Odense Letbane, som blev indviet forrige år, viser sig at blive en særdeles dyr fornøjelse for Odense Kommune.

Odense Letbane, som blev indviet forrige år, viser sig at blive en særdeles dyr fornøjelse for Odense Kommune. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kæmpe regning fra letbane ryster byråd

Byrådsmedlemmer er vrede og skuffede over, at letbanen i Odense står til et chokerende stort underskud på 58 millioner kroner i år. Letbanens økonomi hviler på prognoser, som ifølge politisk ordfører har vist sig at være 'fuldstændigt ude af proportioner'.

Udgivet: 24/08/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Økonomiudvalget i Odense fik i går, onsdag, en redegørelse om økonomien i Odense Letbane. Flere af dem kom noget chokerede ud fra det møde, for økonomien er kørt af sporet i en sådan grad, at der forventes et underskud på letbanen på ikke mindre end 58 millioner kroner alene i år.

Det fremgår af Fyens Stiftstidende. Det store underskud i år og et estimeret underskud på 89 millioner kroner næste år kaster lange skygger ind over de kommende budgetforhandlinger.

"Jeg har i årevis sagt, at prognoserne (for passagertal, red.) var fuldstændigt ude af proportioner med virkeligheden. Nu står vi så og skal finde et svimlende beløb endnu engang. Og det værste ved det hele er, at jeg er overbevist om, at det langt fra er sidste gang, at vi skal det," siger Araz Khan, der er politisk ordfører for Venstre i byrådet, til Fyens Stiftstidende.

De tidlige prognoser for Odense Letbane får også knubbede ord fra by- og kulturrådmand Søren Windell (K):

"Jeg er bange for, at vi har taget en beslutning om at bygge en letbane på et forkert grundlag. Det kommer til at ride os som en mare de næste mange år," siger Søren Windell (K) til Fyens Stiftstidende.

Bestyrelsesformanden for Odense Letbane, Jesper Rasmussen, mener, at man bør gøre det mere tillokkende at køre i letbane frem for i Bil i Odense. I hans optik er det for nemt at køre i bil i byen. Men tanken om at forværre forholdene for bilisterne for at lokke dem over i letbanen bliver hældt ned ad brættet af de fleste byrådsmedlemmer.

I stedet vil flere af dem hellere samle kræfterne om at støtte den kollektive trafik, som der blev lagt planer for lige før sommerferien.

Sidst opdateret: 24/08/2023 - 10:18

Emner: Infrastruktur, Odense Kommune, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]