Flere børn lever i relativ fattigdom i fire ud af fem kommuner
Andelen af relativt fattige børn er stigende for første gang i seks år. Se udviklingen for børn og alle aldersgrupper i din kommune.
Udgivet: 29/11/2024
Andelen af børn (og personer i det hele taget), der lever i relativ i fattigdom, er på det seneste steget efter et løbende fald fra 2017 til 2022.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for 2023.
I opgørelsen af relativ fattigdom indgår både personers indkomst og nettoformue (se faktaboks nedenfor).
4,5 procent af landets børn blev sidste år regnet for at være relativt fattige med Danmarks Statistiks definition af begrebet. Det er 0,3 procentpoint mere end i 2022, men fortsat væsentligt lavere niveauet i 2017, hvor andelen toppede på 5,6 procent.
Andelen af fattige børn har været stigende i fire ud af fem kommuner. Udviklingen er mest udtalt i kommuner på Sydsjælland og Midtjylland.
Definition af relativ fattigdom
Det første kriterium for at falde i kategorien fattig er, at man indgår i lavindkomstgruppen – altså har en indkomst på under 50 pct. af medianen.
Dernæst skal man have en nettoformue (ekskl. pension), der ligger under samme grænse Personer i lavindkomstgruppen, der har en nettoformue (uden pension) på over 50 pct. af den årlige medianindkomst, betragtes ikke som fattige, da de vurderes at kunne opretholde en rimelig levestandard i kraft af deres formue.
Danmarks Statistik benytter "ækvivaleret disponibel indkomst” og “ækvivaleret nettoformue (eksklusiv pensioner)”. Med denne metode korrigeres familiens samlede indkomst og formue for antallet af familiemedlemmer, således at man kan sammenligne en enlig med for eksempel et par med børn.
Der ses bort fra studerende og unge, som er flyttet hjemmefra i løbet af året, hvis deres familie ikke er relativt fattige.
Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, vurderer, at stigningen i antallet af fattige børn skyldes en justering af de offentlige ydelser og tilstrømningen af ukrainske familier.
"Bortfaldet af et børnetilskud målrettet de fattigste og mindre regulering af ydelserne i forhold til lønudviklingen trækker samlet set tallene i den gale retning. Dertil kommer, at et større antal ukrainske familier, som flygtede til Danmark i løbet af 2022, er begyndt at optræde i fattigdomsstatistikken fra 2023", siger Sune Caspersen til Politiken.
Faktor fem mellem top og bund
Når der ses bort fra de mindste ø-kommuner, hvor tallene kan variere meget fra år til år, er koncentrationen af relativt fattige børn størst på Lolland-Falster og i de hurtigt voksende københavnske omegnskommuner Brøndby og Høje-Taastrup. I Brøndby Kommune er andelen af børn i relativ fattigdom steget med 1,3 procentpoint til 8,5 procent inden for det seneste år.
Færrest børnefamilier i relativ fattigdom finder man i Dragør, Skanderborg, Allerød og Egedal kommuner. Andelen af fattige børn i Brøndby Kommune er fem gange større end Dragør (1,7 procent).
Kigger man på relativ fattigdom i alle aldersgrupper, er mønstret mellem kommunerne omtrent det samme. Dog er det værd at bemærke, at storbyerne med en høj andel af unge mennesker har en relativt større andel personer i relativ fattigdom, end når man udelukkende kigger på børnene.
NB-Økonomi satte i går fokus på et andet ulighedsbegreb - indkomstulighed, der i modsætning til fattigdomsbegrebet ikke afhænger formuen.
Disse tal viser, at det er i de største byer, at indkomstuligheden er størst, dvs. der er flest personer, der lever i familier med en indkomst under 50 procent af medianen. Men indbyggerne i de største byer er relativt unge og er derfor ikke nået så langt på indkomststigen. Det vil sige, at de, der er relativt fattige i dag, ikke nødvendigvis vil være fattige i et livsperspektiv - måske snarere tværtimod, fordi de ofte vil bo i en storby for at få en videregående uddannelse.
Sidst opdateret: 29/11/2024 - 10:47












































