
Miljøminister Magnus Heunicke (S) står i spidsen for klimatilpasningsplan 1, der blev præsenteret i oktober 2023. Thyborøn Kanal får som et ud af seks kommunale klimatilpasningsprojekter statslig eksperthjælp. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kommunalt kystprojekt får hjælp fra staten for at sikre kritisk infrastruktur
Staten deler ud af sin ekspertise til tre eksisterende klimatilpasningsprojekter, der skal sikre mod oversvømmelser og kysterosion. Nyborg Kommune får hjælp for at sikre forbindelsen over Storebælt.
Udgivet: 05/05/2025
Nyborg Kommunes sikring mod oversvømmelse får hjælp fra staten, da det trafikale knudepunkt over Storebælt skal sikres. Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelse.
Derfor underskriver miljøminister Magnus Heunicke (S) i dag en forståelsesaftale med kommunen om klimasikring af Nyborg by og Slipshavn.
Bl.a. kan vand ved en stormflod trænge ind på området omkring Storebæltsforbindelsens indløb, som er knudepunkt for både vej- og baneforbindelsen for bil- og togtrafikken mellem Øst- og Vestdanmark.
"Nyborg Kommune er truet af oversvømmelser, der kan lamme kritisk infrastruktur og medføre store skader på miljøet. Derfor har vi fra statens side udpeget Nyborg Kommune i den nationale risikokortlægning som særligt truet af oversvømmelser. Og vi har også vurderet, at det er et område, hvor vi fra statens side vil tilbyde konkret faglig bistand og vejledning fra eksperter," siger Magnus Heunicke.
Borgmester Kenneth Muus (V) ser samarbejdet som nødvendigt, og er glad for, at der nu er indgået en aftale.
"Når stormfloden rammer Nyborg, er der stor risiko for oversvømmelser – både i byen og langs kysten men også for, at trafikken på tværs af Storebælt lammes. Derfor skal vi gøre alt for at sikre og tilpasse vores by til meget mere vand – en opgave, som det er nødvendigt, at stat og kommune arbejder sammen om," siger han.
Tre projekter udvalgt
Aarhus Kommune, Nyborg Kommune og syv kommuner omkring Limfjorden er de første tre områder ud af seks, der får statens hjælp og ekspertise i en toårig periode på udvalgte kommunale klimatilpasningsprojekter.
Staten udpegede i sommer kommunernes områder som særligt udsatte for oversvømmelser ved stormfloder og kysterosion.
De syv kommuner omkring det vestlige Limfjord er Holstebro, Lemvig, Morsø, Skive, Struer, Thisted og Vesthimmerland. Staten samarbejder med kommunerne på tværs om et klimatilpasningsprojekt, som skal indsnævre Thyborøn Kanal, der har indløb fra Vesterhavet - og som er særlig sårbar over for stormfloder.
"Sammenholdt med havstigningerne, så ser vi nogle voldsommere stormfloder ind i Limfjorden, end vi har gjort tidligere. Det forudser man bliver væsentligt værre i løbet af det her århundrede," siger Claus Borg, direktør for Teknik- og Miljø i Lemvig Kommune.
Ifølge en rapport fra DTU vil de forventede skader for oversvømmelser fra stormflod på tværs af de syv kommuner løbe op i omkring 42,5 milliarder kroner i løbet af de næste 100 år, hvis udgangspunktet er DTU's middelscenarie.
Statens hjælp
Aarhus Kommunes borgmester Anders Winnerskjold (S) kunne den 10. april underskrive en forståelsesaftale med miljøminister Magnus Heunicke (S). Fremover vil staten aktivt bidrage med viden i arbejdet med at klimatilpasse Vejlby-Risskov Fed og Egå.
Initiativet "Statslig hjælp i særligt udsatte kystområder" under Klimatilpasningsplan 1 kører samlet i en periode på fire år fra 2024 til 2027. Staten giver sin hjælp i en toårig periode i hver af de seks udsatte områder. De næste tre områder - og dermed kommuner - bliver udpeget til sommer, mens samarbejdet først går i gang fra 2026, oplyser Miljøministeriet.
Kriterier for de udvalgte områder
Områderne er udvalgt på baggrund af en indledende screening af de områder og kyster i Danmark, der har et behov for at reducere risikoen for oversvømmelse og/eller kysterosion.
Områderne er prioriteret efter kommunernes eksisterende engagement og kapacitet i forhold til:
Klimatilpasning i kystområderne
Statslige interesser
Generisk værdi på baggrund af erfaringer fra samarbejder om klimatilpasning i forskellige områder
Mest mulig fremdrift af klimatilpasning inden for de afsatte midler
Geografisk og demografisk fordeling
Derudover er der også et fokus på samfundsøkonomisk hensigtsmæssige løsninger.
Kilde: Miljøministeriet.
Sidst opdateret: 05/05/2025 - 11:06












































