
Tesfaye er imod lovkrav om pædagogandel: Sådan vil han løse stigende problem
De Radikale foreslår at indføre et lovkrav om pædagogandelen på alle institutioner. Regeringen er imod - og forslaget bliver tomme ord, hvis man ikke er villig til samtidig at begrænse universiteternes optag, pointerede ministeren, der også mener, at kommunalpolitikerne bærer et ansvar.
Udgivet: 05/03/2024
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) var i sidste uge kaldt i samråd af Radikale Venstre over oplysningerne i en artikel, som NB-Kommune bragte i januar om pædagogandelen i landets kommuner.
"Man bliver så glad, når barnet løber hen og krammer en pædagog. Men der er også situationer, hvor man får helt ondt i maven, fordi det virker kaotisk, og der ikke er en fast pædagog", fortæller Lotte Rod (R) indledningsvist.
"Derfor blev jeg også meget ramt af den her undersøgelse, der viser, at hver fjerde pædagog er den eneste uddannede pædagog på stuen. Og at der i en ud af ti af vores vuggestuer og børnehaver er en eller flere stuer, hvor der slet ikke er uddannede pædagoger."
Historien var baseret på en medlemsundersøgelse lavet af BUPL, og da Tesfaye fik ordet, lod han forstå, at fagforeningens resultater er i tråd med regeringens egen kvalitetsundersøgelse på 0-2-årsområdet fra 2023. Her oplyste 24 procent af pædagogerne, at de er den eneste faste pædagog med en pædagoguddannelse på deres stue, og kun fire procent svarede, at der udelukkende er faste pædagoger på stuen.
Mattias Tesfaye hæftede sig også ved de betydelige kommunale forskelle, som BUPL’s undersøgelse kastede lys over (se tabellen nederst i denne artikel).
Radikale Venstre foreslår at indføre et lovkrav om, at tre ud af fire af alle voksne i daginstitutioner skal være pædagoger eller i gang med at uddanne sig til meritpædagog - og at det sikres, at alle institutioner opretter meritpædagog-stillinger, så pædagogmedhjælpere kan uddanne sig til pædagoger.
For få uddannede
At lave et lovkrav om pædagogandelen er regeringen imod, da der ikke er mange ledige pædagoger i A-kasserne, forklarer ministeren.
"I dag har kommunerne lokalt nogle steder meget store udfordringer med rekruttering af pædagoger til dagtilbud, og blandt andet derfor vil et lovkrav ikke være det rigtige greb til at håndtere den udfordring, vi taler om", siger Mattias Tesfaye, som ikke via et lovkrav vil bedrive rovdrift på andre institutioner.
"Man skal tænke på, at pædagogerne også varetager andre funktioner i velfærdssamfundet – på folkeskoler, SFO’er og i specialtilbud", tilføjer han og erklærer sig samtidig helt enig i, at der er brug for pædagogernes faglighed til at styrke kvaliteten.
"Vi er derfor i regeringen optaget af, at flere får lyst til at uddanne sig som pædagog. Det gælder både mænd og kvinder, og jeg vil gerne understrege, at jeg faktisk mener, at der mangler mænd på dette område".
Mattias Tesfaye mener, at en styrket pædagoguddannelse er en af de vigtigste løsninger. Forhandlingerne om en ny uddannelse starter snart. Der er sikret finansiering ved at lave en universitetsreform, som til Radikale Venstres fortrydelse begrænser kandidatuddannelserne. Ministeren minder om, at det lige nu går den gale vej, da færre vælger pædagoguddannelserne. Derfor mener han, at uddannelsesstrukturen i en tid med små ungdomsårgange hænger tæt sammen med pædagogmanglen i kommunerne.
”Der er flere, der søger ind på psykologistudiet, og færre, der søger ind på pædagogstudiet. Vi har brug for flere pædagoger, og vi har ikke brug for flere psykologer. Så hvis man ikke også er klar til at dimensionere universitetsuddannelserne, som flere partier har gjort, bliver det tomme ord at bede om flere lærere og pædagoger", siger han og undskylder, at hans svar til Lotte Rod er fem procent mere polemisk end normalt.
Ros til KL - og et ønske til kommunerne
Flere uddannede pædagoger kan også opnås ved, at pædagogmedhjælpere søger ind på merituddannelsen. Indtil for få måneder siden har der manglet hjemmel i overenskomsten til at oprette den slags uddannelsesstillinger med løn, men det lavede KL og FOA om på i november. Gennem en opkvalificeringspulje, som Folketinget etablerede, da man vedtog loven om minimumsnormeringer, kan kommunerne få tilskud til at uddanne det ufaglærte personale.
"Opkvalificeringspuljen kan netop bruges til at give de ansatte løn, mens de uddanner sig til meritpædagog, fordi der nu er indgået en god aftale mellem KL og pædagogmedhjælpernes fagforening, FOA, om det. Det vil jeg gerne give de to organisationer ros for", siger Mattias Tesfaye.
Han håber, at kommunerne kollektivt vil tilskynde pædagogmedhjælperne til at bruge opkvalificeringspuljen til at uddanne sig.
”Jeg tror, at arbejdsgiverrollen er sindssygt vigtig, og at kommunerne skal tænke langsigtet og ikke kun på valgplanen i næste uge. Da jeg var til KL's børne- og ungetopmøde i Aalborg gjorde jeg derfor også noget ud af at opfordre kommunalpolitikerne og kommunaldirektøren til at huske puljen og bruge den", siger Mattias Tesfaye.
Lidt flere pædagoger samlet set
Han peger på, at det absolutte antal pædagoger i daginstitutionerne er vokset en smule de senere år.
"Jeg er med på, at andelen af pædagoger er faldet de senere år, men antallet er steget som følge af den økonomiske saltvandsindsprøjtning, der fulgte med loven om minimumsnormeringer. Og det er trods alt det vigtigste".
Lotte Rod lader ikke til at stille sig tilfreds med Mattias Tesfayes svar og stiller ham derfor et personligt spørgsmål.
"Hvordan vil ministeren selv have det med at aflevere sit barn på en stue, hvor der enten slet ikke er nogen uddannede pædagoger eller kun én uddannet pædagog?" spørger R-ordføreren.
"Jeg har ikke afleveret børn i dag, men jeg gjorde det i går – klokken 7 om morgenen", svarer Mattias Tesfaye.
"Min datter løb ind og hoppede op til morgenbordet og spiste noget frugt. Der sad Anders, og jeg ved ikke, om han er uddannet pædagog eller pædagogmedhjælper, men jeg ved bare, at hun er glad for ham. Så derfor er det også vigtigt for mig at sige, at der er masser af dygtige pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter ansat i vuggestuer og børnehaver, og som gør et fremragende stykke arbejde. Vi må ikke skrive dem ud af ligningen, heller ikke i kvaliteten af dagtilbuddene. Men jeg er enig i, at vi skal have pædagogandelen op".
Positiv spiraler - og bagsiden
Astrid Carøe (SF) fortæller om erfaringerne fra Ringsted, der har haft held til at øge andelen af pædagoger i institutionerne. På et besøg fik hun at vide, at det var blevet nemmere at rekruttere, fordi der var opstået et ry om, at der i Ringsted Kommune var mange uddannede pædagoger.
Mattias Tesfaye er opmærksom på, at der kan opstå en positiv spiral, men bemærker samtidig, at sådan et fænomen ikke er problemfrit, da kommuner, som kommer ind i en positiv spiral, vil føre til problemer andre steder og typisk vil ramme børn i socialt belastede områder, så længe der samlet set er mangel på pædagoger.
"Uddannelsesdækning er i praksis lighedspolitik", siger han.
”For jo højere uddannelsesdækning, jo mere kommer det til at betyde i de boligområder, hvor de sociale udfordringer er størst. Derfor er jeg faktisk optaget af emnet for dette samråd”, siger han og takker Lotte Rod for at sætte problematikken på dagsordenen.
Hele samrådet kan ses på Folketingets hjemmeside.
Sidst opdateret: 05/03/2024 - 13:25












































