Flere kommuner har arbejdet med borgersamlinger, hvor 36 repræsentativt udvalgte borgere skal komme med anbefalinger til byrådet. Her er det i Egedal, hvor byrådet får anbefalinger til klimatilpasning. - Foto: Egedal Kommune
Landsdækkende undersøgelse af borgerinddragelse på vej
I et nyt samarbejde mellem Demokratikommission 2.0 og Kommunaldirektørforeningen skal borgerinddragelse anno 2026 analyseres, så der blandt andet kommer svar på, hvad der skaber størst værdi.
Udgivet: 08/05/2026
Sammen med Kommunaldirektørforeningen skal Demokratikommission 2.0 nu undersøge, hvordan man udvikler et lokaldemokrati, hvor borgerne oplever reel indflydelse og kommunerne får gavn af det.
Det er nemlig borgerinddragelse, der skal sættes under lup.
Det skriver Demokratikommission 2.0 på LinkedIn.
Hvad er Demokratikommission 2.0?
Tænketanken Mandag Morgen står bag Demokratikommission 2.0, der har en lang række partnere som Kommunaldirektørforeningen, kommuner, partier, fagforeninger og KL.
Demokratikommission 2.0 bygger videre på den første Demokratikommission (2018-2020), der konkluderede, at det danske demokrati var udfordret men endnu ikke i en krisetilstand, fordi tilliden til vores politiske institutioner stadig er intakt.
Nu skal Demokratikommission 2.0 finde ud af, hvad man konkret kan gøre for at hjælpe demokratiet og skalere den viden.
Kilde: Demokratikommission 2.0
En landsdækkende analyse af borgerinddragelse i landets kommuner skal blandt andet undersøge hvilke former for borgerinddragelse, kommuner anvender i dag.
Analysen skal også finde ud af, hvilke typer borgerinddragelse, der skaber størst værdi, hvad der står i vejen for borgerinddragelse, og hvordan den digitale borgerinddragelse har udviklet sig.
Projektet kombinerer survey, interviews, cases og konkrete eksperimenter i udvalgte kommuner. I sidste ende er målet at styrke lokaldemokratiet på tværs af landet med viden fra analysen.
Sidst opdateret: 08/05/2026 - 12:43












































