Økonomiaftalen for kommunerne i 2025 bliver præsenteret klokken 11 fredag formiddag. Her er et billede fra pressemødet for et år siden, da 2024-aftalen blev lagt frem i Finansministeriet.

Økonomiaftalen for kommunerne i 2025 bliver præsenteret klokken 11 fredag formiddag. Her er et billede fra pressemødet for et år siden, da 2024-aftalen blev lagt frem i Finansministeriet.

Stort løft af servicerammen: Kommunernes økonomiaftale for 2025 er på plads

Et løft af servicerammen på mindst tre milliarder kroner er resultatet af den økonomiaftale, som KL og regeringen i dag har indgået, erfarer NB-Økonomi. Aftalen præsenteres klokken 11.

Udgivet: 31/05/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Kommunerne kan næste år budgettere med minimum tre milliarder ekstra på servicerammen end i år.

Det erfarer NB-Økonomi, efter at KL og regeringen har indgået en økonomiaftalen for 2025.

Udover én milliard til demografi, så er regeringen nemlig gået med til at dække opdriften på en række områder som det specialiserede socialområde. De ekstra penge øremærkes dog ikke til socialområdet, men bliver blot ekstra penge i aftalen ud over demografien. Derudover tager regeringen "gamle" penge med fra ældre og skoleområdet.

Det ligger fast efter de afsluttende forhandlinger, der blev indledt torsdag aften.

Aftalen præsenteres på et pressemøde klokken 11. Fra regeringen deltager finansminister Nicolai Wammen (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og ældreminister Mette Kierkgaard (M), mens formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S) repræsenterer KL.

Uden ellers at nævne vigtige detaljer erfarede TV2 klokken 7.57, at regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi. Meldingen lød i første omgang på et "markant økonomisk løft" for kommunerne.

Den artikel kom ud, da hele KL-bestyrelsen lige havde sat sig og skulle have aftalen gennemgået. Formuleringen skabte ikke god stemning, og derfor trak bestyrelsesmødet ud i halvanden time, skriver NB-Økonomi.

I den høje ende

Op til forhandlingerne indgik KL og regeringen en delaftale på handicapområdet. Kommunalpolitikere og borgmestre har året igennem gjort det klart, at det specialiserede socialområde er det vigtigste emne ved økonomiforhandlingerne. Det har været vigtigt for kommunerne at modtage en økonomisk saltvandsindsprøjtning på den korte bane, da handicapaftalen ikke ventes at kunne nedbringe kommunernes handicapudgifter i stor stil i 2025.

I aftalen er der ifølge de indledende meldinger ikke afsat et specifikt beløb til det specialiserede socialområde, men det er givet, at en stor del af de ekstra penge vil gå til det specialiserede område.

Med et løft af servicerammen på omkring tre milliarder kroner er der tale om en aftale, der overstiger manges forventninger, som de så ud op til forhandlingsforløbet.

Inden de afsluttende forhandlinger blev det vurderet af Arne Ullum i NB-Økonomi, at servicerammen ville blive løftet med mellem 1,8 og 2,5 milliarder kroner. Den seneste uges udvikling kan dog have øget forventninger hos mange. Først meddelte finansministeren, at råderummet frem mod 2030 opjusteres med godt 11 milliarder kroner. Dernæst holdt Mette Frederiksen onsdag en tale i Folketinget, hvor hun stillede danskerne forbedret velfærd i udsigt.

“Lige nu forhandler vi med kommuner og regioner om økonomien for næste år. Her har vi en fælles interesse: At der bliver råd til at løfte den nære velfærd. For det siger sig selv, at når råderummet i dansk økonomi opjusteres, så skal det også komme danskernes lokale velfærd til gavn,” sagde Mette Frederiksen (S). 

Desuden har Nicolai Wammen (S) bebudet, at regeringen vil forpligte sig til at reducere 1.000 administrative stillinger i staten.

Tonen for forhandlingsforløbet blev sat i begyndelsen af maj. På dagen for sættemødet bragte tre af landets største aviser om kommunernes økonomiske pres og forbindelsen til statens stigende udgifter på bureaukrati.

"Kommunerne er ikke vokset på administration, men det er os, der skal spare på administration. Jeg tænker, at regeringen har brugt lige så meget på statslig administration, som der er brugt på velfærd de sidste mange år," sagde KL-formand Martin Damm (V) ved sættemødet 6. maj.

På Kommunalpolitisk Topmøde i marts lagde landets kommunalbestyrelser pres på KL-toppen for at skærpe tonen over for regeringen, og det skete med denne udtalelse, hvor bestyrelsen med formuleringen "en eventuel økonomiaftale" signalerede, at KL i år ikke ville indgå en aftale for enhver pris.

"KL vil fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under økonomiforhandlingerne, så en eventuel økonomiaftale kommer til at sikre økonomiske rammer og muligheder til at udvikle den kommunale velfærd," lød det i den centrale sætning.

Fik du læst?

Bestyrelsens forslag vedtaget: Nu taler KL om en "eventuel økonomiaftale"

Senere i dag vil NB-Kommune bringe endnu et nyhedsbrev, der ser nærmere på aftalen.

Fik du læst?

Kommunerne erobrer dagsordenen i tre store aviser

Fik du læst?

Midt i økonomiforhandlinger: Wammen vil fjerne 1.000 administrative årsværk

Fik du læst?

Udkantsborgmestre: Forhøj 'livsnødvendig' særtilskudspulje

Sidst opdateret: 31/05/2024 - 08:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]