Nu sættes der ind i kommunen med landets højeste sygefravær
Hver ansat i Morsø Kommune var i gennemsnit syg en måned i 2022. Nu griber kommunen ind på flere fronter for at begrænse landets højeste sygefravær - og får hjælp fra staten til det.
Udgivet: 28/08/2023
De kommunalt ansatte på øen Mors i Limfjorden skranter i gennemsnit mere end ansatte i andre kommuner. Faktisk så meget at målt for hver fuldtidsansat, så havde de hver især i gennemsnit 20,2 hele fraværsdage i 2022. Altså rundt regnet svarende til én måneds fravær inklusive weekender.
Det store sygefravær gav Morsø Kommune landets højeste kommunale sygefravær i 2022. Men sådan skal det ikke blive ved med at være, og derfor sætter kommunen nu ind på forskellig vis.
Kommunaldirektør i Morsø Kommune Rikke Würtz kan ifølge Nordjyske ikke pege på nogen konkrete årsager til, at Mors stikker af i statistikken over sygefravær. Men handles på det, skal der:
"Der skal gøres noget ekstra. Hver enkelt leder og hvert enkelt område i kommunen har gjort en indsats for at nedbringe sygefraværet, men det er øjensynligt ikke nok," siger Rikke Würtz til Nordjyske.Ifølge en statistik tidligere omtalt i NB-Kommune er sygefraværet i Morsø Kommune steget fra 14,0 hele 'fraværsdagsværk' pr. fuldtidsansat i 2019 til 20,2 i 2022. Og Morsø Kommune ligger markant højere end nabokommunerne.
'Tidlig, tæt og konsekvent opfølgning'
På et nyligt møde i Økonomiudvalget på Mors blev der orienteret om, hvad Rikke Würtz og hele organisationen vil stille op med den megen sygdom.
Der er lige blevet udarbejdet en konkret sygefraværspolitik. Den har som mål at fremme en "tidlig, tæt og konsekvent opfølgning" på sygefravær. I fremstillingen til Økonomiudvalget står endvidere:
"Derudover er der som supplement til sygefraværspolitikken udarbejdet diverse hjælpeværktøjer og støttefunktioner til lederne, herunder blandt andet flowcharts, brevskabeloner, referatskabeloner, støttespørgsmål, diverse undervisningsmateriale mv. til ledelse, tillidsvalgte og MED-udvalg."
Projektpenge fra staten
Fra statslig side har man også blik på det høje sygefravær på Mors. I hvert fald er der bevilget penge fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering' til et to-årigt forsøgsprojekt. Titlen på projektet fortæller ret præcist, hvad det handler om:
"Kompetent sygefraværshåndtering - bedre arbejdsmiljø i Morsø Kommune".
I fremstillingen til Økonomiudvalget står, at der konkret i projektet vil blive "arbejdet med fem kerneelementer som milepæle for den organisatoriske implementering:
- Sygemelding
- Fokuseret forebyggelse
- Sygefraværskoordinering
- Organisering
- Data
'Ingen skal blive syge af at gå på arbejde'
Nordjyske har spurgt borgmester Hans Ejner Bertelsen ind til, at han tidligere har peget på, at Morsø Kommune er relativt langmodig, når det gælder langtidssygemeldte.
"Det kan godt være, at vi skal ind at kigge på den holdning. Det kan blive nødvendigt at sige stop og afskedige men måske med den tilføjelse, at vi har en plads, når den pågældende er frisk igen. Det handler også om omsorg. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde," siger borgmesteren til Nordjyske.
Hvorfor stiger sygefraværet i kommunerne?
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd -fremhæver blandt andre følgende forklaringer på det stigende sygefravær i kommunerne generelt, fremgår det af en sagsfremstilling i Morsø Kommune:
- At der i takt med faldende arbejdsløshed kommer flere medarbejdere med større sundhedsudfordringer ind på det kommunale arbejdsmarked.
- Forsat høj corona-smitte i de første tre måneder af 2022.
- Øget smitte med sygdomme som influenza efter årene med corona-nedlukninger.
- Et større arbejdspres og flere stressbetingede sygemeldinger.
- I kølvandet på corona-krisen kan sygemeldingskulturen have ændret sig og dermed normerne for, hvornår og hvor længe man sygemelder sig.
Sidst opdateret: 28/08/2023 - 09:48
Emner: Sygefravær, Morsø Kommune, Personale, Personalepolitik







































