Køge Kommune overvejer at lukke dagplejetilbud i kommunen over en fireårig periode for at spare.

Køge Kommune overvejer at lukke dagplejetilbud i kommunen over en fireårig periode for at spare. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Kommune foreslår at skrotte dagplejen som led i spareøvelse

Det skal være slut med dagpleje fremover, lyder et spareforslag i Køge Kommune. Det kan dog være på kant med lovgivningen, siger sektorformand i FOA.

Udgivet: 06/09/2023

Del artiklen:

Vuggestue eller dagpleje?

Det spørgsmål har de fleste forældre taget stilling til, når de skal vælge det første dagtilbud til deres små guldklumper.

Men i Køge Kommune kan det valg snart være fortid. Det skriver TV 2 Kosmopol.

Et forslag i kommunens sparekatalog går nemlig på, at den kommunale dagplejeordning udfases over de kommende fire år.

Ifølge forslaget skal dagplejen udfases over fire år, hvor børnene gradvist vil rykke over i vuggestue eller private pasningsordninger.

Det giver dog også geografiske udfordringer.

I kommunens tyndere befolkede områder, som Borup og Ejby, er der ikke mulighed for vuggestue, så forældrene ville være nødt til at aflevere børnene i et nabodistrikt eller vælge en privat pasningsordning.

I alt vil nedlæggelsen af dagplejen give en samlet besparelse vil være på 2,5 millioner kroner. Penge, som Køge Kommune står og mangler.

For et eller andet sted, skal der spares, lyder det fra formand for Børneudvalget i Køge, Pernille Sylvest (S).

Går du ind for at nedlægge dagplejen i Køge, sådan som forslaget lyder?

- Jeg forstår de bekymringer, som forældre og dagplejere har, og jeg vil understrege, at det ikke er en politisk ambition for nogle partier at indføre det her. Men når det er sagt, så står vi med en kæmpe økonomisk udfordring, og vi må kigge på alle områder, vi kan, siger Pernille Sylvest til TV 2 Kosmopol.

Om hun selv vil stemme for forslaget, vil hun dog ikke kommentere direkte forud for forhandlingerne.

Børneudvalgets næstformand håber dog, at der vil blive sparet et andet sted end på dagplejeområdet:

- Venstre vil gå ind i forhandlingerne og kæmpe for dagplejen. Det er et afgørende element at have friheden til at se, hvad der er bedst for ens barn og vælge ud fra det, siger Rikke Kornval (V).

Begge politikere peger dog på, at de er særligt bekymret for løsningerne i yderområderne.

Der er dog også mulighed for at bevare dagplejen i Vest, hvilket vil give en samlet besparelse på 1,8 millioner kroner ifølge sparekataloget.

Der er mange forældre, der som Caroline Andersen oplever, at deres børns behov i højere grad bliver mødt i dagplejen. Det kan være særligt sensitive børn eller børn med andre udfordringer, hvor en fast voksen og lille børnegruppe er en fordel.

Hvis forslaget bliver vedtaget og kommunens dagplejere nedlægges, så vil det være en markant beslutning, lyder det Kim Henriksen, sektorformand i FOA. Faktisk vil det være på kant med dagtilbudsloven, mener han.

- Når en kommune overvejer denne løsning, så er man ved at underkende forældrenes frie valg til pasning. For så kan de reelt kun vælge mellem vuggestue eller privatpasning, siger han til TV 2 Kosmopol.

Køge Kommunes budget skal førstebehandles på et byrådsmøde 12. september, og efter høringsfristen gennemfører byrådet budgetforhandlinger.

10. oktober andenbehandler Byrådet det samlede budget, og her bliver fremtiden for dagplejen endeligt besluttet.

Sidst opdateret: 06/09/2023 - 10:56

Temaer: Budgetter

Emner: Budget

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]