
Ældre i Vejen Kommune har for eksempel fået en ekstra tur rundt i den lokale park som følge af en ny ordning, der beskrives som en succes. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
En halv times selvbestemmelse til hjemmehjælpere giver pote
Vikarforbruget og sygefraværet er faldet, efter at kommune er begyndt at give hjemmehjælpere mulighed for selv at bestemme over, hvordan en halv time om ugen bedst bruges til gavn for ældre.
Udgivet: 14/03/2023
Det kan give pote med mindre sygefravær og og færre vikarer, når man slipper medarbejderne fri. Det har en ordning i Vejen Kommunes ældrepleje vist med så stor succes, at ordningen nu bliver gjort permanent. Det oplyser JydskeVestkysten.
Ældreplejen i Vejen iværksætte i efteråret 2022 et forsøg, hvor man gav ansatte i hjemmeplejen med mindst 25 timers arbejdsuge mulighed for at yde 'selvbestemt borgeromsorg' en halv time om ugen. Det vil sige en halv time, hvor hjemmehjælperen i samråd med borgeren selv bestemmer, hvad tiden skal bruges til.
I Vejen er den selvbestemte borgeromsorg eksempelvis blevet brugt til at gå ture med de ældre, rydde op i klædeskabet eller en tur i svømmehallen.
Den ikke-skemalagte halve time om ugen har haft betydning for både ansatte, borgere og Vejen Kommunes økonomi. Det fortæller Bethina Siim Hansen, der er gruppeleder for Hjemmeplejen Nord.
"Sygefraværet faldt med syv-otte procent. Vi sparede også penge på vikarforbruget. Det var på 220.000 kroner, men faldt til cirka 13.000. Men det er ikke bare pengene, det drejer sig om. Vi havde en sommer (2022, red.), hvor vi havde vores egne folk til at passe borgerne. Det skaber kontinuitet og giver ro og kvalitet," forklarer Bethina Siim Hansen til JydskeVestkysten.
Hun anfører, at det påvirker de ansattes indstilling, når de får lov at bruge tiden på det, som de oplever som mest meningsfyldt i forhold til at drage omsorg for borgerne.
"Det gør bare noget ved mindsettet, at medarbejderne lige pludselig kan se muligheder. Vi har været næsten helt høje af det projekt. Det har bragt så meget glæde tilbage," siger Bethina Siim Hansen til JydskeVestkysten.
Kommunalbestyrelsen i Vejen Kommune har nu valgt at udbrede den halve time til selvbestemt borgeromsorg til hele kommunen og gøre den permanent, oplyser JydskeVestkysten.
Læs mere om ældrepleje og fastholdelseSidst opdateret: 31/03/2023 - 12:03
Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering, Fleksibel arbejdstid
Emner: Arbejdsmiljø, Ældrepleje, Sygefravær







































