
"Vi bliver nødt til at gøre noget ved løn og vilkår, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde pædagoger nok til at sikre kvaliteten og fagligheden omkring børnene," lyder det fra BUPL efter regeringens udmelding om lønløft til faggrupper som pædagoger og sosu'er. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Fagfolk: Lønløft vil kun på kort sigt gøre en forskel i forhold til rekruttering
Regeringens forslag om et lønløft til omsorgspersonale på 2500 kr. om måneden vil på den korte bane få betydning for rekrutteringen. På den lange bane vil bl.a. arbejdsmiljø og omdømme dog nok betyde mere, vurderer fagfolk.
Udgivet: 18/09/2023
Regeringen ser gerne, at sosu'er, pædagoger og sygeplejersker med tiden får et lønløft på 2500 kroner om måneden. Det vil på kort sigt hjælpe de kommuner, som nu har så svært ved at skaffe folk nok til at passe ældre, børn og syge. Men på længere sigt vil forhold som arbejdsmiljø og fagenes omdømme nok få større betydning for rekruttering og fastholdelse.
Sådan lyder vurderingen fra chef for social og sundhed i Sorø Kommune, Annette Homilius.
"På den korte bane er regeringens udmelding et udtryk for, at man værdsætter den arbejdsindsats, som ydes af velfærdspersonalet. Og de ekstra lønkroner vil muligvis kunne tiltrække nogle flere til arbejdsfeltet," siger Annette Homilius til NB-Kommune og fortsætter:
"På længere sigt vil den forhøjede løn blive den nye normal."
"Og den ekstra løn rokker jo ikke nu og her ved, at vi mangler uddannet arbejdskraft. Men man kan selvfølgelig håbe på, at højere løn vil få flere til at søge ind på uddannelserne."
Formanden for foreningen Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, har noget af den samme vurdering.
"Løn har en betydning i forhold til, hvorvidt folk går ind i faget. Og i forhold til om de søger over til andre arbejdsgivere. Det kan vi jo for eksempel se med de sygeplejersker, der søger over til private vikarfirmaer," siger Jakob Bigum Lundberg til NB-Kommune, og fortsætter:
"Men på den længere bane, så skal løn mere ses som en del af løsningen end selve løsningen. For der er mange andre forhold end løn, der har stor betydning for rekruttering og fastholdelse: Blandt andet muligheden for at bruge sin faglig på jobbet; om man lykkes med de ting, man arbejder med; og ens trivsel i det hele taget."
Annette Homilius slår også fast, at man skal interessere sig for andre parametre end løn, hvis man vil hjælpe kommunerne ud af deres rekrutterings-besvær.
"For mig at ses er det nogle andre ting end løn, som i bund og grund afgør, om vi kan skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft i kommunerne. Det drejer sig om det arbejdsmiljø, der er i kommunerne; om hvor meget fleksibilitet, vi kan tilbyde; og så betyder fagenes omdømme meget. Der er i høj grad brug for, at vi taler fagene op," siger Annette Homilius og understreger:
"Sidst men ikke mindst skal man ikke tage fejl af, at for langt de fleste, der arbejder med velfærd, så er det ikke lønnen i selv, der driver værket, det er oplevelsen af, at man gør en forskel for andre mennesker."
Ziegler: Rekruttering og fleksibilitet er i højsædet hos KL
Formanden for Løn- og Personaleudvalget i KL (Kommunernes Landsforening), borgmester Michael Ziegler, ser frem til snart at sætte sig til forhandlingsbordet sammen med regeringen og repræsentanter for fagbevægelsen. Regeringen ønsker at lave en trepartsaftale.
For Michael Ziegler er løn kun ét af de vigtige spørgsmål ved den kommende armlægning med regering og fagbevægelse.
"Løn har selvfølgelig en betydning i forhold til at rekruttere," siger Michael Ziegler til NB-Kommune og fortsætter:
"Fra KL's side vil vi i de kommende treparts-forhandlinger lægge vægt på at få redskaber, som dels hjælper os i forhold til at rekruttere, dels giver gode rammer for at kunne drive kommunerne fleksibelt."
Han forklarer, at fleksibilitet er rigtig vigtig for kommunerne som arbejdsgivere og kommer med et eksempel:
"Fleksibilitet kan som et eksempel handle om, at man kan sætte folk op i tid, uden at det samtidig udløser weekendvagter. Altså at få folk op i tid uden at gøre jobbet mindre attraktivt."
BUPL-formand: Lønløft er nødvendig
Formanden for pædagogerne i BUPL, Elisa Rimpler, ser det som uomgængeligt, at pædagogerne får et lønløft.
"Vi bliver nødt til at gøre noget ved løn og vilkår, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde pædagoger nok til at sikre kvaliteten og fagligheden omkring børnene. Derfor er jeg glad for, at regeringen peger på pædagoger som en af de faggrupper, der bør få et lønløft," siger Elisa Rimpler i en meddelelse.
Hun siger endvidere, at "hver tredje rekruttering efter pædagoger ender forgæves, og der er stuer, hvor der ikke er eneste fast pædagog. Det går hårdt ud over børnenes trivsel og udvikling."
Sidst opdateret: 18/09/2023 - 12:15
Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering, Overenskomstforhandlinger
Emner: Daginstitution, Ældrepleje, BUPL, Børnehaver







































