
Når tilskud gives midlertidigt, giver det problemer i budgetlægningen, mener de tre borgmestre Karsten Thomsen (S), Erik Lauritzen (S) og Mette Landtved-Holm (V). - Foto: Pressefotos
Godt med de 1,8 milliarder kroner - men ikke godt nok
Med økonomiaftalen for 2026 er der kommet vished om de 1,8 mia. kr. i ekstraordinært tilskud til kommunerne. Men tilskuddet bør være varigt, mener en række borgmestre.
Udgivet: 11/06/2025
Det er blevet lettere at lægge budgettet for det kommende år. Sådan lyder det samstemmende fra en række borgmestre, som NB-Økonomi har talt med.
Modsat sidste år, hvor udmeldingen om det ekstraordinære finansieringstilskud på 1,8 mia. kr. kom i august, så kan kommunerne allerede nu i god ro og mag budgettere med pengene. For de 1,8 mia. kroner er blevet en del af økonomiaftalen.
"Det betyder, at vi kan lave et langt bedre oplæg til budget. Hidtil har vi ikke turde gå ret langt i budgetoplæg, fordi vi ikke vidste, om pengene kom. Det er ikke sjovt at melde besparelser ud og så et par måneder efter rulle tilbage igen," siger borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen (S).
Midlertidige tilskud giver panderynker i budgetforhandlingen
Men det er stadig svært at regne pengene ind i budgettet, for tilskuddet er midlertidigt - og kan potentielt være væk i økonomiaftalen næste år igen.
"Hvis jeg kun skulle tænke på min egen butik, ville jeg gerne have midlerne varige. Jeg tør ikke på nuværende tidspunkt lægge det ind i driften - det vil kræve, at midlerne var varige," siger Erik Lauritzen.
Samme melding er der fra Frederikshavn, hvor borgmester Karsten Thomsen (S) gerne ser, at de 1,8 mia. kroner bliver varige frem til, der kommer en ny udligningsreform.
"Selvfølgelig er det fantastisk, at vi får meddelelse hurtigst muligt om, at pengene kommer. Vi vil gerne kunne lægge budgetter, som holder længere tid end et år. Men når det er de her kortsigtede løsninger, så giver det også problemer. Jeg ser det gerne gjort mere permanent, så vi har noget mere håndfast at lave aftaler på."
Giver varige midler på sigt
Frederikshavn Kommune er særligt udfordret økonomisk, fordi kommunen sidste år overtog Frederikshavns havn og en gæld på 1,7 mia. kroner.
Frederikshavns Kommunes andel af midlerne for 2025 er blandt andet blevet brugt på at afdrage på lån. På den måde bliver der frigivet midler på sigt - midler som kommunen, modsat det ekstraordinære finansieringstilskud, kan bruge på driften.
"Alt hvad man kan få i varige midler har en kæmpe betydning i en kommune som vores, så man kan kigge lidt længere frem," siger Karsten Thomsen.
Venter på langsigtet løsning
Nordfyns Kommune er en af de kommuner, som får en relativ stor andel af tilskuddet pr. borger. Og midlerne falder på et tørt sted, forklarer borgmester i Nordfyns Kommune Mette Landtved-Holm (V).
"Sidste år stod vi og manglede et beløb, som var en smule højere, end det vi fik. Det betyder, at vi kan få budgettet til balancere og kun lave meget få reduktioner," siger hun.
Men det ville også i Nordfyns Kommune gøre en stor forskel, hvis midlerne blev varige.
"Vi håber jo meget, at vi kan få en langsigtet politik, der gør, at man ikke skal sidde og vente, men kan lave nogle flerårige budgetter på et bedre grundlag, end det vi gør nu, fordi vi sidder jo og laver budgetter, som rækker ud i tre ekstra overslagsår. Reelt kender vi jo ikke indtægtsgrundlaget, vi kender jo kun udgifterne," siger Mette Landtved-Holm.
Sidst opdateret: 11/06/2025 - 12:07












































