Bornholms borgmester Jacob Trøst (K) er med i sin første budgetaftale. Sidste år blev han sat uden for døren af S, V og EL.

Bornholms borgmester Jacob Trøst (K) er med i sin første budgetaftale. Sidste år blev han sat uden for døren af S, V og EL. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Budget vedtaget på Bornholm: Flertal modstod pres fra demonstrerende forældre

En sammenlægning af to skoledistrikter har skabt utilfredshed i kølvandet på Bornholms budgetforlig. Annulleringen af et planlagt indkøb af elbusser var afgørende for, at det lykkedes at få et budget i balance. De bornholmske politikere skulle finde besparelser for over 100 mio. kr., selvom kommunen modtog et særtilskud på 95 mio. kr.

Udgivet: 13/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Siden de bornholmske kommunalpolitikere landede en svær budgetaftale i starten af september, har utilfredse forældre fra Rønne demonstreret ved de politiske møder. Det var også tilfældet inden kommunalbestyrelsesmødet torsdag aften, hvor andenbehandlingen fandt sted.

Forældrene, der havde placeret snesevis af børnesko foran indgangen til byrådssalen, protesterer mod en beslutning om at lægge de to skoledistrikter i Rønne sammen. Med manøvren kan klasser på byens to folkeskoler blive lagt sammen, og den mere effektive drift kan indløse en besparelse på 4,6 millioner kroner, der først og fremmest opnås ved at spare lønkroner til folkeskolelærere.

Sammenlægningen af skoledistrikterne, der ud over at skabe usikkerhed om klasseskift vil føre til flere elever i klasserne, har været den mest omtalte beslutning i en budgetaftale, som rummer besparelser for over 100 millioner kroner.

”Når jeg tænker tilbage, er det det sværeste budget, som jeg har været med til at lægge igennem mange år i lokalpolitik”, sagde Kristendemokraternes veteran, Bjarne Hartung Kirkegaard, der har siddet i byråd i 37 år.

”Vi gik efter et budget i balance i 2024. Det lykkedes, men der er fortsat noget at tage fat på også i årene derefter”, sagde Bjarne Hartung Kirkegaard ifølge Bornholms Tidende.

Trods presset fra forældrene, som har sat skolesagen højt på dagsordenen i de lokale medier, valgte de fem partier bag budgetaftalen at holde fast i beslutningen om at lægge skoledistrikter sammen. På kommunalbestyrelsesmødet indgik sagen også i debatten.

”Man har faktisk taget 850 børn og deres familier til gidsler. Man gør rigtig meget skade ude i familierne, for nu ved de jo ikke, om de bliver rykket rundt på skolerne hvert år eller hvad”, sagde løsgænger Jonna Nielsen (tidl. S), som pegede på, at usikkerheden vil skubbe børn over til de mange privat- og friskoler, der findes på Bornholm.

Elbusser blev afgørende

Budgetaftalen blev indgået af Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Bornholmerlisten og Kristendemokraterne. Kommunalbestyrelsens største parti, Enhedslisten, som har syv pladser i kommunalbestyrelsen, står udenfor sammen med de tre løsgængere. Bornholms Regionskommune er blandt de 14 kommuner, der har indgået smalle budgetaftaler, hvor færre end to tredjedele af politikerne har stemt for, viser NB-Økonomis opgørelse.

Læs også:
Fire ud af fem budgetaftaler er brede

Den største enkeltbesparelse i budgetaftalen opnåede flertallet ved at udskyde en planlagt anskaffelse af elbusser. Sidste år afsatte Enhedslisten, Venstre og Socialdemokratiet over 80 millioner kroner til 2x10 elbusser i 2024 og 2025. Det første udbud var netop afviklet, da det nye budgetflertal i september valgte at annullere aftalen, hvilket i 2024 sparer kommunen 43 millioner kroner.

I stedet blev der afsat godt to millioner kroner at leje dieselbusser, der kan supplere en aldrende og slidt vognpark i det kommunalt ejede busselskab, BAT. Fra 2025 til 2027 er det planen, at kommunen vil lease 20 emissionsfrie busser, besluttede partierne bag budgettet.

Under forhandlingerne var busspørgsmålet en hård nød at knække.

”Jeg vil glæde mig til budgetforhandlingerne næste år, hvor vi ikke har elbusserne at brydes om. Når vi nåede til elbusserne, begyndte vi at skændes”, sagde tidligere Venstre-gruppeformand Søren Schow, der blev løsgænger i sommer, ifølge Bornholms Tidende.

Kort før budgetforhandlingerne modtog Bornholm 95 millioner kroner i særtilskud fra Indenrigsministeriet. Det var det næsthøjeste tilskud i 2024-fordelingen til vanskeligt stillede kommuner.

Trods særtilskuddet skulle de bornholmske politikere alligevel finde besparelser for cirka 105 millioner kroner, svarende til næsten tre procent af de samlede driftsudgifter. Efter et par år med store kassetræk var det en prioritet for borgmesteren at værne om likviditeten.

”Jeg glæder mig over, at vi ikke tager nogen penge op af kassen og har tænkt længere frem end 2024”, sagde Jacob Trøst under andenbehandlingen, skriver Bornholms Tidende.

Sidst opdateret: 13/10/2023 - 11:10

Temaer: Budgetter

Emner: Bornholms Regionskommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]