Ulla Vestergaard (tv) går igen efter borgmesterposten. Niels Jørgen Pedersen (i midten), siddende borgmester, går også til genvalg som borgmester. Torben Overgaard (th) er borgmesterkandidat for De Konservative.

Ulla Vestergaard (tv) går igen efter borgmesterposten. Niels Jørgen Pedersen (i midten), siddende borgmester, går også til genvalg som borgmester. Torben Overgaard (th) er borgmesterkandidat for De Konservative. - Foto: Thisted Kommune

Borgmester vil genvælges efter slingrekurs

TOP 20: Thisted er en blå kommune, men Socialdemokratiet er det markant største parti. S vil have samarbejde over midten, og de borgerlige vil have blå borgmester.

Udgivet: 10/11/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Den siddende V-borgmester i Thisted, Niels Jørgen Pedersen, går til genvalg efter en slingrekurs, hvor partiet havde kørt en ny spids i stilling, som dog trak sig.

Tidligere borgmester for S og stemmesluger Ulla Vestergaard går efter posten igen. Selvom partiet blev det markant største ved sidste valg, kunne partiet ikke samle et flertal bag sig i den blå kommune.

DD og LA ser ud til at kunne storme frem ved valget, og aktuelt er fraktionerne splittet. Udover K, S og V er de resterende seks partier og en liste repræsenteret med et mandat hver.

Artiklen her er en beskrivelse af, hvad der er på spil i Thisted Kommune, som vi anser for at blive et de mest spændende opgør i valgkampen ifølge NB-Kommunes prognose og top 20.

Ser ikke skade efter slingrekurs

Niels Jørgen Pedersen mener ikke, at det har skadet ham, at han sidste år meldte ud, at han ikke ville genvælges som borgmester.

"Jeg tror ikke, forløbet har den store betydning for min valgkamp," siger han og fortæller, at det blot halve år, hvor han ikke var spidskandidat, formentligt ikke har fået den store opmærksomhed.

Om borgmesteren skal give faklen videre efter sin slingrekurs, afviser han.

"Jeg var aldrig kørt træt, og det er ikke fordi jeg ikke havde lyst. Jeg tænkte blot, at nu skulle der ske noget andet efter 25 år i politik. Men nu genopstiller jeg, og jeg går til valg som borgmesterkandidat."

Han afviser, at V i noget udfald vil pege på S, hvilket de ellers gjorde ved KV17. Dengang kunne V ikke få flertal bag sig, efter en partihopper fra V til K ikke ville bakke sit tidligere parti op.

"Mine blå vælgere ville blive rigtig skuffede, hvis vi ikke pegede på en borgerlig borgmester. Men Socialdemokratiet er velkomne i en konstituering bag mig, men Venstre peger ikke på en socialdemokrat den her gang. Og der er et bedre forhold mellem V og K nu, end der nogensinde har været," siger han.

Samtidig ser borgmesteren DD og LA som jokere til valget, men er overbevist om, at der kan skabes flertal bag en borgerlig borgmester.

"Vi er i valgforbundet enige om at pege på en blå borgmester," siger han.

Der er indgået valgforbund mellem:

  • R, SF og EL
  • K, LA,V og DD
  • DF og Thy Borgerlige

DD og LA stormer frem

Ved KV21 fik S 34,8 procent af stemmerne, men kunne ikke få flertal bag sig til borgmesterposten på grund af kommunens borgerlige flertal.

Ifølge en meningsmåling af Epinion for Constructive Institute ser det ud til, at situationen kan ligne den samme ved det forestående valg.

Meningsmålingen skal tages med forbehold, da svarene er indhentet fra 4/9 til 13/10 2025, statistisk usikkerhed og kun 40 procent af respondenterne vidste da, hvor de vil sætte deres kryds.

Dog kan den give en indikation af, hvor borgerne forventer at sætte deres kryds.

Socialdemokratiet står til 29,5 procent, V til 18,2, DD 14 procent, K 9,9 procent, LA 9,5 procent, SF 8,5 procent, DF 5,1 procent, EL 2,4 procent, R 1,5 procent og lokallister 1,4 procent.

Altså kan DF og LA storme frem, og S står igen til at blive det største parti. Samtidig tegner sig et klart blåt flertal.

Samarbejde over midten

Tidligere borgmester og stemmesluger Ulla Vestergaard, som er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, ønsker et samarbejde henover midten.

Hun påpeger, at K, V og S står bag de store aftaler i kommunen. og er dem der skaber stabilitet, og hun ønsker at partierne kan fortsætte samarbejdet.

"Jeg kan sagtens se en konstituering med Venstre og Konservative, og andre partier skal have buddet om at komme med - men hovedlinjerne skal være, at der skal tages ansvar," siger hun.

"Alt er muligt. Men førsteprioriteten for mig og Socialdemokratiet er at gå benhårdt efter borgmesterposten igen."

Samtidig prikker hun til det forløb, der har været omkring Niels Jørgen Pedersens kandidatur.

"Når Niels har været ude at sige, at han ikke vil genopstille, så er det frække spørgsmål fra Socialdemokratiet, om han så vil holde i perioden ud, efter det forløb der har været."

Borgerlig borgmester

De Konservative stiller med Torben Overgaard som spidskandidat, og han går efter borgmesterposten. Partiet blev kun med et mandat efter V det tredjestørste parti ved KV21 med seks mandater, men efter partihop er de nede på fire.

"Vi peger på mig som borgmester," siger Torben Overgaard og påpeger, at der er kommet flere partier på den borgerlige fløj.

"Det er klart, hvis vi ender i en situation, hvor vi ikke kan stabilisere et flertal bag mig som borgmester, så ser vi ikke andet, end at der skal være en anden borgerlig borgmester," siger han.

Fakta

Sådan fordeler de 27 mandater sig

Ved KV21:

  • Socialdemokratiet: 9

  • De Konservative: 6

  • Nye Borgerlige: 1

  • SF: 1

  • Dansk Folkeparti: 1

  • Venstre: 7

  • Enhedslisten: 1

  • Alternativet: 1

I dag:

  • Socialdemokratiet: 9

  • De Konservative: 4

  • SF: 1

  • Dansk Folkeparti: 1

  • Venstre: 7

  • Enhedslisten: 1

  • Alternativet: 1

  • Thy Borgerlige: 1

  • Løsgænger: 1

  • LA: 1

Sidst opdateret: 10/11/2025 - 12:13

Temaer: KV25, Top 20 KV25-opgør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]