
Genrefoto. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Professor: Argumenter for gunstige fratrædelsesordninger holder ikke
En fratrædelsesgodtgørelse på 2,6 millioner kroner til en kommunaldirektør har igen vakt kritik af ordningen. Professor mener, at det er ude af takt med det øvrige arbejdsmarked.
Udgivet: 12/01/2026
I december blev direktør for Børn, Unge og Kultur i Slagelse Kommune, Marianne Stentebjerg, afskediget. Det har resulteret i en fratrædelsesgodtgørelse på 2,6 millioner kroner, hvilket svarer til seks måneders opsigelsesperiode plus 12 måneders løn inklusiv pension, skriver Sjællandske Nyheder.
Selvom det er efter bogen, mener professor i politologi og forskningsleder hos Professionshøjskolen UCN, Henning Jørgensen, at fratrædelsesordningerne ikke er i takt med arbejdsmarkedet og at mange af borgernes skattekroner går til dem.
"Jeg er af en anden holdning end mange af mine Djøf-kollegaer, som mener, at de her aftaler er på sin plads. Argumentet for at direktører i kommunerne skal have en forholdsvis stor pose penge med, når de fratræder deres stilling, er at jobrisikoen er større - altså at de er nemmere at fyre, og at det er sværere for kommunale direktører at få arbejde igen efter afskedigelse. Men det sidste er simpelthen ikke rigtigt," siger Henning Jørgensen til Sjællandske Nyheder.
Blandt andet viser en undersøgelse fra Akademikerbladet fra 2024, at selvom kommunaldirektører kan have større risiko for at miste deres job, så finder de hurtigere et nyt job igen efter opsigelse end den gennemsnitlige akademiker.
Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, har debatten flere gange været oppe at vende. KL har tidligere foreslået en trappeordning for fratrædelsesgodtgørelser, så de er proportionelle med ansættelsens varighed.
Sofia Osmani (K), chefforhandler for KL under de igangværende overenskomstforhandlinger, afviser ikke, at det potentielt kan være på tegnebrættet ved overenskomstforhandlingerne.
Sidst opdateret: 12/01/2026 - 12:00












































