Hvert år ender mere end 46 millioner brugte bleer i skraldespanden i Københavns Kommune, og det udgør otte procent af den samlede mængde restaffald.

Hvert år ender mere end 46 millioner brugte bleer i skraldespanden i Københavns Kommune, og det udgør otte procent af den samlede mængde restaffald. - Foto: Liselotte Sabroe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Snart skal brugte bleer ud i ny affalds-fraktion

En del københavnere skal snart sortere brugte bleer via ny ordning. Genanvendelsen kan dog for nu ikke ske i Danmark. De Konservative bifalder ikke ordningen, men borgmesteren holder fast i beslutningen.

Udgivet: 29/08/2023

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Snart skal forældre til småbørn i Københavns Kommune til at håndtere endnu en fraktion i affaldssorteringen i husholdningen.

I forrige uge bestemte Borgerrepræsentation i Københavns Kommune, at der fra næste år skal sorteres brugte bleer via en ny bleaffaldsordning.

Det er Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti, der står bag flertalsbeslutningen. Konservative og Liberal Alliance stemte imod forslaget, mens Socialdemokratiet undlod at stemme.

Ordningen bliver i første omgang målrettet etageejendomme, hvor der bor minimum seks blebørn, og inkluderer desuden cirka 200 kommunale daginstitutioner.

Det skal ske ved hjælp af 4.800 beholdere til de brugte bleer, der bliver sat ud til disse steder.

"Der forventes ikke særlige lugtgener, da bleerne som i dag oftest er emballeret i en eller flere poser, inden de bliver smidt i blebeholderen nede i gården," lyder det i forslaget.

3.340 tons bleaffald kan blive genanvendt

Teknik- og Miljøforvaltningen har beregnet, at der med ordningen kan blive genanvendt 3.340 tons bleaffald om året.

Lige nu ender omkring 11.800 tons brugte bleer i Københavns Kommune i forbrændingen.

Det bliver dog ikke i Danmark, at bleerne skal genanvendes. For nuværende findes der nemlig ikke de nødvendige genanvendelsesvirksomheder i Skandinavien. Den slags anlæg findes til gengæld i blandt andre Holland, Italien og Wales, lyder det.

Læs også:
Kommunerne savner aftagere til dynger af aflagt tøj

Blandt andet derfor er De Konservative i Borgerrepræsentationen ikke begejstret for den nye ordning. Det siger Morten Melchiors, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget:

"Det giver jo ingen mening, at vi samler bleerne ind og kører dem til Holland, samtidig med, at vi importerer affald for at holde Amager Forbrænding i gang, fordi vi ikke har affald nok til at holde anlægget i gang - og det gælder måske også bleer fra andre lande," siger Morten Melchiors til Radioavisen.

Teknik og Miljøborgmester Line Barfoed (EL) holder fast i, at det alligevel godt kan gå lige op i klimaregnskabet.

jornns/ritzau/

Sidst opdateret: 29/08/2023 - 09:24

Emner: Miljø, Københavns Kommune, Affald, Affaldshåndtering, affaldsindsamling

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]