Når KL's top i dag mandag møder op til starten på årets økonomiforhandlinger, så er der en politisk og en substantiel årsag til, at KL er tvunget til at stå hårdt på et betydeligt løft af de økonomiske rammer. Og begge årsager skyldes dybest set fejlgreb hos regeringen.

Den politiske årsag er, at KL de facto stod stærkt svækket, efter at regeringen sidste år - mindre end tre måneder efter indgåelsen af økonomiaftalen for 2024 - sparkede benene væk under KL ved at give kommunerne et ekstra løft på 650 millioner kroner.

Umiddelbart skulle man tro, at det var positivt for KL, at kommunerne fik 650 millioner ekstra. Men det fik KL til at fremstå som en svag forhandler, at regeringen uden nogen substantiel årsag gav ekstra penge så hurtigt, og at ekstrabevillingen i den kommunale verden blev tilskrevet et oprør blandt de mange S og V borgmestre.

Reelt peger alt på, at regeringen sidste sommer var lammet af intern uenighed om, hvad de mange ekstra penge i råderummet skulle bruges til. Men det er en politilogisk forklaring, som ikke fjerner opfattelsen hos mange borgmestre og byrådsmedlemmer af, at KL burde have stået hårdere på kravet om flere penge i økonomiforhandlingerne.

KL-toppen vil derfor i år have et helt særligt behov for at presse regeringen så hårdt, at den effektivt dementerer enhver påstand i det kommunale bagland om, at KL's bestyrelse ikke tør sætte hårdt mod hårdt over for regeringen. KL-bestyrelsens kamp for at genvinde medlemmernes tillid blev tydelig på det kommunale topmøde, hvor bestyrelsen måtte fremsætte et beslutningsforslag, som ikke alene åbnede muligheden for ikke at indgå en aftale, men som også eksplicit nævne områder, som KL skal sikre ekstra ekstra penge til i de kommende forhandlinger.

Den substantielle årsag er, at regeringen først fire dage før starten på økonomiforhandlingerne har været i stand til at præsentere en politisk aftale for implementering af første fase af reformforslag på handicapområdet, som ifølge tidligere aftaler for længst skulle have været gennemført og sikret en bremse på væksten i udgifterne til det specialiserede socialområde allerede i 2024.

Regeringens evige forsinkelser i indfrielsen af løfterne om udgiftsbegrænsende tiltag på socialområdet betyder, at KL ikke kan nøjes med formuleringer i tekstafsnittet i relation til den udgiftsvækst på det specialiserede område, som nu i årevis har tvunget kommunerne til at spare på almenområderne.

Umiddelbart skulle det hjælpe regeringen, at der nu ligger en aftale. Men socialministerens lancering af aftalen som et stort kvalitetsløft for borgerne har reelt skærpet konflikten. Regler, som skal gøre det lettere for kommunerne at styre økonomien på det specialiserede socialområde og til dels specialundervisningen i folkeskolen.

Derfor kræver borgmestrene ikke blot, at kommunerne bliver kompenseret krone til krone for den del af væksten på det specialiserede socialområde, som der ikke ligger nagelfaste aftaler om vil blive elimineret af nye regler på området.

Nu vil borgmestrene både have dækket opdriften og have penge til at indfri socialministerens store løfter.

Tilliden til finansministeren er større end i mange år

Selvom udgangspunket for årets økonomiforhandlinger umiddelbart tyder på det mest konfliktfyldte forløb i mange år, så opvejes det i høj grad af, at tilliden til finansminister Nicolai Wammen (S), ifølge udtalelser og handlinger fra KL-toppen er større, end den har været til nogen finansminister i mange år - ja måske i mere end et årti.

Forklaringen er ikke, at Wammen er tidligere borgmester, selvom han tit fremhæver det.

Årsagen er derimod en række konkrete handlinger:

• Wammen har åbenlyst sat Finansministeriets magt ind på at få gennemført de nødvendige reformer til at sikre en effektiv økonomistyring på det specialiserede socialområde. Samtidig har han åbenlyst og meget tydeligt sat socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på plads, når hun eksempelvis har lovet "guldstandarder" på socialområdet, og undsagt muligheden for lokale servicestandarder på handicapområdet.
• Efter en del tøven, så er finansministeren gået massivt ind i KL's krav om regelforenkling, og senest er han også blevet mere klar på kravet om at bremse den massive vækst i den statslige administration, som ifølge et nyligt svar til Finansudvalget årligt har forøget de offentlige udgifter med næsten to milliarder kroner - penge som i kommunernes optik er gået fra velfærden.
• På det kommunale topmøde lancerede finansministeren et paradigmeskifte, som droppede den i kommunernes øjne falske fortælling om, at regeringen holder hånden under velfærden ved at garantere penge til de flere børn og ældre. Årsagen til, at det udsagn er falsk i kommunernes øjne, er, at de manglende reformer på specialområdet og den manglende finansiering blot har betydet, at kommunerne måtte tage de 1,2 millarder fra demografireguleringen plus yderligere nedskæringer på de store almenområder for at dække de stigende udgifter på specialområderne. En vigtig pointe er, at finansministeren fastholdt sin totale opbakning til velfærden, men tilføjede det for KL helt afgørende, at det kræver reformer at sikre velfærden. Både for at sikre pengene til velfærden, men også for at sikre arbejdskraften.
• Alt det kombineret med Wammens personlige stil, der er præget af nøgternhed og tillid betyder, at selve forhandlingsklimaet er godt. Derfor lyder vurderingen også, at der nok skal komme en aftale.

Wammens skjulte penge kan sikre aftale

Samtidig peger alle økonomiske indikatorer på, at det økonomiske råderum er vokset yderligere siden opskrivningen sidste år. Regeringen har på grund af ændringer i EU ikke fremlagt en præcis udregning i det såkaldte konvergensprogram, men der tales om et løft på 5-10 milliarder frem til 2030.

En mulig landingsbane for en økonomiaftale ser derfor sådan ud:

• Det demografiske løft, som på grund af nedskrevne fertilitetstal og ændringer i dødsraten kun bliver lige godt en milliard kroner i år.
• Meget håndfast aftale om implementering af hele Tranæsrapporten. En detalje er i den sammenhæng, at et flertal i Folketinget med aftalen "Sammen om handicap" moralsk har bundet sig til at gennemføre aftalen i Folketinget - om end det næppe kan siges at være omhandlet af de såkaldte "forligsregler" på Christiansborg.
• Derefter udestår den vanskelige proces at fastsætte, hvor meget handicapreformerne vil bremse væksten i udgifterne på det specialiserede socialområde i 2025. Forskellen mellem det beløb og den hidtidige vækst på cirka 1,8-2,0 milliard (1,5 fra det specialiserede socialområde og 0,3-0,5 fra specialundervisning), skal så dækkes ind med et løft af servicerammen. Udfordringen - men også muligheden - er, at det vil være meget svært at regne effekten af handicapreformen ud. Det skyldes både, at det er uklart, hvornår regeringen kan nå at få det igennem lovmøllen, men også at indførelsen af lokale serviceniveauer vil afhænge af effektiviteten og den politiske vilje i de enkelte byråd.

Facit er, at årets økonomiaftale peger i retning af et løft af kommunernes serviceramme i omegnen af to milliarder kroner. Det svarer faktisk til det løft, kommunerne endte med at få sidste år i form af 1,45 mia. ved økonomiaftalen og 650 millioner kroner i ekstraordinært løft ved finansloven.

Det er bedre udsigter end ved fremlæggelsen af 2030 planen, men vil kun reducere kravet til besparelser i kommunerne til omkring en milliard kroner (implementering af handicapbesparelser og opdriften på en række andre områder).

Meget forenklet kan man sige, at kommunerne i givet fald nyder godt af et udvidet råderum og regeringens egne fodfejl. Alligevel er spørgsmålet - især efter socialministerens store løfter - om eks. en samlet løft på to milliarder kroner.

Anlægsrammen bliver svær

Det andet svære tema bliver anlægsrammen.

Kommunernes anlægsramme har i flere år været låst omkring 20 milliarder kroner, og kommunerne har gentagne gange også i 2023 overskredet den. Kommunerne vil derfor stå hårdt på, at anlægsrammen skal op omkring 25 milliarder kroner.

Regeringens primære bekymring her er formentligt ikke så meget pengene, men derimod risikoen for, at økonomien i bygge- og anlægssektoren bliver overophedet. Her er kommunernes og regionernes problem, at deres anlægsudgifter skal ses i lyset af erhvervslivets og borgernes bygge- og anlægsinvesteringer.

Og selvom presset på bygge- og anlægssektoren er faldet lidt, og prisstigningstakten er aftaget, så er der stadig solid gang i byggekranerne i landets erhvervsområder ikke mindst båret frem af den historisk store anlægsaktivitet i Novo.

KL-formand Martin Damm kan følge den udvikling fra første parket i hjembyen Kalundborg. Alene Novos allerede annoncerede investeringer de kommende år svarer cirka til tre års kommunale anlægsudgifter.