
- Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Minister om nye regler for politisk reklame: "EU skyder gråspurve med kanoner"
Den nye EU-forordning om større gennemsigtighed ved politisk reklame, der egentlig har til hensigt at fremme demokratiet, har utilsigtede konsekvenser for kommunalvalget.
Udgivet: 27/08/2025
Danmark er det første land, der afholder valg, efter de nye EU-regler træder i kraft, og der er fortsat mange uafklarede spørgsmål. Det er blevet tydeligt for byrådskandidater, der står med et ben i valgkampen og gerne vil annoncere digitalt til bestemte målgrupper, for private medier, der gerne vil have annonceindtægterne, og for kulturminister Jakob-Engel Schmidt (M):
”Jeg synes, EU skyder gråspurve med kanoner på det her regelsæt, hvor man i praksis rammer de partier, kandidater og medier, som arbejder for demokratiet, med et vognlæs bureaukrati," udtaler han i en kommentar.
I går frarådede brancheorganisationen for private medier, Danske Medier, sine medlemmer at bringe digitale valgannoncer på grund af "en væsentlig juridisk risiko". Derudover venter man på en bekendtgørelse samt en vejledning om, hvilke krav der gælder for valgannoncer i radio, på print og outdoor-placeringer.
Administrerende direktør for Danske Medier, Dicle Duran, opfordrede kulturministeren til at "smide alt, hvad han har i hænderne og skrive til EU-kommissionen, at forordningen skal enten udskydes eller også skal medierne friholdes, så vi kan komme videre hurtigst muligt," sagde hun til NB-Kommune.
Til det svarer kulturministeren, at "arbejdet med denne her forordning startede længe inden, jeg blev minister, men jeg har flere gange talt med store ord over for Kommissionen, ligesom mit embedsværk hver dag knokler for at gøre forordningen realistisk og mulig at arbejde med for alle, der er engageret i demokratiet. Det går jo ikke, at et regelsæt, som skulle forhindre onde kræfter, ender med at tage pusten fra de gode,” skriver han til flere medier, herunder NB-Kommune.
Sidst opdateret: 27/08/2025 - 11:56












































