Kommunaldirektør i Vordingborg Kommune, Kristina Koch Sloth, anbefaler kommunalbestyrelsen at finde nye besparelser på driften i lyset af en konteringsfejl, der først er opdaget efter budgetaftalen.

Kommunaldirektør i Vordingborg Kommune, Kristina Koch Sloth, anbefaler kommunalbestyrelsen at finde nye besparelser på driften i lyset af en konteringsfejl, der først er opdaget efter budgetaftalen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Budgettet stemmer ikke: Vordingborg-politikere skal handle efter 'ret stor fejl'

Forudsætningerne for det vedtagne budget i Vordingborg Kommune var ikke korrekte på grund af en konteringsfejl. Administrationen lægger sig fladt ned, fortæller kommunaldirektør.

Udgivet: 21/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

På grund af en administrativ fejl er budget 2024 alligevel ikke i balance i Vordingborg Kommune, og politikerne skal derfor anvise en vej til at finde de 20 millioner kroner, der til sammen mangler i 2024 og 2025.

Udvidelsen af budgetarbejdet skyldes en fejl, der skete i foråret i forbindelse med indlæsningen af et handlekatalog, som kommunalbestyrelsen vedtog i april, oplyser administrationen.

"I handlekataloget blev der både adresseret en ubalance i indeværende års budget på 20 mio. kr. og udmøntet besparelsesblokke i budgettet på hhv. 8 mio. kr. i 2024 og 12 mio. kr. i 2025 og frem. Ved en fejl er den del af handlekataloget, som skulle udmønte besparelsesblokkene, i stedet lagt i kassen", står der i sagsfremstillingen om fejlkonteringen.

Til DR fortæller kommunaldirektør Kristina Koch Sloth, at de ansvarlige i administrationen lægger sig fladt ned.

"Den var landet på det forkerte felt i regnearket. Det sker jo meget sjældent den slags, men det er desværre sket her, og det er jo en ret stor fejl", erkender kommunaldirektøren.

Administrationen stiller kommunalbestyrelsen tre mulige løsninger i udsigt - og anbefaler, at de vælger besparelser på driften. Politikerne kan tage udgangspunkt i råderumskatalog, som konsulenthuset BDO tidligere på måneden præsenterede for dem.

De to andre muligheder er at give en tillægsbevilling fra kassen på 8 + 12 millioner kroner eller at nedskrive bevillingsreserven med de samme beløb. Vordingborgs kassebeholdning er en af landets mest slunkne. I starten af oktober var likviditeten efter kassekreditreglen (gennemsnittet over de seneste 12 måneder= nede på 78,3 mio. kroner - det vil sige under 1.800 kroner per indbygger. Kommunens økonomiske politik er at have en likviditet på minimum 100 millioner kroner, og i budgetaftalen er der i alle de kommende fire år afsat penge til at øge kassebeholdningen.

Fejlen og mulighederne for at korrigere den behandles af Økonomiudvalget onsdag.

Sidst opdateret: 21/11/2023 - 11:39

Temaer: Budgetter

Emner: Budget, Vordingborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]