Undersøgelse: Danske børn bryder oftere den sociale arv

Danske børn, som vokser op i et fattigt hjem, har meget mindre risiko for at blive fattige som voksne sammenlignet med fattige børn i andre højindkomstlande, viser ny forskning.

Udgivet: 06/12/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Danmark klarer sig bedre på den sociale mobilitet end en række andre højindkomstlande.

Det viser ny forskning fra Rockwool Fonden, Bocconi Universitet i Italien og Stockholm Universitet, skriver NB-Social.

Her kan man læse, at danske børn fra fattige familier har meget mindre risiko for at blive fattige som voksne end fattige børn i andre højindkomstlande.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i begrebet "relativ fattigdom". Det er, når ens indkomst efter skat er mindre end halvdelen af det beløb, som personer i midten af indkomstfordelingen har til rådighed i det land, hvor vedkommende bor.

Det betyder, at den relative fattigdom er forskellig, alt efter hvor i verden man bor. Den ændrer sig også i takt med landets medianindkomst.

Danske børn, der tilbringer hele deres barndom i relativ fattigdom, har 15 procents risiko for at leve i relativ fattigdom i hele aldersperioden 25 til 35 år.

For de danske børn, der aldrig har oplevet relativ fattigdom i barndommen, er risikoen kun otte procent. Der er altså kun en forskel på syv procentpoint.

I USA har relativt fattige børn 42 procentpoint højere risiko for selv at leve i fattigdom som voksne. I Australien er den øgede risiko 20 procentpoint højere, mens det er 15 procentpoint i Storbritannien og 10 procentpoint i Tyskland.

Omfordeling spiller en stor rolle i Danmark

Undersøgelsen viser ligeledes, at omfordelingen igennem skatter og sociale ydelser begrænser den sociale arv i relativ fattigdom i Danmark, Australien og Storbritannien. Det spiller til gengæld kun en lille rolle i Tyskland og USA.

I Danmark er familiebaggrunden den, der bedst kan forklare den sociale arv i relativ fattigdom, mens beskæftigelse, uddannelsesopnåelse og parforholdsstatus som voksen betyder meget lidt, når man først har taget højde for familiebaggrunden.

Hvorimod specielt beskæftigelse i husstanden samt om man er enlig forældre i de fire andre lande i langt højere grad kan forklare den sociale arv i fattigdom.

Fakta om fattigdom:

Social arv i relativ fattigdom er risikoen for, at et barn, som er vokset op i relativ fattigdom, også kommer til at leve i fattigdom som voksen

  • Relativ børnefattigdom er børn, der sammen med deres forældre lever under OECD’s relative fattigdomsgrænse.

  • Relativ fattigdom er, når en persons indkomst efter skat er mindre end halvdelen af det beløb, en person i midten af indkomstfordelingen har til rådighed i det land, hvor vedkommende bor

  • OECD’s fattigdomsdefinition angiver, at en husstand anses som fattig, hvis dens årlige ækvivalerede disponible indkomst, er lavere end 50% af medianen af den disponible indkomst for hele samfundet. Det er dermed en relativ grænse, da grænsen ændrer sig i takt med, at indkomsterne i landet gør det.

  • Disponibel indkomst er den indkomst, der er tilbage efter skat, renter og bidrag og er inklusiv beregnet lejeværdi af egen bolig.

  • Ækvivalering af disponibel indkomst tager højde for stordriftsfordele i større husstande-det vil sige at indkomstbehovet i en husstand ikke udvikler sig lineært med antallet af medlemmer i husstanden.

 Kilde: Rockwool Fonden

Fik du læst?

Flere børn lever i relativ fattigdom i fire ud af fem kommuner

Sidst opdateret: 06/12/2024 - 07:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]