Tinderbox festival har de seneste mange år været afholdt i Odenses Tusindårsskov, dog mangler de rette zonetilladelser.

Tinderbox festival har de seneste mange år været afholdt i Odenses Tusindårsskov, dog mangler de rette zonetilladelser. - Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Ny lokalplan i Odense skal sikre lovlig festival til sommer

Endnu en gang spænder lokalplaner med klassificering af landzoner ben for større festivaler, og udvalg i Odense vil sikre det rette plangrundlag inden næste års Tinderbox.

Udgivet: 06/12/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

I Odense Kommune har By- og Kulturudvalget igangsat en proces om en ny lokalplan, da afholdelse af festival ligger i et område i en landzone, hvor kommunen ikke aktuelt har de rette tilladelser.

Det drejer sig om Tinderbox festival med 45.000 gæster, som de seneste år har været afholdt i Tusindårsskoven, som er klassificeret som landzone. Nu vil udvalget have området klassificeret som byzone, da der "er tale om en bynær rekreativ anvendelse af arealet, som forventes forstærket i fremtiden, hvorfor forvaltningen vurderer, at området bør omfattes af en lokalplan i byzone fremfor den nuværende klassificering som landzone," står der i referatet fra udvalgsmødet fra d. 28. august.

"Den årligt tilbagevendende Tinderbox festival har gennem årene bidraget til at udvikle den kulturelle profil, Odense Kommune ønsker. Da afviklingen af større koncerter og musikfestivaler i Danmark er i stadig udvikling og i indbyrdes konkurrence, ønsker forvaltningen med en ny lokalplan at fremtidssikre, og give mulighed for løbende modernisering af området, så området også i fremtiden er attraktivt for afholdelse af en flerdages musikfestival samt andre publikumskrævende arrangementer," står der yderligere.

Så ingen problemer

TV2 Fyn har talt med Jørgen Clausen, der var stadsdirektør indtil 2015, og derfor ham der skrev under på aftalen med Tinderbox om både det kommunale tilskud på 23 millioner kroner og aftalen om lejen af Tusindårsskoven.

Han fortæller til mediet, at han ikke husker, at der var sået tvivl om lovligheden af at afholde festivalen, og at man ikke forholdt sig til lokalplanen fra 1992 for området. I den står der blandt andet, at området skal beskyttes, kun mindre bebyggelse må anvendes og den omhandler primært etablering af en golfbane, og omfatter ikke tilladelse af koncerter.

"Jeg kan huske, at vi i Borgmesterforvaltningen bad om at få et notat fra By- og Kulturforvaltningen om, hvor der kunne afholdes enkeltstående koncerter, og der blev Tusindårsskoven peget på," siger Jørgen Clausen til mediet og tilføjer:

"Jeg husker ikke nogen forbehold i det notat."

Ikke første gang

En lignende sag i et andet område af byerne fik Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til tasterne i november, hvor en klagenævnsafgørelse slog fast, at også Dyrskuepladsen skulle have en ny lokalplan for at afholde større arrangementer.

Fik du læst?

Klagenævnsafgørelse får borgmester til tasterne

"Det er vigtigt, at vi forholder os til det. For både storbyen og sovebyen siger noget om, hvem vi er og, hvad vi kan sammen. Det kræver noget af os - både som borgere og som kommune. Kun en ting er sikkert. Odense kan ikke vælge storbyen og sovebyen på engang. Det er storby eller soveby, " skrev han i opslaget og fortsatte:

"Jeg har gjort op, hvad jeg som borgmester mener er den rigtige vej for Odense. Vi må ikke gå i stå og lade os lulle i søvn (igen!)."

Odense Kommune er ikke den første, som oplever barrieren med afholdelse af større arrangementer, når det kommer til, hvordan områder er klassificeret i lokalplanerne.

I Gribskov Kommune skulle Planudvalget tidligere på året se på, hvordan festivalen Musik i Lejet kunne afholdes fortsat, da en whistleblower kom med et tip til kommunen om, at festivalen finder sted i en landzone, hvor det er muligt at afholde enkeltstående arrangementer, men hvor det kræver en landzonetilladelse, når arrangementet er tilbagevendende - hvilket både gælder Tinderbox og Musik i Lejet.

Et advokatfirma vurderede i sagen om Musik i Lejet, at der formentlig kan findes en række eksempler på årligt tilbagevendende aktiviteter i landzone andre steder i landet, hvor der heller ikke er meddelt landzonetilladelse:

”Det betyder imidlertid ikke, at disse aktiviteter er lovlige efter planloven, men kan blot være udtryk for, at ingen hidtil har været opmærksomme på problemstillingen (på samme måde, som det var tilfældet i Gribskov Kommune indtil whistleblowerhenvendelsen)”, skrev advokaterne i notatet til den nordsjællandske kommune.

Fik du læst?

Advokater: Whistleblower havde ret - festival manglede tilladelser i årevis

Et forslag til den nye lokalplan i Odense skal nu udarbejdes og i otte ugers høring med borgerinddragelse, hvorefter den kan vedtages endeligt.

Sidst opdateret: 06/02/2025 - 09:33

Emner: Kultur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]