Nicolai Wammen (S) ruller i godt humør ind med ministerbilen foran Finansministeriet kort inden, sættemødet om økonomiforhandlingerne for 2025 går i gang mellem regeringen og KL.

Nicolai Wammen (S) ruller i godt humør ind med ministerbilen foran Finansministeriet kort inden, sættemødet om økonomiforhandlingerne for 2025 går i gang mellem regeringen og KL. - Foto: Oliver Gantriis / NB-Økonomi

Minister havde ikke nye administrationsbesparelser med til sættemøde

Nicolai Wammen (S) lagde ikke op til nye kommunale administrationsbesparelser i 2025, da han mandag præsenterede regeringens position før økonomiforhandlingerne. KL-top ser derimod gerne, at regeringen finansierer kommunal velfærd med besparelser på statens administration.

Udgivet: 06/05/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

SVM-regeringen har ikke præsenteret nye administrative besparelser i kommunerne forud for økonomiaftalen for 2025.

Det skriver NB-Økonomi.

Nicolai Wammen (S) kom således ikke med en ny kommunal hammer - i form af besparelser - da han mandag eftermiddag præsenterede regeringens position på et sættemøde forud for økonomiforhandlingerne, som startede klokken 13.30 i Finansministeriet.

I regeringsgrundlaget står der ellers, at der skal spares tre milliarder kroner i administration i både kommuner og regioner. Det svarer til omkring 2,1 mia. kr. for kommunerne, hvoraf 700 mio. kr. kom med i økonomiaftalen for 2024. Omvendt lægger Wammen heller ikke op til flere penge på eksempelvis det specialiserede socialområde, så en besparelse på administration kan blive en del af den samlede pakke for kommunerne.

"Igen i år vil vi sige, at det skal vi finde det næste bidrag til," siger Nicolai Wammen til NB-Økonomi omkring eventuelle besparelser på administrationen i 2025.

Som noget nyt i år går finansministeren dog fuldstændig ind på kommunernes dagsorden om, at administrative besparelser også skal findes i staten, fordi der ifølge KL er en direkte sammenhæng med meget statslig administration og meget kommunal administration.

"Det er også vigtigt for mig at sige, for jeg kan se, det er noget, der optager kommunerne - og det synes jeg er fint - at vi fra statens side skal se på, hvordan vi kan skære ned på bureaukrati. For det gælder kommuner, regioner og stat. Så vi kommer også til at tage vores egen medicin, og det vil vi inden længe komme med vores bud på," understreger Nicolai Wammen.

Fik du læst?

Kommunerne erobrer dagsordenen i tre store aviser

Derudover henviser finansministeren til, at KL og regeringen samarbejder om at nedbringe administrationen.

"Vi har også et samarbejdsprogram med kommunerne, hvor vi kigger på, om der er bureaukratiske regler, som vi kan afskaffe. Derfor har vi allerede i fællesskab peget på 70 regler, som tilsammen sparer kommunerne for et trecifret millionbeløb. Der vil vi fortsætte det arbejde," siger han.

KL vil se resultater fra regeringen før besparelser

Hos KL vil man se, at SVM-regeringen leverer, før de planlægger nye besparelser på administration.

"Der er et godt samarbejde om det, men der er jo ikke skabt nogen konkrete resultater endnu. Derfor er vores oplæg også, at man må vise, at man kan levere det, vi har aftalt, før man går ind og tager fat i mere," understreger Jacob Bundsgaard (S), der er næstformand i KL, forud for sættemødet.   

Ifølge KL-formand Martin Damm (V) er det i øvrigt staten, der bør spare på administration først og ikke kommunerne, fordi det er i staten, jobvæksten er fundet sted i udtalt grad.

"Kommunerne er ikke vokset på administration, men det er os, der skal spare på administration. Jeg tænker, at regeringen har brugt lige så meget på statslig administration, som der er brugt på velfærd de sidste mange år. Så der er nogen, der har et bedre potentiale, hvis der skal frigøres noget på administration," siger Damm.

Kan flytte penge fra statens administration til kommunerne

Til finansloven for 2024 lagde regeringen op til at spare 400 mio. kr. på statens administration. Men KL så gerne, at man frigav flere penge på statens administration i forbindelse med økonomiaftalen, så der kunne frigives penge til velfærd i kommunerne.

"Det er jo regeringen, der i sidste ende bestemmer, hvordan man vil skabe finansieringen til det løfte, der skal finde sted i kommunerne. Så det kan man bestemt godt gøre," siger Bundsgaard til spørgsmålet, om det kan blive en del af økonomiforhandlingerne, at staten skal spare på administrationen for at frigive flere penge til kommunerne.

Martin Damm understreger, at der er to måder, hvorpå kommunerne kan få flere penge i økonomiaftalen ud over demografien.

"Man kan tage det fra råderummet, eller man kan lave et råderum. Og der tænker vi jo, at der er godt potentiale til at lave et råderum. Jeg tror endda, at man vil få ros for det fra danskerne, fordi man sætter velfærden først og ikke statens administration," siger han.

Fik du læst?

Demografibeløb på skrump: Wammen lægger kun en milliard på bordet til flere ældre

Sidst opdateret: 06/05/2024 - 16:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]