Andelen af pædagoger falder i det meste af landet - se, hvor går det stærkest

Færdiguddannede pædagogers andel af personalet i landets daginstitutioner nærmer sig 50 procent.

Udgivet: 06/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Andelen af pædagoger i landets daginstitutioner fortsatte med at falde i 2023. Det viser de seneste ansættelsesdata fra Danmarks Statistik.

Fra 2022 til 2023 er andelen af færdiguddannede pædagoger reduceret med 1,0 procentpoint til 51,2 procent på landsplan. Det resterende personale udgøres af ufaglærte pædagogmedhjælpere, studerende eller pædagogiske assistenter (en erhvervsuddannelse, der varer godt to år).

Tilbagegangen i pædagogernes andel af personalet er mest udtalt i Glostrup, Frederiksberg, Assens og Vejle kommuner med en reduktion på mindst tre procentpoint. Derimod andelen af pædagoger øget i Esbjerg, Herlev og Næstved med over 2,5 procentpoint.

Tallene dækker over markante kommunale forskelle - fra kommuner som Viborg og Aalborg, hvor to tredjedele af det pædagogiske personale er pædagoger, til tre hovedstadskommuner med under 40 procent pædagoger på stuerne: Hørsholm, Allerød og Dragør.

En hel del af kommunerne med høje boligpriser i hovedstaden har nu flere ufaglærte pædagogmedhjælpere end færdiguddannede pædagoger, viser de seneste data.

Fik du læst?

Hver tiende kommune har nu flere pædagogmedhjælpere end pædagoger

Lidt flere pædagoger i rå tal

Siden 2019 er andelen af pædagoger i landets daginstitutioner faldet med 6,3 procentpoint. I løbet af de fire år er der i absolutte tal kommet knap 1.200 flere pædagoger til, men kommunernes indførelse af minimumsnormeringer og et børnetal, der var stigende indtil 2022, har betydet, at især ufaglærte pædagogmedhjælpere er blevet ansat i større stil.

I 2023 var der 5.700 flere pædagogmedhjælpere (fuldtidsomregnet) end fire år tidligere på tværs af de kommunale og selvejende daginstitutioner. Næsten 39 procent af de pædagogiske medarbejdere er nu ufaglærte, viser de seneste tal, mens pædagogiske assistenter udgør cirka 7 procent af personalet i landets børnehaver og vuggestuer.

Lønløftet til pædagoger blev gennemført i 2024, og det vil blive spændende at se, om man de kommende år kan spore en effekt af, at politikerne har prioriteret professionen. Desuden må man formode, at faldet i pædagogandelen kan blive bremset, dels fordi fertiliteten er faldende, og fordi kommunerne i 2024 har skullet indfri minimumsnormeringerne, som har været under indfasning de seneste år, på maksimalt tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaverne.

Andelen af pædagoger indgår sammen med normeringer, sygefravær og personaleomsætning som målepunkter, der er med til at tegne et billedet af kommunernes serviceniveau i den analyse, som Rockwool Fonden offentliggjorde tidligere på ugen.

Fik du læst?

Omfattende analyse dokumenterer store forskelle i kommunernes service og produktivitet

Sidst opdateret: 06/12/2024 - 07:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]