
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har bedt EU-Kommissionen om at få udsat skærpede krav til politisk reklame til efter kommunalvalget. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Minister prøver at få udskudt skrappe regler for politisk reklame til efter valget
"Et bureaukratisk monster" kalder Dansk Erhverv de nye regler for politisk reklame. Kulturministeren beder nu EU-Kommissionen om at udsætte dem til efter kommunalvalget.
Udgivet: 02/05/2025
De nye EU-regler for politisk reklame skaber usikkerhed hos Kulturministeriet, kommunikationsbureauer, medier og politiske partier.
Forordningen har til formål at beskytte demokratiet mod manipulation, misinformation og udenlandsk indblanding i valgprocesser. Det skal blive lettere for borgerne at genkende politiske reklamer og forstå hvem der står bag dem og med hvilket motiv, så alle bliver bedre rustet til at træffe kvalificerede valg.
De nye regler betyder, at politiske kampagner skal mærkes tydeligt, og at data om kampagnerne skal gemmes i syv år.
Intentionerne er rigtig gode, mener Chef for Medier og Kreative Erhverv i Dansk Erhverv, Sune Jensen, men EU-Kommissionens løsning er for teoretisk:
"Man vil sikre, at den demokratiske debat foregår på et åbent grundlag, men vi må også bare sige, at det her set up bliver et bureaukratisk monster, hvor man slet ikke har forstået kompleksiteten i, hvordan vores medielandskab faktisk er skruet sammen i dag. Det tager den her forordning slet ikke højde for," siger han til NB-Kommune.
Hvad opfattes som politisk reklame?
Som forordningen er formuleret nu, vil reglerne ikke kun gælde for valg og afstemninger, men for al kommunikation, som kan have politiske implikationer, uanset om det er en organisation, virksomhed eller person, der er afsender.
Sune Jensen forklarer, at man med de nye regler må tænke på politisk reklame på en helt anden måde fra det øjeblik, man starter en proces op omkring en kampagne.
"Det kan være i forhold til et kommunalvalg, men det kan også være i forhold til, hvis man ønsker at påvirke en politisk beslutning som for eksempel at arbejde for flere vindmøller eller mere økologi på et plejehjem. Sagt lidt firkantet bliver alt dét at betragte som en politisk kampagne eller reklame. Og så skal man fremadrettet mærke det, man laver, sådan at det er tydeligt for den, der ser det, eller den, der hører det, at der er tale om en politisk reklame. Man skal kunne gå ind og se, hvem står bag den her kampagne, hvem har betalt for den her kampagne, og hvad er formålet med kampagnen. Og det skal gemmes i syv år. Det er grundlæggende det, det drejer sig om," siger han.
Vil ramme de politiske partier og bureauerne
Også brancheorganisationen Danske Medier er bekymret for konsekvenserne af de nye regler. Organisationen mener, at politisk annoncering risikerer at blive begrænset og ramme de politiske partiers muligheder for at udbrede deres synspunkter i offentligheden, og at det vil gå ud over mediernes annonceindtjening.
Også de bureauer, der laver kampagnerne for partier og de politiske kandidater vil blive påvirket af de nye regler.
"Reglerne vil betyde, at bureauer og medier vil takke nej til opgaver, fordi de ikke få økonomi i at skulle løse alle de her opgaver, der ligger i at gemme data i så lang tid, have kontrol med data og løbende kunne rette det i data, fordi det simpelthen er for meget at påføre sig selv i omkostninger og byrder," siger Sune Jensen, der repræsenterer medier og kreative erhverv i Dansk Erhverv.
Beder EU-kommissionen om udsættelse
Usikkerheden omkring forordningen har fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til at sende et brev til EU's kommissær for demokrati, retlige anliggender, retsstatsprincippet og forbrugerbeskyttelse, Michael McGrath, hvori han beder om at få udsat forordningen fra 10. oktober til efter kommunalvalget den 18. november.
Sune Jensen håber, det vil få EU-Kommissionen til at gentænke forordningen.
"Vi har så kort frist, og vi har ikke engang fået information fra Kommissionen om, hvordan skal den her forordning skal forstås. Bureauerne er allerede i gang med at indgå aftaler med partier om kampagner til kommunal- og regionsrådsvalget, men vi sidder lige nu og spiller med en blind makker, for vi ved faktisk ikke, hvordan de her annoncer reelt skal udformes. Forhåbentlig kan kulturministeren få EU-Kommissionen til lige at trække vejret en gang, så vi får tid til at gøre det på en god måde - og forhåbentlig også få gentænkt det."
Herhjemme bliver det TV- og Radionævnet, der skal føre tilsyn med, at forordningen bliver overholdt.
Hvad betyder de nye regler?
Den nye EU-forordning skal beskytte demokratiet mod manipulation, misinformation og udenlandsk indblanding i valgprocesser. Det betyder blandt andet:
Strenge krav til gennemsigtighed: Politiske reklamer skal tydeligt mærkes, så borgere let kan identificere dem.
Begrænsninger på målretning: Anvendelse af persondata til målrettet politisk reklame vil kun være tilladt med udtrykkeligt samtykke.
Forbud mod udenlandsk finansiering af reklame op til valg: For at modvirke udenlandsk indblanding vil politiske reklamer fra tredjelande blive forbudt tre måneder før valg i hele EU.
EU-database for politiske annoncer: Kommissionen vil etablere en offentlig database, hvor alle online politiske annoncer registreres.
Sidst opdateret: 02/05/2025 - 11:59













































