgrænsen.
Eventuelle indberetningspligtige bidrag til kandidater, der er opstillet for partiet til kommunalvalg, indberettes til kommunen.
Kandidatlister, der har deltaget i det senest afholdte kommunalvalg, skal indsende en erklæring til kommunen med oplysning om den samlede størrelse af anonyme bidrag, kandidatlisten har modtaget i det foregående kalenderår, og oplysning om den samlede størrelse af de beløb, kandidatlisten i det foregående kalenderår har returneret til bidragsyder eller overført til en konto hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Dette gælder både for kandidatlister, der er berettiget til og søger offentlig partistøtte, samt kandidatlister, der ikke er berettiget eller ikke søger offentlig partistøtte.
Erklæringen offentliggøres på kommunernes hjemmeside. Se overblikket over den enkelte kommunes partiers erklæringer om private tilskud her.
Sidst opdateret: 11/06/2025 - 11:21
Temaer: KV25













































