
Jelling Kommune afholdt i 2004 folkeafstemning om, hvorvidt de skulle lade sig sammenlægge Vejle eller andre kommuner. - Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix
Borgerforslag og folkeafstemninger er ikke nok til at engagere alle grupper af borgere
En ny rapport sætter fokus på demokratiske redskaber til borgerinddragelse i kommunerne, og der er i høj grad opbakning til dem, men det er stadig ikke nok til at engagere de borgere, der har mindst interesse for politik.
Udgivet: 04/05/2026
”Hvis målet er at engagere nye grupper af borgere, kræver det mere end nye kanaler for deltagelse. Kommunerne kan dog gøre en indsats for at rette op på skævhederne, blandt andet gennem borgersamlinger, hvor man forsøger at sammensætte deltagerne, så de i højere grad afspejler befolkningen,” siger Rasmus Skytte, seniorforsker i VIVE.
Han udtaler sig om en ny rapport fra VIVE, der viser, at der blandt både politikere og borgere er opbakning til de tre demokratiske redskaber, som er borgersamlinger, borgerforslag og folkeafstemninger, med det in mente, at politikerne i mindre grad synes om bindende folkeafstemninger, der aldrig før har været taget i brug.
Samtidig viser rapporten, at der er stor sammenhæng mellem politisk interesse og sandsynligheden for at deltage, hvis de demokratiske redskaber tages i brug.
Borgersamlinger, borgerforslag og folkeafstemninger
Borgersamlinger: En gruppe borgere udvælges, så de afspejler kommunens befolkning i forhold til for eksempel køn, alder og uddannelse. Gruppen mødes flere gange for at drøfte et emne, som politikerne har bedt om input til. De hører oplæg fra eksperter og drøfter emnet indbyrdes. Et eksempel er Klimaborgersamling i Greve, hvor borgere kom med forslag til en CO2-neutral hverdag. Den første officielle borgersamling var i København i 2019.
Borgerforslag: Borgere får mulighed for at stille konkrete politiske forslag, og hvis et tilstrækkeligt antal borgere støtter forslaget, kommer det på dagsordenen i kommunalbestyrelsen.
Folkeafstemninger: Kommunalbestyrelsen udskriver folkeafstemninger, hvor borgerne bliver bedt om at tage stilling til et spørgsmål. Folkeafstemninger kan både være vejledende og bindende. Der er blevet afholdt flere vejledende folkeafstemninger, blandt andet om kommunesammenlægninger, men der er endnu ikke blevet afholdt bindende folkeafstemninger.
Kilde: VIVE
På en skala fra 0 til 100, hvor 0 er 'slet ikke sandsynligt' og 100 er 'i meget høj grad sandsynligt', har de borgere, der har minimal interesse i kommunalpolitik, en score på 18, når det gælder sandsynligheden for at deltage i en borgersamling, hvor en person med maksimal politisk interesse har en score på 62.
På samme måde er der også markante forskelle, når man ser på sandsynligheden for at deltage i bindende og vejledende folkeafstemninger.
Tilliden til kommunalpolitikere spiller også en rolle, hvor dem der har lavest tillid, finder det mindre sandsynligt, at de vil deltage gennem de tre redskaber. En borger med minimal tillid har eksempelvis en score på 59, når det gælder deltagelse i vejledende folkeafstemninger, mens en borger med maksimal tillid har en score på 79.
Særligt borgere med høj tillid til politikere og stor interesse for politik synes, det er en god idé at bruge redskaberne, og det er blandt de højtuddannede og dem med høj politisk viden, at lysten til at deltage på nye måder er størst.
Omvendt er det de borgere, som har lav politisk tillid, der bakker mest op om bindende folkeafstemninger.
”Det skyldes formentlig, at bindende folkeafstemninger, modsat de andre nye redskaber, tager magt fra politikerne. Der er da heller ikke stor opbakning til bindende folkeafstemninger blandt kommunalpolitikerne,” siger Rasmus Skytte.
Rapporten baserer sig på 2.030 borgere, som Voxmeter har spurgt. Og så har 560 kommunalpolitikere svaret på hele undersøgelsen, mens spørgsmål om holdninger til de tre demokratiske redskaber er blevet besvaret af mellem 602 og 607 kommunalpolitikere.
Politikere bakker op om redskaber
I december 2015 kunne borgerne i Struer og Holstebro kommuner stemme om sammenlægning af de to kommuner i en vejledende folkeafstemning. De to byråd havde allerede inden afstemningen givet udtryk for, at de havde i sinde at følge resultatet af afstemningen. Det blev som bekendt aldrig til noget, da borgerne stemte nej i begge kommuner.
45 procent af kommunalpolitikerne svarer da også i undersøgelsen, at vejledende folkeafstemninger er enten delvist en god idé, en god idé eller en meget god idé. 17 procent mener, at det er en dårlig idé.
Helt anderledes forholder de sig til de bindende folkeafstemninger, som et flertal af kommunalpolitikere mener er en delvist dårlig idé, dårlig idé eller en meget dårlig idé (i alt 55 procent). Borgerne synes i noget højere grad om de bindende folkeafstemninger.
Politikere og borgere er dog næsten enige om både borgersamlinger og borgerforslag. Begge grupper synes i overvejende grad, at det er en god idé.
Sidst opdateret: 04/05/2026 - 11:58












































