- Foto: Mads Nissen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Kommunalpolitikeres vederlag for sidehverv steg i 2025

Sidste år skete der en stigning i det samlede beløb, som kommunalpolitikere modtager for de hverv, de varetager uden for byrådet, mens det samlede antal hverv faldt.

Udgivet: 12/05/2026

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Kommunalpolitikere er eftertragtede som bestyrelsesmedlemmer i forsyningsselskaber, på gymnasier, teatre, havne, trafikselskaber og meget mere.

Landets kommunalpolitikere tjener vidt forskelligt på hverv, de varetager ved siden af arbejdet i byrådet, men overordnet er gennemsnitsbeløbet pr. person steget en smule.

Det viser de nyeste tal over vederlag, der er indsamlet af Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik.

Kommunerne skal senest offentliggøre politikernes vederlag for året før ved udgangen af 1. kvartal, og derfor er tallene fra 2025, det vil sige fra sidste valgperiode. Dermed er ændringerne fra 2024 begrænsede.

Tallene viser dog alligevel, at de politikere, der havde lønnede sidehverv, i gennemsnit tjente 6.000 kroner mere end i 2024.

Det samlede beløb, politikerne modtog, steg fra 59,2 millioner til 62,5 millioner kroner.

Fordelingen mellem mænd og kvinder i lønnede hverv er uændret i perioden. Den forblev omkring 77 procent mænd og 23 procent kvinder.

Samtidig forsvandt flere lønnede sidehverv, end der er kom til. I 2024 havde 808 politikere i alt 1266 sidehverv, mens 788 politikere havde 1236 hverv i 2025.

Navnlig i Fredericia Kommune skete der en stor ændring. Her forsvandt 14 lønnede hverv, og antallet faldt fra 37 til 23. Det hænger blandt andet sammen med, at Steen Wrist (S), der fratrådte som borgmester i 2024, havde syv poster det år. Christian Bro (S), der overtog borgmesterposten, overtog også mange af de lønnede sidehverv, og derfor er de noteret dobbelt i 2024.

I Frederikshavn gik de fra 11 til 3. På samme måde hænger det sammen med et borgmesterskifte, da den nu tidligere borgmester, Karsten Thomsen (S), ikke overtog nogen af Birgit S. Hansens poster ved hendes afgang i 2024.

Esbjerg-borgmester tager kvantespring

Det er velkendte navne, der figurerer på listen over de kommunalpolitikere med størst indtjening på sidehverv.

Martin Damm (V) var øverst på listen i både 2024 og 2025, hvor hans indtjening var henholdsvis 860.000 kroner og 936.000 kroner. Steen Christiansen (S), tidligere borgmester i Albertslund, ligger også i top-3 begge år. Hans indtjening steg fra 538.000 til 876.000.

For et år siden talte NB-Kommune med Steen Christiansen om netop dette.

Med til historien hører, at Steen Christiansen overtog formandskabet i Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL og trådte ind i bestyrelsen, efter at Thomas Gyldal Petersen trak sig fra borgmesterposten i Herlev i januar 2025.

"Det kan kun lade sig gøre, fordi det er for en kortere periode, og fordi jeg har den erfaring, som jeg har, efter snart 16 år som borgmester," sagde Steen Christiansen til NB-Kommune.

Den nok mest iøjnefaldende stigning ses dog hos Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der tager lidt af et kvantespring. Han er gået fra at ligge som nummer 90 på listen i 2024 med en indtjening på 168.000 kroner til at ligge nummer tre i 2025 med en indtjening på 696.000 kroner.

Det er blandt andet, fordi han siden er blevet formand i både Dansk Fjernvarme og for bestyrelsen i KOMBIT.

NB-Kommune lavede for et år siden en serie om borgmestrenes vederlag, og herunder også de hverv, de varetog ved siden af jobbet som borgmestre.

Vi talte blandt andet med de nu afgåede borgmestre, Ulrik Wilbek og H.C. Østerby, om deres lønnede sidehverv. Vi talte også med borgmestrene i Syddjurs og Ærø kommuner om, hvorfor de ikke havde lønnede sidehverv.

Artiklerne kan læses eller genlæses herunder:

Fik du læst?

"Vi får fuldtidsløn og laver mere end fuldtidsarbejde"

Fik du læst?

Borgmestre ønsker ikke lønnede poster for enhver pris

Sidst opdateret: 19/05/2026 - 15:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]