
Dog peger flere aktører på, at man hellere skal oplyse de unge om digital adfærd, da de nemt vil kunne omgå blokeringer. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Politikere valgte bydækkende model i kampen mod digitale forstyrrelser
Blandt andet spil i timerne er et problem som Børne- og Ungdomsudvalget i København nu vil tackle. Ud af tre muligheder valgte politikerne at blokere en stor mængde hjemmesider på skolers internet fra centralt hold.
Udgivet: 30/10/2024
Som NB-Kommune tidligere har dækket, stemte Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune 9. oktober for en model, som skal mindske adgang til diverse hjemmesider i børns skoletid. Det fremgår af et udvalgsreferat.
Løsningen er blevet en bydækkende model, hvor man supplerer en eksisterende firewall-løsning, som spærrer for eksempelvis hjemmesider med gaming, spil, shopping, sociale medier og så videre.
Aarhus Kommune bruger i forvejen samme model, og i referatet fremhæves det, at man kan tage udgangspunkt i den liste, som Aarhus har, til at udvælge hjemmesider, som man vil blokere for.
Udover den valgte bydækkende model tog udvalget også stilling til to andre modeller - en skolebaseret løsning og en klassebaseret model.
Praksis forud for modellen har været at blokere enkelte hjemmesider, for eksempel pornosider og sider med risiko for virus.
Kan opstå forskellige behov
Skolelederne kan kontakte forvaltningen om, hvilke hjemmesider man ønsker blokering på.
"Fordelen ved denne model er, at den kan implementeres hurtigt, og at skolerne ikke skal bruge tid på administration. Ulempen er, at skolerne evt. har forskellige ønsker, og at der derfor kan blive lukket og genåbnet for de samme sider løbende," står der.
Ordningen vil koste ca. 250.000 kr. i administration og kan implementeres uden ny finansiering.
Dog er denne løsning ikke nødvendigvis tilstrækkelig.
"Forvaltningen har været i dialog med KFE og Ungerådet KBH, som peger på, at de fleste elever vil kunne omgå blokereringer af hjemmesider på skolens udstyr, og at det derfor vil være mere relevant med klare retningslinjer for digital adfærd og omfanget af undervisning på skærme i skolerne."
Alternativet, Enhedslisten SF havde fremsat forslaget og fik opbakning af Socialdemokratiet, mens Venstre og De Konservative ikke ønskede at blokere nogen hjemmesider.
Sidst opdateret: 29/10/2024 - 11:30













































