Ændringsforslaget fra KL's bestyrelse, der omtaler "en eventuel økonomiaftale" blev vedtaget med massiv opbakning fra de delegerede. Borgmester i Svendborg Bo Hansen (S) mener, KL-forhandlerne skal overveje at gøre alvor af truslen om ikke at indgå en aftale med regeringen, hvis aftalen ikke tager højde for de stigende udgifter til det specialiserede socialområde.

Ændringsforslaget fra KL's bestyrelse, der omtaler "en eventuel økonomiaftale" blev vedtaget med massiv opbakning fra de delegerede. Borgmester i Svendborg Bo Hansen (S) mener, KL-forhandlerne skal overveje at gøre alvor af truslen om ikke at indgå en aftale med regeringen, hvis aftalen ikke tager højde for de stigende udgifter til det specialiserede socialområde. - Foto: Lars Horn/Baghuset; Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix

Frustreret S-borgmester: Måske er vi bedre stillet uden en økonomiaftale

Efter afstemningen, der gav KL et klart mandat til at forstærke det politiske pres på regeringen, opfordrede Svendborgs borgmester KL-toppen til at skaffe "et helt entydigt tilsagn" om nybrud fra finansministeren. Formand Martin Damm understregede, at KL ikke vil indgå en aftale for enhver pris, og råder alle 98 kommuner til at være med til at lægge presset.

Udgivet: 22/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Efter de delegerede i enighed havde vedtaget KL-bestyrelsens tekst om forløbet frem mod årets økonomiforhandlinger, var der åben debat i salen. Her stillede flere byrådsmedlemmer og borgmestre sig på podiet for at levere deres anbefalinger til KL’s top.

Et af de mest bemærkelsesværdige indlæg kom fra Svendborg Kommunes socialdemokratiske borgmester, Bo Hansen, der mener, at KL skal være klar til at forlade forhandlingerne med hans partifælle i Finansministeriet, Nicolai Wammen (S).

”Om kort tid skal KL igen forhandle med finansministeren om rammerne for kommunernes økonomi for ’25. Her vil spørgsmålet igen være, hvorvidt staten reelt ønsker at holde hånden under velfærden,” sagde Svendborg-borgmesteren.

”Herfra skal lyde en opfordring til, at KL får et helt entydigt tilsagn om, at det her vil blive taget alvorligt. Ellers skal vi stille spørgsmål ved, om vi i virkeligheden vil være bedre stillet uden en aftale,” sagde Bo Hansen og høstede en klapsalve fra den efterhånden halvtomme kongressal i Aalborg.

Fik du læst?

Bestyrelsens forslag vedtaget: Nu taler KL om en "eventuel økonomiaftale"

Han havde forinden henvist til, at kommunerne i 2023 fik 1,2 milliarder kroner ekstra til dækning af demografien, fordi der kommer flere børn og ældre, men at pengene i stedet er gået til det specialiserede socialområde. Her er udgifterne steget med 1,4 milliarder kroner.

”Regnskaberne viser, at kommunerne alligevel har brugt færre penge på børn og ældre end i ’22. Færre penge. Jeg gentager det ikke, fordi jeg er stolt af det, men regnskabstallene lyver ikke,” sagde Bo Hansen.

Udgiftsudviklingen er ikke ny og bør ikke komme bag på nogen, pointerede han.

”Heller ikke Christiansborgpolitikerne. På mange mådes synes jeg, de taler imod bedre vidende, når de hævder, at vi holder under velfærden,” sagde S-borgmesteren om den retorik, der har kendetegnet regeringens meldinger på tidligere topmøder økonomiforhandlinger, men dog ikke var dominerende, da Nicolai Wammen torsdag talte i Aalborg.

Fik du læst?

Wammen: Vi skal have ærlig samtale om, at der er sprækker i fundamentet for velfærden

Damm: Alle kommuner skal lægge pres

KL-formand Martin Damm kommenterede afslutningsvist indlæggene fra debatten. Han understregede, at KL ikke går ind til forhandlingerne med et dogme om at ville indgå en aftale for enhver pris.

”På nogle af jer lød det, som om vi nærmest havde kuglepennen fremme, inden vi startede forhandlingerne. Det har vi absolut ikke,” sagde Martin Damm, som fastslog, at den endelige beslutning hver gang afhænger af en konkret vurdering.

”Det er lange og svære diskussioner, når vi begynder at nå målstregen. Der tager vi altså det parti, der hedder ”kommunepartiet” og vurderer: Er det tilstrækkeligt til, at det er bedre at indgå en aftale og få indflydelse på nogle ting – eller var vi hellere foruden”.

En halv time tidligere - lige efter salen enstemmigt havde vedtaget bestyrelsens opsigtsvækkende tekst med formuleringen om ”en eventuel økonomiaftale”, som blandt andre Enhedslistens partileder Pelle Dragsted har rost på X – kom Martin Damm med en opfordring til kommunerne om at være synlige op til forhandlingerne med regeringen.

”Læg nu mærke til den sidste sætning,” sagde Damm og henledte de delegeredes opmærksomhed på ændringsforslaget, som sluttes af med budskabet om, at kommunerne og KL sammen skal ”tydeliggøre behovet for økonomisk og lokalpolitisk råderum”

”Vi er også afhængige af, at vi er sammen alle 98 kommuner om at lægge et pres mod regeringen,” sagde Martin Damm - som altså hurtigt fik blandt andre Svendborgs delegation med på vognen.

Fakta

Det vedtagne ændringsforslag fra KL's bestyrelse

"Velfærdssamfundet står ved en skillevej. Kommunerne er udfordret på økonomien. KL’s bestyrelse har lyttet til debatten i kommunerne og de indkomne forslag. KL vil fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under økonomiforhandlingerne, så en eventuel økonomiaftale kommer til at sikre økonomiske rammer og muligheder til at udvikle den kommunale velfærd.

Udgiftspresset er markant på det specialiserede socialområde, og samtidig er der et behov for i kommunerne at prioritere fx ældreområdet, folkeskolen, sundhedsområdet, klimasikring, kollektiv trafik, mv.

KL og kommunerne vil sammen frem mod økonomiforhandlingerne tydeliggøre behovet for økonomisk og lokalpolitisk råderum."

Sidst opdateret: 22/03/2024 - 13:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]