
Det sociale medie TikTok er et af de største blandt børn og unge. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mobilhoteller i folkeskolerne: "Det ville batte noget"
Byrådet i Randers diskuterer, hvordan man sikrer børnenes trivsel i en tid, hvor sociale medier fylder enormt meget - også når de er i skole. Flere har sympati for at gribe ind, men flertallet valgte at forkaste forslag om at blokere for sociale medier, der ligner det, som er vedtaget i København.
Udgivet: 28/11/2024
Mandag diskuterede byrådet i Randers Kommune et forslag fra De Radikale om at lave en blokering af sociale medier på folkeskolernes internet.
Forslaget blev forkastet, men mange af politikerne havde sympati for intentionen bag forslaget og takkede forslagsstilleren for at åbne en god debat om tematikken om sammenhængen mellem børns mistrivsel og sociale medier.
Blandt andet kom debatten til at handle om, hvordan man bedst sikrer børns trivsel i den digitale tidsalder og om såkaldte "mobilhoteller" i skoletiden ville være den bedste vej at gå.
"Sociale medier er det værste og de har konsekvenser i hverdagen. Det er vigtigt med fokus på i byrådet, når vi har så mange skoleelever," lød det fra Mogens Nyholm (R), som stod bag forslaget.
Han forklarede, at han har taget forslaget fra Københavns Kommune, hvor Borgerrepræsentationen tidligere på efteråret besluttede at lave en blokering af visse hjemmesider på skolernes internet. Denne var inspireret af den model, som man har i Aarhus Kommune.
Han tilføjede, at de store konsekvenser for børnenes trivsel noget af vejen kan kommes til livs ved denne løsning.
"Det vigtigste er, at vi får en beskyttelse mod sociale medier i skolen ved, at vi gør noget teknologisk, for det er jo muligt, når København gør det."
Forslaget har de rigtige intentioner
Flere politikere bakkede op om baggrunden for forslaget og hensigten, men mente ikke, at netop denne model ville være den mest hensigtsmæssige.
Blandt andre den konservative Daniel Madié kunne ikke bakke op om forslaget, da han mener, at eleverne nemt ville kunne omgå en sådan blokering ved hjælp af mobildata. Dette perspektiv havde Ungeråd KBH også, da hovedstadskommunen vedtog den model.
Randers-politikerne i skoleudvalget ønsker, at initiativet skal komme fra skolernes side.
Rosa Lykke Yde (SF), formand for socialudvalget, tilføjede til debatten, at med den decentrale styring af skolerne, så har nogle skoler allerede mobilhoteller. Hun understregede, at en fremadrettet dialog med blandt andre skolerådet og fælleselverådet for at få input og erfaringer vil være til stor gavn.
"Når hjertet alligevel siger ja, er det fordi den målsætning du har, er jeg ét hundrede procent enig i, og det er vi allesammen," sagde Daniel Madié og henviste til, at da hans børn var små, blev alle telefoner samlet ind.
Han mener, at det er godt at have emnet på dagsordenen, og at politikerene nu skal overveje modeller for at nå målet med de rigtige midler.
Også Frank Nørgaard (DF) understregede, at telefonhoteller ville være det mest hensigtsmæssige, hvor eleverne ved skoledagens begyndelse indleverer deres telefoner, som de så kan få tilbage, når de tager hjem fra skole.
"Det ville batte noget," sagde han.
Stine Falk Eiby (S) tilsluttede sig mobilfri skole, som den rigtige vej at gå. Hun forklarede, at hun som underviser har gode erfaringer med netop dette.
"Det er fuldstændig genialt," sagde hun.
Ukritisk fyldt skolerne med digitale læremidler
Pernille Heibøll Sørensen (Velfærdslisten) kom med synspunktet om, at den digitale udvikling, som vi har set de seneste år, den så småt viser sine negative konsekvenser.
"Vi har ukritisk plastret skolerne til med digitale læremidler, og nu vil lærerne have bøgerne tilbage, vi har overgivet os til for eksempel chromebooks, men det var måske ikke den bedste ide," sagde hun, og understregede at hun ser mange konsekvenser ved de sociale medier, også udover i folkeskolen.
"Jeg forstår udmærket godt, hvor det her forslag det kommer fra. Jeg er selv fuldstændig træt af sociale medier, jeg synes, det er noget fanden har skabt. Det skiller forældre fra børn, det skiller ægtefolk fra hinanden, fordi man vil hellere ligge at se reels hele natten, end hvad man måske ellers kunne lave."
Men selvom der var bred opbakning til forslagets hensigt, så blev det altså ikke vedtaget. Kun Mogens Nyholm selv og Bjarne Overmark (Beboerlisten) stemte for forslaget, og det var derfor de to imod de resterende 29 byrådmedlemmer.
Dog var Nyholm ikke helt utilfreds med resultatet.
"Forslaget var en invitation til dialog, og det har alle vist forstået," afsluttede han.
Sidst opdateret: 28/11/2024 - 12:37












































