
Der er lagt op til et konstitueringsdrama i Solrød, hvor siddende LA-borgmester Emil Blücher (tv.) udfordres af V-spids Kim Kliver (mf.) og K-byrod Morten Scheelsbeck (th.). - Foto: Solrød Kommune/Venstre
Igen er der lagt op til konstitueringsdrama i Solrød
TOP 20: I den historisk borgerlige kommune Solrød er det i den grad uafklaret, hvem der kommer til at sidde i borgmesterstolen efter valget. V og K udfordrer den siddende borgmester, LA'eren Emil Blücher, der fik posten efter stort konstitueringsdrama ved sidste valg.
Udgivet: 06/11/2025
Der er lagt op til konstitueringsdrama i Solrød Kommune - og alt kan ske.
Som en historisk blå kommune peger alt på en borgerlig borgmester, men om det bliver den siddende borgmester, Liberal Alliances Emil Blücher, De Konservative eller Venstre, der ender i borgmesterstolen, står hen i det uvisse indtil valgnatten.
Ikke mindst fordi de to lokallister VoresSolrød og HavdrupListen spiller en afgørende rolle i kommunen - og hvor spidsen for førstnævnte Anette Fynbo Blem selv går med borgmesterdrømme.
Her er en beskrivelse af, hvad der er på spil i Solrød Kommune, som vi anser for at blive et af de mest spændende opgør i valgkampen ifølge NB-Kommunes prognose og top 20.
Tumult både før og under byrådsperioden
Efter et tumultarisk forløb ved KV21 blev Emil Blücher Liberal Alliances første og eneste borgmester - samt landets yngste siddende borgmester i perioden.
Sådan fordelte stemmerne sig ved KV21
Venstre fik ved KV21 i Solrød 19,6 procent af stemmerne, og blev kommunens største parti, mens Socialdemokratiet blev kommunens næststørste parti med 16,8 procent efterfulgt af lokallisten VoresSolrød, der fik 16 procent af stemmerne.
Med 14,9 procent af stemmerne blev Liberal Alliance kommunens fjerde største parti, mens Konservative blev det femte med 11,3 procent.
Dog var det Liberal Alliances Emil Blücher, som blev borgmester, der fik flest personlige stemmer - i alt 1581 personlige stemmer - mens den tidligere V-borgmester Niels Hörup måtte nøjes med en andenplads med i alt 1146 personlige stemmer.
Før LA'eren fik borgmesterkæden, kunne både De Konservatives Morten Scheelsbeck og Socialdemokraten Jonas Ring Madsen for en kort tid erklære sig borgmester i Solrød.
Selv om Venstre blev det største parti, måtte den daværende V-borgmester Niels Hörup dermed se sig slået efter at have siddet på posten siden 2006.
For at undgå en socialdemokratisk borgmester valgte Venstre at gå sammen med De Konservative og lokallisten HavdrupListen i en konstituering med Emil Blücher som borgmester.
Dog har den efterfølgende byrådsperiode været præget af samarbejdsvanskeligheder, hvilket i december 2024 kulminerede med, at byrådet konstituerede sig på ny, hvor Venstre endte udenfor samarbejdet og fik frataget sine to udvalgsformandsposter.
Grunden til omkonstitueringen var et budgetaftale med store besparelser, lød forklaringen.
Samarbejdet mellem V og LA lader nu til at være brast.
Og mens LA har fundet nye samarbejdspartnere i sine konsituteringspartier, søger Venstre med partiets nye spids, politiinspektør i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver, et bredt funderet samarbejde blandt byrådets partier for at kunne tælle til ti.
Hvem kan samle de stridende parter?
For Kim Kliver er et godt samarbejde i byrådet i højsædet efter valget.
"Så kan jeg håbe på, at det bliver mig, der kommer i spidsen, men for mig er det allervigtigste, at den, der kommer i spidsen, kan orkestrere et samarbejde i byrådet," siger han og tilføjer:
"Hvis vi indgår i en konstituering, eller hvis vi ikke gør, så prøver jeg ikke at underløbe processen, fordi det synes jeg, er med til at undergrave den troværdighed, et byråd skal nyde hos befolkningen," siger Kim Kliver.
Venstre har forud for KV25 indgået valgforbund med Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, mens De Konservative, der fortsat er med i konstitueringen af Emil Blücher, har allieret sig med lokallisterne HavdrupListen og VoresSolrød.
Ifølge K-borgmesterkandidat Morten Scheelsbeck er han selv et godt bud på en borgmesterkandidat, der kan samle det splittede byråd.
"Jeg synes, vi har bevist fra konservativ side i den forgangne byrådsperiode, at vi er konstruktive, får ting igennem og kan samarbejde med alle. Det håber og tror jeg, vi vil kunne skabe opbakning til. Hvis der er nogen, der kan samle nogle af de lidt mere stridende parter, så tror jeg, at jeg kunne være et godt bud på det. Så det er min forhåbning," siger han.
Borgmester ser optimistisk på valget
Spørger man borgmester Emil Blücher, har LA den største sandsynlighed for at løbe med borgmesterposten.
Det skyldes blandt andet en meningsmåling, som Epinion har lavet for Constructive Institute, hvor LA står til at blive det største parti i Solrød syv procentpoint foran Venstre. Målingen skal tages med forbehold, men kan give en indikation af, hvordan borgerne i kommunen ser politikerne.
"Så kombinationen af noget borgmestereffekt, en god valgkamp og lidt bedre landspolitiske målinger, tror jeg sådan set, vil være udslagsgivende for vores vedkommende," siger Emil Blücher.
Bliver det ikke LA på borgmesterposten, vurderer Emil Blücher, at De Konservative eller VoresSolrød har en større sandsynlighed for at blive borgmester end Venstre.
"Det handler selvfølgelig også om, at hvis LA ikke kan opnå borgmesterposten, så går vi med den næstbedste løsning. Og efter et godt samarbejde så vil det jo være naturligt for os at gå i retning af enten VoresSolrød eller De Konservative, alt efter hvilket valg de nu engang får," siger han.
Sådan fordeler mandaterne sig i Solrød
Mandatfordeling efter KV21:
Socialdemokratiet - 4
De Konservative - 3
Lokallisten VoresSolrød - 3
Liberal Alliance - 3
Lokallisten Havdruplisten - 1
Dansk Folkeparti - 1
Venstre - 4
Mandatfordeling i dag:
Socialdemokratiet - 3
De Konservative - 3
Lokallisten VoresSolrød - 3
Liberal Alliance - 3
Lokallisten Havdruplisten - 2
Venstre - 4
Danmarksdemokraterne - 1
Sidst opdateret: 10/11/2025 - 12:16
Temaer: KV25, Top 20 KV25-opgør













































