Fratrædelsesordningerne til kommunale topledere har i årevis været "løbet løbsk", mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen. KL’s chefforhandler, Sofia Osmani (K), erkender, at de gyldne håndtryk har været svære at forklare.

Fratrædelsesordningerne til kommunale topledere har i årevis været "løbet løbsk", mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen. KL’s chefforhandler, Sofia Osmani (K), erkender, at de gyldne håndtryk har været svære at forklare. - Foto: BeFunky-collage: UCN, Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Forsker: Ny overenskomst for kommunale chefer er “en ren tilståelsessag” for KL

Selv med strammere fratrædelsesregler er chefjob i kommunerne stadig særdeles attraktive, mener forsker: “Jeg kan altså ikke have ondt af dem."

Udgivet: 13/03/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Den nye overenskomst for kommunale chefer sætter en stopper for mange af de millionstore fratrædelsesgodtgørelser, topledere får, når de forlader deres poster i kommunerne efter korte ansættelser.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra UCN er et centralt formål at få stoppet de opsigtsvækkende sager, som har vakt harme.

“Det handler om at få stoppet de historier, hvor folk får to eller tre millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse,” siger han og fortsætter:

"Det er gunstigt både for kommunerne og for lønmodtagerne. For de her eksorbitante fratrædelsesgodtgørelser skaber ikke tillid til faggruppen eller den funktion, man udøver."

Aftalen betyder, at chefer med op til seks måneders ansættelse fremover får tre måneders fratrædelsesgodtgørelse. Har man været ansat i 6-12 måneder, får man seks måneders godtgørelse. Derefter gælder 12 måneder – som i dag.

KL's chefforhandler, Sofia Osmani (K), har selv sagt, at de gyldne håndtryk til kommunale topledere har været svære at forklare. Det er "en ren tilståelsessag", mener Henning Jørgensen.

“Det her er en direkte følge af den kritik, jeg og mange andre arbejdsmarkedsforskere har rejst i årevis – nemlig at fratrædelsesordningerne var løbet løbsk,” siger han.

Afviser kritik fra skolelederne

Skolelederforeningen har kritiseret ændringerne og kaldt dem en forringelse af afskedigelsesbeskyttelsen. Den kritik afviser Henning Jørgensen.

Han peger på, at aftalen samtidig indeholder forbedringer på andre områder: Løntillæg til visse chefer, pensionsstigning på 0,2 procentpoint, midlertidigt løntillæg på 2,17 procent i 2027 og en fritvalgskonto.

“Der er sket en omfordeling fra de meget store fratrædelsesgodtgørelser til generelle forbedringer for dem, der stadig er ansat,” siger han.

Han mener heller ikke, at der er fagligt belæg for skoleledernes bekymring om, at ændringerne vil gøre ledere mere tilbageholdende med at skifte job.

“Jeg kan ikke finde nogen videnskabelig evidens for, at det skulle være et stort problem,” siger han og tilføjer, at kritikken bygger på frygt fremfor dokumenteret viden.

"Meget, meget attraktive" chefjob

Ifølge Henning Jørgensen er der ingen grund til at frygte rekrutteringsproblemer med den nye overenskomst.

“De kommunale chefstillinger er meget, meget attraktive – du får en rigtig god løn og stærke pensionsvilkår,” siger han.

Men samtidig ved vi, at eksempelvis kommunaldirektører sidder i et politisk udsat job. Bør man så ikke styrke beskyttelsen og ikke svække den, som Skolelederforeningen påpeger?

"Der er også en god beskyttelse. Det er klart, at prøveperioden er væk, så cheferne skal vise sig duelige de første seks måneder. Men derefter opnår de god beskyttelse og fantastiske løn- og pensionsvilkår. Så jeg kan altså ikke have ondt af dem," siger Henning Jørgensen.

Han understreger samtidig, at udfordringerne med at tiltrække arbejdskraft i den offentlige sektor ligger et helt andet sted.

“De egentlige rekrutteringsproblemer i den offentlige sektor ligger ikke hos topcheferne, men hos de fagprofessionelle,” siger han.

Fik du læst?

Her er overenskomstforliget for kommunale chefer

Fik du læst?

Borgmester forsvarer exceptionelt god fratrædelsesaftale for kommunaldirektør

Fik du læst?

Kommunale chefer med korte ansættelser får for mange penge med, når de bliver fyret

Sidst opdateret: 23/04/2026 - 14:48

Temaer: Overenskomstsforhandlinger

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]