Her er NB-Kommunes opdaterede borgmesterprognose for alle kommuner
Valgkampen forud for KV25 udvikler sig løbende, og derfor har NB-Kommune opdateret prognosen for valg af borgmestre i alle 98 kommuner. Se vores bud på din kommune her.
Udgivet: 10/11/2025
Valgkampen går nu ind i sin sidste uge, og dermed står de enkelte partiers og borgmestres sandsynlighed for genvalg stadig mere klart. NB-Kommune har derfor opdateret prognosen for borgmestervalget i landets 98 kommuner med de seneste meningsmålinger, målinger af borgernes tilfredshed med driften af deres kommune, udvikling i valgkampen og ændringer i de landspolitiske valgvinde.
Som du kan se i grafikken, så er den største forandring, at Socialdemokratiet har tabt lidt terræn, mens Venstre har vundet lidt terræn.
Der er tale om en prognose, og den skal tages med det store forbehold, at der kan være lokale stemningsskift, som det er svært at registrere. Derfor skal du læse prognosen for de enkelte kommuner, som vores bedste bud på, hvad der kommer til at ske.
Sådan har vi gjort:
I ovenstående prognose har vi for hver kommune vurderet sandsynligheden for, at den siddende borgmester bliver genvalgt, og derefter fordelt de overskydende procenter på øvrige partier, som dermed har en mulighed for et såkaldt pick-up.
Prognosen er baseret på følgende grundantagelser:
- Borgmestre i kommuner med et meget sikkert blåt eller rødt flertal (forstået som mere end 58 procent af mandaterne ved KV 21) har som udgangspunkt 95 procent sandsynlighed for genvalg.
- Borgmestre i sikre røde eller blå kommuner dvs. med 54-58 procent af mandaterne ved KV21, har vi sat til 90 procent sandsynlighed for genvalg.
- Borgmestre i røde eller blå kommuner (forstået som et flertal af mandaterne ved KV2021) sætter vi som udgangspunkt til 85 procent.
I den opdaterede prognose har vi også set på den store meningsmåling fra Constructive Institute. Stemmeandelene i meningmålingen har en række store usikkerheder, og derfor ser vi alene målingen som et fingerpeg, men derudover har vi set på borgernes utilfredshed med driften af kommunen, idet stor utilfredshed normalt skader borgmesteren, mens det også oftest er borgmesteren, som nyder godt af stor tilfredshed hos borgerne.
Derudover har vi vurderet, hvor den såkaldte valgvindseffekt (altså hvordan udsvingene i de nationale meningsmålinger fra KV21 til KV25) påvirker sandsynligheden for et skifte fra den ene farve til den anden. I og med at blokkene står næsten ens i de seneste meningsmålinger forud for KV21 og de nyeste målinger forud for KV25, så er den effekt lille, men der er en svag tendens til, at blå blok står marginalt bedre. Samtidig kan det få betydning i kommuner, hvor for eksempel Socialdemokratiet er meget store og SF meget små, fordi det her er mere usikkert, om SF kan samle de utilfredse S-stemmer op, eller om de går ind på eller over midten.
- Herefter har vi vurderet sandsynligheden for et lillebrorkup mod den siddende borgmester og placeret de procenter hos enten SF (for røde kommuner), De Konservative eller i et mindre omfang Venstre i blå kommuner.
- Endelig har vi så vidt muligt inddraget lokale forhold. Det gælder først og fremmest historisk eller lovet støtte til en siddende borgmester fra midterpartierne De Radikale, Moderaterne og Kristendemokraterne. Derudover har vi set på, om en borgmester er lykkedes med at formidle et bredt samarbejde eller har været i strid med byrådet, om der er indgået brede eller smalle budgetforlig og i værste fald om det er indgået udenom borgmesteren. Derudover har vi set på udviklingen i borgmesterens personlige stemmetal fra KV17 til KV21.
- Endeligt har vi set, om valgforbundene giver den ene side et større forventet stemmespild end den anden side, og om det er anderledes end ved KV21.
Det er vigtigt at understrege, at der trods kriterierne er et vist element af subjektive vurderinger og generel usikkerhed. På samme måde vil lokale iagttagere givetvis kende til forhold, som vi ikke har adgang til.
Derfor skal nedenstående prognose - uagtet at den jo rent logisk ender ud med et meget præcist tal - tages som NB-Kommunes bedste bud på en forventet tendens.
Sidst opdateret: 10/11/2025 - 12:10
Temaer: KV25













































