
Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, er ikke tilfreds med regeringens plan for almene boliger. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Utilfredse landdistrikter lancerer modspil til regeringens plan for almene boliger
Regeringens boligudspil løser ikke provinsens mangel på almene boliger, mener Landdistrikternes Fællesråd. Organisationen peger på en række tiltag, der skal sætte byggeriet i gang.
Udgivet: 06/11/2025
Kommuner uden for storbyerne vil få svært ved at bygge nok almene boliger med regeringens nye boligudspil.
Mens storbyerne får mulighed for at bygge boliger op til 20 procent dyrere, må landdistrikterne nøjes med én procent, og det er ikke nok til at dække de stigende byggepriser på landet, der får flere kommuner til at støde på anlægsloftet, mener Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
“Det er ikke godt nok, og det kommer ikke til at løse udfordringer med alment byggeri i landdistrikterne generelt, og slet ikke på øerne,” siger han til NB-Kommune.
Dermed tilslutter landdistrikterne sig til den kritik, som en række ø-borgmestre har rejst i NB-Kommune.
Vil lempe og udvide pulje
Som det er i dag, kan ø-kommuner søge om tilskud til at bygge almene boliger gennem en statslig pulje.
Men pengene fra tilskuddet tæller med i det samlede beløb for, hvor mange penge kommunerne må bygge for. Dén regel bør regeringen fjerne, foreslår Landdistrikternes Fællesråd i sit boligudspil.
“Det nytter jo ikke noget, at tilskuddet tæller med i, hvor meget kommunen må bruge på at bygge. For det betyder jo, at kommunerne stadig vil opleve de samme problemer med at ramme anlægsloftet," siger han.
Puljen bør også udvides, så landsbyer med under 2.000 indbyggere kan søge om tilskud, foreslår Landdistrikternes Fællesråd.
"Tilskuddet skal holde lejen nede, så vi ikke risikerer, at ingen vil flytte til landsbyerne, fordi det er for dyrt,” siger Steffen Damsgaard.
NB Kommune forsøger at få en kommentar fra minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V).
Her er det samlede udspil fra Landdistrikternes Fællesråd
Boligfinansiering for alle
Lokalt kendskab i långivers kreditvurdering af boligkøber.
Tinglysningsafgiften og værdiafgiften bør fjernes på realkreditfinansiering op til 500.000 kroner.
Tinglysningsafgiften og værdiafgiften bør fjernes på boligkøb op til 600.000 kroner.
Øget kendskab til statsgaranti på boliglån.
Grøn finansiering
Statsgaranterede energilån.
Grønt renoveringsfradrag.
Grønne puljer bør i højere grad målrettes landdistrikterne.
Behov for flere leje- og almene boliger
Pulje til alment boligbyggeri i landsbyerne med under 2.000 indbyggere.
Ø-kommuner skal have mulighed for at kombinere dispensation fra maksimumbeløbet med ø-puljen.
Nye boformer.
Arbejdsgruppe med fokus på grøn boligrotation.
Kommuner skal kunne udstykke nye boliggrunde i landsbyer under 1.000 indbyggere.
Fra tomme boliger til levende (lands)byer
Der bør afsættes 400 millioner kroner årligt til puljen for landsbyfornyelse.
Styrket kontrol med bopælspligten.
Skærpede sanktionsmuligheder for overtrædelse af bopælspligten.
Læs udspillet fra Landdistrikternes Fællesråd her.
Sidst opdateret: 06/11/2025 - 12:30












































