Det kommunale topmøde i Aalborg torsdag-fredag blev mindre dramatisk end så mange andre, men det kan meget nemt blive det topmøde, som indvarslede et paradigmeskifte i samarbejdet mellem regeringen og kommunerne de kommende år.

Som i ethvert paradigmeskifte, står kommunerne midt imellem det gamle og det nye.

Det gamle manifesterede sig et stille drama, hvor Enhedslisten havde held til at presse KL-bestyrelsen til at acceptere skærpede krav fra forsamlingen om, at man skal være klar til at forlade økonomiforhandlinger, hvis ikke penge og velfærdsforventninger stemmer i årets økonomiaftale.

Den overraskende store opbakning bag en skarp tekst havde helt klart sit udgangspunkt i de seneste års frustrationer over en regering, som godt nok har givet flere penge til velfærd, men har skruet borgernes forventninger endnu højere op.

Det nye manifesterede sig, da finansminister Nicolai Wammen holdt en tale, som udmærkede sig i en usædvanlig ærlighed i forhold til de udfordringer, som kommunerne står med.

Talen var på ingen måde en opfordring til at reducere det velfærdssamfund som ligger både finansministeren og de mange kommunalbestyrelsesmedlemmer naturligt på sinde, men derimod en - set med kommunale øjne - meget ærlig analyse af, hvad det vil kræve at sikre og udbygge velfærdssamfundet.

Med ministerens løfte om blandt andet omfattende afbureaukratisering, frisættelse og markante ændringer på det specialiserede socialområde for at bremse udgiftsvæksten, så er der lagt op til den måske mest omfattende økonomiaftale nogen sinde.

Hvis man lyttede til, hvad finansministeren rent faktisk sagde - og glemte fortidens tendens med vilde udmeldinger fra regeringen om "massive investeringer i velfærd" og "guldstandarder på socialområdet" - så var der næsten alt hvad kommunerne har ønsket sig i flere år.

Dermed vil de kommende måneder frem til indgåelsen af en økonomiaftale blive en af de mest intense for det statsligt kommunale forhold i lang tid. Embedsmændene i KL kan godt forberede sig på lange aftener og weekender, for det er omfattende forhandlinger, som skal gennemføres på kort tid.

Økonomiforhandlingerne er ifølge NB-Økonomis oplysninger rykket frem på grund af EP-valget, og dermed skal man inden grundlovsdag nå følgende:

• Konkretisering af de 56 afbureaukratiseringstiltag, som KL og regeringen blev enige om for godt en uge siden.
• Forhandlinger om de 14 nye afbureaukratiseringstiltag, som finansministeren annoncerede torsdag.
• Afslutning af fase et i sammen om handicap, der angiveligt blandt andet vil fokusere på indgreb overfor de selvvisterende tilbud, magtanvendelsesregler og særligt dyre enkeltsager.
• Opfølgning på Tranæsrapporten, der ventes 3. april, som skal sikre en kraftig reduktion i væksten på det specialiserede socialområde.
• Implementering af folkeskolereformen.
• Implementering af en forventet politisk aftale om en ældrereform.
• Køreplan for beslutninger om den fremtidige sundhedsstrukturreform.

Derudover skal det hele samles i en økonomiaftale, hvor regeringen og KL også skal blive enige om de økonomiske rammer og næsten lige så vigtigt hvilke velfærdsforventninger man er enige om at give borgerne.

Umiddelbart tegner det til en smal økonomisk ramme på cirka 1,4 milliarder kroner for service. Men en kombination af regeringens erkendelse af kommunernes udfordringer og manglende fuldt gennemslag af de mange ændringer på udgiftspresset i 2025 kan betyde, at regeringen vil prøve at finde nogle ekstra lettelser for kommunerne i 2025.

De særligt vanskeligt stillede kommuners finansieringsproblemer kan desuden blive et særligt tema i aftalen af to årsager. Dels vil finansministeren med stor sikkerhed kræve modregning i balancetilskud for de 1,4 milliard kroner, som kommunerne allerede indkasserer for selvbudgettering i 2024, dels kan faldende inflation og lavere arbejdsløshed kan medføre en negativ midtvejsregulering.

KL-toppens ageren på topmødet viser, at man - trods en indgroet skepsis - tror på, at regeringen ønsker et paradigmeskifte i forholdet mellem regeringen og kommunerne. KL-formandens tidligere massive kritik af regeringen var erstattet af anerkendelse med en tilføjelse af, at det først tæller, når ændringerne er gennemført ude i sidste led.

Opfattelsen af forbrødringen mellem regeringen og kommunerne blev yderligere sat i perspektiv af partilederdebatten, som tegnede et billede af en opposition, som var mere optaget af politiske markeringer med trusler om mistillid til ministre end en reel bekymring for velfærdssamfundets fremtid.

Dermed stop det også klart for salen, at den i kommunale sammenhæng ofte udskældte regering reelt er kommunernes eneste håb for det paradigmeskifte i velfærdsdebatten, som KL har kæmpet for i flere år.

Men det betyder også, at hvis økonomiaftalen ender i varm luft, så står kommunerne endnu mere alene.