Kultur- og Fritidsforvaltningen sendte brevet om rammerne for at benytte kommunale lokaler i juni, efter at Ankestyrelsens kommunale tilsyn havde præciseret, i hvilken grad kommunerne kan engagere sig i udenrigspolitiske anliggender.

Kultur- og Fritidsforvaltningen sendte brevet om rammerne for at benytte kommunale lokaler i juni, efter at Ankestyrelsens kommunale tilsyn havde præciseret, i hvilken grad kommunerne kan engagere sig i udenrigspolitiske anliggender. - Foto: NB-Kommune

Foreninger: Kommunes indskærpelse om udenrigspolitik har skabt selvcensur

Eksperter mener, at Københavns Kommune gik for langt, da det over for foreninger blev indskærpet, at kommunen vil sikre sig, at der ikke gives støtte til foreningers udenrigspolitiske tilkendegivelser i kommunale lokaler. Brevet har fået foreninger til at udøve selvcensur, lyder kritik.

Udgivet: 03/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Hvor går "grænserne for udenrigspolitiske og potentielt diskriminerende tilkendegivelser" i kommunale lokaler?

Det spørgsmål prøvede Københavns Kommune, foranlediget af krigen mellem Israel og Hamas, at belyse tidligere på året.

Et af hovedbudskaberne i notatet, som blev sendt til foreninger og modtagere af kommunale tilskud, er, at foreninger, der får stillet lokaler til rådighed i kommunens bygninger, er underlagt nogle begrænsninger. I brevet skriver forvaltningen, at kommunen "så vidt muligt skal sikre sig, at kommunen ved at stille lokalerne til rådighed ikke indirekte giver støtte til de pågældende foreningers udenrigspolitiske tilkendegivelser". Kommunen henviser til en udtalelse, Ankestyrelsens kommunale tilsyn kom med i juni, om kommunernes involvering i udenrigspolitiske anliggender.

PDF åbnes i et nyt vindue

Københavns Kommunes brev til tilskudsmodtagere og foreninger

Har skabt selvcensur

Knap et halvt år efter brevet blev sendt, bliver Københavns Kommune udsat for kritik fra flere kanter i Politiken.

Per Paludan Hansen, der er formand for brancheorganisationen Dansk Folkeoplysnings Samråd, hævder, at københavnske kulturhuse dette efterår ikke har turdet afholde udenrigspolitiske debatter og afvist foreninger, der ønskede at bruge kommunens lokaler.

"De har udøvet en form for selvcensur. Ude i kulturhuse og foreninger læser man det (brevet, red.), som om der er en risiko for, at man gør noget ulovligt, hvis man laver et debatmøde eller anden form for møde, der har et udenrigspolitisk sigte. Det virker, som om forvaltningen har slået med den store forhammer," siger han til Politiken.

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet mener, at kommunen er gået for langt med indskærpelsen over for foreningerne.

"Det går ikke. Vi har ytringsfrihed. Det skal selvfølgelig foregå inden for lovens rammer, men man kan ikke sige, at der er nogle ting, I ikke må ytre jer om. Kommunen skal forholde sig neutral, men kommunen må gerne udlåne og støtte, at der er foreninger, der faktisk har en mening," siger han til Politiken.

Kommunalforsker Roger Buch pointerer, at brevet efter hans mening skaber mere uklarhed end klarhed, og at kommuner ikke bør forholde sig til indhold, når de stiller lokaler til rådighed, medmindre det er antidemokratisk.

Kultur- og Fritidsforvaltningens presseafdeling oplyser skriftligt til avisen, at der er forskel på ytringsfrihed, og hvad en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne og folkeoplysningsloven må støtte.

"Det er lidt pudsigt at blive kritiseret for at vejlede til, hvad man må og ikke må. Alt, hvad der foregår i vores kulturhuse, skal naturligvis være i overensstemmelse med gældende lovgivning," skriver forvaltningen og slår fast:

"Vi skal sikre os, at vi ikke giver tilskud til aktiviteter af udenrigspolitisk eller religiøs karakter."

Fik du læst?

Ankestyrelsen: Byråd kan i disse sjældne tilfælde blande sig i udenrigspolitik

Fik du læst?

Nyt notat åbner døren: Politikere vil bruge kommunale penge på nødhjælp i Gaza

Fik du læst?

Palæstinas Plads nærmer sig realitet efter udvalgsmøde

Sidst opdateret: 06/02/2025 - 09:30

Emner: Kultur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]