Velpolstrede hovedstadskommuner har store overskud på renter

30 kommuner har højere renteindtægter i 2023 end renteudgifter. Det er seks kommuner flere end i 2020. Få overblikket over din kommunes renteniveau og udviklingen siden 2020 her.

Udgivet: 27/11/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

I 2023 var der 30 kommuner, der havde højere renteindtægter end renteudgifter. Det er seks kommuner flere end tre år tidligere, viser tal fra Danmarks Statistik, som NB-Økonomi har analyseret.

Det er i hovedstadsområdet, at renterne i størst grad bidrager positivt til kommunernes økonomi. Københavns Kommune er den klare rentevinder med en nettorenteindtægt (renteindtægter fratrukket renteudgifter) på hele 582 kr. pr. borger.

Det er over dobbelt så meget som de næste kommuner på listen, som er Gladsaxe Kommune med 260 kr. pr. borger, Ishøj med 233 kr., Frederiksberg på 229 kr. og Gentofte med 220 kr. pr. borger.

Man skal være opmærksom på, at alle de nævnte kommuner har en likviditet et stykke over landsgennemsnittet, og derfor er det ikke mærkeligt, at de har høje renteindtægter. Alle fem kommuner har fået langt flere renteindtægter ind i 2023 sammenlignet med eksempelvis 2020. København, Ishøj og Frederiksberg har samtidig reduceret deres renteudgifter i perioden, hvor Gentofte og Gladsaxe har haft en stigning i renteudgifterne.

Artiklen fortsætter under kortet.

Vær opmærksom på, at alle renteudgifter er regnet med, herunder renteudgifter til ældreboliger. Der er til gengæld ikke taget kursgevinster og kurstab med, som konteres på 07.58, da det vil mudre billedet i mange kommuner.

Ned med gælden

Det er især de i forvejen rigere kommuner, som har høje nettorenteindtægter.

Antallet af kommuner, som har højere indtægter end udgifter på renter, er steget fra 24 kommuner i 2020 til 30 kommuner i 2023, og i flere kommuner er det et udtryk for, at politikerne har prioriteret at nedbringe gælden.

Den største ændring på rentebundlinjen i forhold til indbyggertallet findes i Ishøj.

"Vi har oplevet at have en god likviditet gennem flere år og har en stor kassebeholdning, derfor afdrog vi ekstraordinært på vores gæld i 2023 med i omegnen af 70 millioner kroner. Det er med til at reducere vores udgifter til renter og afdrag," forklarer borgmester i Ishøj Merete Amdisen (S) til NB-Økonomi.

Udviklingen kan dog også skyldes, at det har været nogle gode investeringsår i årene efter corona, som har givet nogle kommuner et ekstra rygstød.

Ud over Ishøj i top og København som nummer to har kommuner som Ballerup, Vallensbæk og Fredensborg - igen primært kommuner rundt om København - forbedret rentebalancen markant.

Fredensborg Kommune havde i 2020 højere renteudgifter end -indtægter, men det skiftede til højere renteindtægter i 2023, hvilket giver en positiv udvikling på 295 kr. pr. borger i perioden.

"Vi var i 2010 en af de mest forgældede kommuner og er nu gældfri, det er vi naturligvis stolte over," siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).

Fik du læst?

Jubel i nordsjællandsk kommune: Gældfri efter lang kamp

De fire andre kommuner har en forbedring på langt over 300 kr. pr. indbygger fra 2020 til 2023.

Først på placeringerne 13-15 finder man jyske kommuner, hvor henholdsvis Aarhus, Billund og Kolding indtager de pladser med en positiv udvikling på 161 kr. pr. indbygger for Aarhus, 153 kr. for Billund og 151 kr. pr. indbygger for Kolding.

Selvom den store forbedring ligger i de rige kommuner, er der også mange yderkommuner, der har gennemgået en positiv udvikling. Det drejer sig blandt andet om Tønder, Nordjylland, Lolland, Guldborgssund, Stevns og Norddjurs.

Sidst opdateret: 27/11/2024 - 12:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]