
Borgmesteren i Dragør Kenneth Gøtterup (K) frygter, at otte kommuners skattestigninger vil skabe hundeslagsmål mellem borgmestre og bringe selve aftalesystemet til fald. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Debat: Skattestigninger er en bombe under aftalesystemet
Der er indgået budgetforlig med skattestigninger i flere kommuner. Skattestigningerne kan få hele aftalesystemet mellem KL og regeringen til at smuldre, advarer borgmester i dette debatindlæg. Og undrer sig højlydt over Frederiksbergs budgetaftale.
Udgivet: 18/09/2023
Af Kenneth Gøtterup (K), borgmester i Dragør Kommune
I disse dage og uger offentliggør kommuner rundt om i landet deres budgetforlig. Bag hvert forlig ligger et stort arbejde fra forvaltningerne og mange politiske drøftelser, forhandlinger og øvelsen i at nå hinanden. Sideløbende med de mange kræfter de forskelige kommunalbestyrelser lægger i arbejdet, er dialogen mellem borgmestrene i fuld gang om overholdelse af serviceramme, anlægsramme og skat.
Vi bør være stolte af, at vi har et aftalesystem i Danmark. Et aftalesystem hvor KL og regeringen fastsætter rammer og vilkår for kommunernes økonomi. Og hvor kommunerne er gensidig forpligtet hinanden til at overholde serviceramme, anlægsramme og ikke mindst at holde skatten i ro. Vi har således valgt i fællesskabet at stå sammen og hjælpe hinanden.
Frederiksberg kommune og syv andre kommuner har meldt ud, at de ønsker at hæve skatten, men andre kommuner har ikke tilsvarende meldt skattenedsættelser ind, hvorfor der må forventes en bod til alle de kommuner, der holder skatten i ro. Det er derfor budgetforlig, der i høj grad kommer til at udfordre fællesskabet mellem kommunerne.
Hvor nødlidende er Frederiksberg?
Lad os tage udgangspunkt i Frederiksberg, men eksemplerne kan formentlig overføres til andre kommuner. Frederiksberg sætter skatten op med 1,1 procent. På sociale medier er der mange udmeldinger om budgettet, og borgmesteren melder ud, at Frederiksberg kommunalbestyrelse ikke længere vil acceptere et økonomisk blodblad, fordi staten sender øget regninger til udligning.
Samtidig fremgår det fra andre politikere fra Frederiksberg, at der også sker flere budgetudvidelser, f.eks. afsættes midler til en klimafond. Andre politikere beskriver, at der f.eks. indkøbes en bus som kaldes 'fælleskabsbussen'. Puljer til brandfortælling, netværksarbejde og værtsskab for virksomheder. Bedre formidling af de offentlige toiletter.
Frederiksberg Kommune øger ressourcer til psykologer og PPR, beholder lejrskoler for børn, tilskud til pasning af eget barn, man bevarer den offentlige skøjtebane på runddelen og styrker seksual-vejledningen. Der findes formentlig masser af andre eksempler, men dette er et udpluk af det, politikerne på Frederiksberg selv fremhæver.
Gennemføres budgetterne med skattestigninger, der medfører, at alle os, som overholder fællesskabets regler, får en bøde, er vores fælles aftalesystem brudt sammen
I DR P1 onsdag den 13. september var der et interview med borgmesteren. Her var meldingen, at Frederiksberg er i en situation, hvor der ikke er anden udvej end skatteforhøjelser. Og borgmesteren svarede på et tidspunkt i interviewet: ”Hvad skal jeg gøre?” - som svar på det uhensigtsmæssige ved skatteforhøjelser, der medfører, at andre kommuner skal reducere servicen for at bidrage til at betale bøden.
Svaret ligger lige for. Du skal fastholde det vigtigste. Nemlig kommunernes fællesskab og den gensidige forpligtigelse over for hinanden. Så sæt skatten op, hvis andre sætter den ned. Og ellers skal I lave reduktioner og besparelser i Jeres forbrug. Helt på lige fod med hvad mange andre kommuner har gjort i rigtig mange år.
At bruge argumentet, at man ikke kan spare og vil undgå et blodbad, er måske legitimt for den enkelte kommune. Men når man samtidig ikke vil spare nok, men også forøger udgifter på nogle områder, eller fremhæver forhold, som andre kommuner måske har sparet på tidligere, bliver debatten svær, om end næsten umulig at tage. Vi kommer aldrig til at tage en debat mellem kommunerne om, at nogle kommuner ikke kan spare, mens andre kan.
Og det bliver aldrig legitimt, at når man som borgmester selv har gennemført besparelser i mange år, at man skal fortælle sine borgere, at fordi andre kommuner ikke vil spare tilstrækkeligt, men hæve skatten, skal ens egne borgere bøde med at betale en dummebøde til staten for andre kommuners ageren. Og slet ikke når de fællesskabsregler, vi sammen har besluttet, brydes bevidst.
Gennemføres budgetterne med skattestigninger, der medfører, at alle os, som overholder fællesskabets regler, får en bøde, er vores fælles aftalesystem brudt sammen. Og så kan vi lige så godt overgå til en ordning, hvor hver kommune forhandler med staten om deres økonomi.
Sidst opdateret: 18/09/2023 - 11:35
Emner: Politik, Skat, KL - Kommunernes Landsforening, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune







































