Sådan går det med sygefraværet i din kommune
Kommunalt ansattes sygefravær er faldende, men der er stadig et stykke vej ned til 2019-niveauet, viser sammenligning af fraværet i tredje kvartal. Få overblikket over, hvordan kommunerne ligger i forhold til landsgennemsnittet.
Udgivet: 08/01/2024
Sygefraværet er dalende i kommunerne, efter coronapandemien resulterede i et stærkt stigende antal fraværsdage frem til 2022.
De kommunalt ansattes fravær er dog endnu ikke tilbage på niveauet fra 2019. NB-Kommune har analyseret fraværsdata for tredje kvartal, hvor data påvirkes mindst af vinterens virusbølger, der varierer i styrke fra år til år. De nyeste tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at de kommunalt ansatte på landsplan havde 2,94 fraværsdage per fuldtidsmedarbejder (opgjort som fraværsdagsværk) i juli-september 2023.
I tredje kvartal 2019 var fraværet i de samme tre sommer- og sensommermåneder blot 2,47 fraværsdagsværk per fuldtidsansat. Det er en forskel på næsten 0,5 fraværsdagsværk i forhold til niveauet i 2023, hvor de særlige covid-retningslinjer var fortid, men hvor en ny arbejdspladskultur i forhold til, hvornår man melder sig syg, eventuelt kan have udviklet sig.
Graferne herunder viser, hvordan sygefraværet har udviklet sig i tredje kvartal de seneste fem år.
I de fire udvalgte kommuner på grafen havde medarbejderne i juli-september 2023 henholdsvis relativt få og relativt mange fraværsdage. Ser man bort fra de mindste ø-kommuner, ligger Favrskov og Ringkøbing-Skjern i bunden med færre end 2,5 fraværsdagsværk over de tre måneder, mens de ansatte på Langeland som eneste kommune havde mere end 4 fraværsdagsværk i løbet af kvartalet.
Set over hele året er tendensen med faldende sygefravær den samme som i tredje kvartal. Inden for de seneste løbende 12 måneder med tilgængelige data (1. oktober 2022-30. september 2023) er sygefraværet faldet med cirka ti procent, hvis man sammenligner året forinden (1. oktober 2021-30. september 2022). Antallet af fraværsdagsværk per fuldtidsmedarbejder er på landsplan i perioden reduceret fra 16,1 til 14,6.
På kortet herunder vises udelukkende på de seneste tal fra tredje kvartal, og oversigten anskueliggør det kendte fænomen om, at sygefraværet - også i årets lunere måneder - generelt er lidt lavere i de jyske kommuner end længere mod øst.
Sidst opdateret: 09/01/2024 - 09:34
Emner: Sygefravær







































