
Finansminister Nicolai Wammen forud for dagens sættemøde om de økonomiske forhandlinger for kommunerne.
Demografibeløb på skrump: Wammen lægger kun en milliard på bordet til flere ældre
Regeringen lover også i år at kompensere kommunerne for det demografiske træk, som først og fremmest skyldes flere ældre. Beløbet er dog faldet i forhold til sidste år.
Udgivet: 06/05/2024
I lighed med tidligere år vil regeringen kompensere kommuner for de ekstra udgifter, der blandt andet følger af, at der også i 2025 kommer flere ældre.
Sådan lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S), da han mandag eftermiddag bød KL indenfor til sættemøde og dermed tog hul på forhandlingerne om kommunernes økonomi for næste år.
“Det er forhandlinger, hvor det er vigtigt for regeringen, at vi sammen med kommunerne og regionerne skaber nogle gode rammer for velfærden for borgerne. Vi har på forhånd sagt, at vi, i lighed med tidligere, vil dække de ekstra omkostninger, der følger af, at der heldigvis bliver flere ældre og børn til næste år,” sagde Nicolai Wammen.
For kommunernes vedkommende drejer det sig om en milliard kroner, som regeringen på forhånd har lagt på forhandlingsbordet.
“Hvad vi derudover kan blive enige med kommunerne om, det er dét, vi skal forhandle her om nogle få øjeblikke og i de kommende uger," fortsatte Nicolai Wammen.
Beløbet, som regeringen sætter af til at dække det demografiske træk er alene sammenlignet med sidste år svundet med 250 millioner kroner. Går man tilbage til 2019, hvor regeringen forhandlede om økonomien for 2020, kom der hele 2,2 milliarder kroner på bordet.
Den udvikling skyldes dog ikke, at Nicolai Wammen passer godt på pengene. Det hænger sammen med, at det opdaterede skøn for udgifterne til at dække den demografiske udvikling i 2030-planen viser, at udgiftsbehovet i 2025 vil være på 1 milliard kroner. Det er en halvering i forhold til forudsætningerne i 2019-fremskrivningen.
En medvirkende årsag til, at udgifterne til det demografiske træk skønnes lavere end tidligere er, at der fødes færre børn.
Sidst opdateret: 06/05/2024 - 16:41












































