
Pilotprojektet med filteret finder sted på Frederiksberg Alle i den tunge ende af gaden, hvor der kører mange busser. Forsøget foregår tæt på et trafiklys, hvor køretøjerne på grund af nedbremsninger og accelerationer efterlader relativt meget gummi fra dækkene. - Foto: Pressefoto
Et værn mod slidte dæk: Kommune tester ny teknologi under kørebanen
Frederiksberg Kommune er med til at afprøve et nyt kloakfilter på en af byens kendte gader. Virksomheden bag filteret håber, at andre kommuner vil investere i at beskytte kloakkerne mod rester fra bildæk og andre typer mikroplast.
Udgivet: 06/12/2024
I sidste uge var der danmarkspremiere på et nyt partikelfilter under gadeplan i en kloak på Frederiksberg Allé. Filtret forbedrer det eksisterende sandfang og fanger mikroplast fra eksempelvis bildæk og andre af de skadelige partikler, der ellers ville ende i kloakken.
Med pilotprojektet vil leverandøren af filteret, BAIONYX, sammen med Frederiksberg Kommune afprøve den nye teknologiske løsning, der er udviklet på det Tekniske Universitet i Berlin. Forhåbningen for virksomheden bag er, at kommunerne i de kommende år vil anskaffe sig filteret i bestræbelserne på at hindre mikroplast i at forurene drikkevandet.
"Løsningen er en ekstra mulighed, kommunerne nu får for at beskytte det vandmiljø, som vi - hvis ikke vi gør noget - helt sikkert senere hen får nogle omkostninger til oprensninger, der bliver langt dyrere," siger direktør og stifter Søren Dandanell Nielsen til NB-Kommune.
Det har ifølge direktøren været et lidt af et hovedbrud at udvikle filteret, så det ikke udvider kommunernes driftsopgaver mere end højest nødvendigt.
"Det stod meget højt på vores agenda, da produktet skulle udvikles, at vi fik fundet frem til en løsning, som ikke belaster kommunernes folk, som skal ud og inspicere de her kloakker eller rense sandfang. Den løsning, vi har fundet i dag, kræver faktisk ingen ændringer i den måde, kommunen driver deres kloakering og deres vedligehold på. Så man kan tømme sandfanget i brøndene, som man plejer, også selvom der sidder filter i," forklarer Søren Dandanell Nielsen.
Filteret skal tilses en gang om året, hvilket virksomheden tilbyder at tage sig af som en del af den samlede pakke til kommunerne.
Hurtig installation efter opmåling
Monteringen af filtret kan klares relativt hurtigt, efter at kloakkens mål er blevet kortlagt. Det kræver ingen vejarbejder, anlægsarbejder og trafikale ændringer at installere filtrene.
"Når vi først ved, hvordan kloakken rent fysisk ser ud - altså hvad er diameteren, hvad er dybden og kompleksiteten i forhold til ind- og udløb - producerer vi filteret, og så kan det installeres på under en halv time".
Direktøren kan ikke oplyse, hvad det vil koste for en kommune at anskaffe løsningen. Omkostningerne afhænger af mange faktorer, heriblandt udformningen og antallet af filtre, som skal installeres. Ambitionen for BAIONYX er at udbrede filteret til mange byer over tid, men i første omgang handler det om at gøre kommuner og rådgivende ingeniørfirmaer opmærksomme på, at løsningen findes.
Filtrene kan placeres strategisk fornuftige steder i kloaknettet. Tommelfingerreglen er, at der for hver 100 brønde skal installeres cirka 10 filtre i for at få skabe en effektiv beskyttelse.
Fokus er i første omgang på at gøre kommuner og regioner såvel som rådgivende ingeniørfirmaer bevidste om, at filterløsningen findes.
"Jeg kender godt det kommunale marked og det offentlige Danmark og er jo ikke så blåøjet, at jeg ikke også er bevidst om, at det selvfølgelig kommer til at tage noget tid at få bygget op. Dels fordi det tager tid at få skabt troværdighed omkring resultaterne, som produktet kan levere, men også fordi vi er i en periode, hvor mange grønne omstillingstiltag er på bordet hos kommunerne og regionerne," siger Søren Dandanell Nielsen.
Forsøget i brøndene på Frederiksberg Allé skal køre frem til april, og stifteren af virksomheden bag filteret håber at kunne demonstrere, at kommunerne med en "forholdsvis lille investering i forhold til andre drikkevandstiltag kan komme langt for få midler".
"Det er jo ikke en løsning, der løser alle problemer, men det er et bidrag til at forsøge at gøre noget ved et af vores problemer - at over halvdelen af de danske drikkevandsboringer er forurenede. Det siger en analyse lavet for Danske Regioner. Og det i sig selv er jo en kæmpe udfordring, som jeg synes, vi skylder at gøre noget ved," siger direktøren.
Mikroplastik fra bildæk
En mindre del af gummiet fra bildæk ender i kloakkerne. Undersøgelser fra Holland har estimeret, at bildæk samlet set afgav 17.300 ton mikroplast i 2019 i landet. Af dem endte 7.400 tons på vejen, 6.200 tons blev optaget i jorden, 2.300 tons endte i kloaksystemet, 900 tons i luften og 500 tons i overfladevand.
Sidst opdateret: 06/12/2024 - 07:45














































