
Kommunalbestyrelsen på Bornholm får nogle klare opfordringer fra de ansatte om at lave langsigtede budgetter og arbejde mere sammen. - Foto: Bornholms Regionskommune
Budget-forhandlinger: Ansatte føler afmagt når der skal spares hvert år
Besparelser år efter år efterlader de ansatte med en følelse af afmagt. Så kære politikere, læg gerne langsigtede budgetter. Sådan lyder budskabet fra ansatte i Bornholms Regionskommune forud for hårde budgetforhandlinger.
Udgivet: 24/08/2023
De ansatte i Bornholms Regionskommune er trætte af, at politikerne år efter år skal finde besparelser på budgetterne. Det er ikke godt for arbejdsmiljøet, mener de ansatte.
I et høringssvar til budgetforslagene på Bornholm skriver HovedMED (samarbejdsudvalget) til politikerne:
"Medarbejderne har en oplevelse af afmagt i forhold til de tilbagevendende besparelser, som gør, at flere medarbejdere mister engagement og motivation til kommunen som attraktiv arbejdsplads," skriver HovedMED og anbefaler, at politikerne laver budgetter, som holder på den lange bane:
"Langsigtede budgetter giver en højere grad af stabilitet og ro i organisationen, hvilket har en positiv indvirkning på udførelsen af kerneopgaven og medarbejdernes trivsel."
Medarbejderne i regionskommunen ser også med skepsis på, hvordan besparelser år efter år påvirker dem, der måtte overveje at flytte til øen.
"Det er ikke attraktivt at søge arbejde i en kommune, der år efter år sparer på personaleressourcerne og i kvaliteten af det arbejde, vi udfører for borgerne. Dermed bliver Bornholm også mindre attraktiv som tilflytterkommune for fx børnefamilier, som vi gerne vil
tiltrække til øen," skriver HovedMED.
HovedMED ønsker, at man begynder at finde mere sammen i den ellers ret splittede kommunalbestyrelse. I høringssvaret skriver HovedMED, at man har en "opfordring til et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen om kommunens budget."
Høringssvaret er underskrevet af formand i HovedMED, kommunaldirektør Sine Sunesen, og næstformand og medarbejderrepræsentant, Karina Randrup.
Budgetforhandlingerne i kommunalbestyrelsen er på Bornholm planlagt til 4. og 5. september.
Sidst opdateret: 24/08/2023 - 08:53
Temaer: Budgetter
Emner: Bornholm, Personale, Bornholms Regionskommune








































