Jonathan Schloss er den første kommunaldirektør til at få en fyreseddel og millioner i fratrædelse i 2026. Året efter KV21 blev otte kommunaldirektører fyret.

Jonathan Schloss er den første kommunaldirektør til at få en fyreseddel og millioner i fratrædelse i 2026. Året efter KV21 blev otte kommunaldirektører fyret. - Foto: Egedal Kommune

Endnu en fyret kommunaldirektør tager millioner med sig

Jonathan Schloss får en fratrædelsesaftale i millionklassen, og det er standardprocedure. Kommunale topchefer er den chefgruppe i det offentlige, der i størst risiko for fyring, siger Djøf.

Udgivet: 29/01/2026

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

3,2 millioner kroner må Egedal Kommune punge ud med til Jonathan Schloss, efter et flertal i byrådet tidligere i januar besluttede at indstille samarbejdet med kommunaldirektøren på grund af ønsket om en 'ny profil'.

Det skriver TV2 Kosmopol på baggrund af en aktindsigt i aftalen mellem Egedal Kommune og Jonathan Schloss.

Det er dog ikke noget udsædvanligt beløb. Kommunaldirektører, der er kontraktansatte i kommunerne, er sikret et års løn som en del af deres overenskomst, når de bliver fyret, og udover det får de løn i den periode, de er fritstillet.

Derfor vil det altid være beløb i millionklassen, de kan tage med sig. Dog bliver fyrede kommunaldirektører modregnet, hvis de tager et nyt job i opsigelsesperioden.

Da Henning Haahr Pedersen sidste år blev fyret som kommunaldirektør i Varde Kommune fik han også 1,5 års løn med sig svarende til omkring 3,5 millioner kroner. Det viste en aktindsigt, som JydskeVestkysten havde fået.

En opgørelse, som NB-Kommune har lavet, viser, at 40 kommuner i løbet af den forgangne valgperiode har skiftet kommunaldirektør.

Halvdelen af dem har indgået en fratrædelsesaftale med kommunen, fordi de blev fyret.

Det er også noget, man har lagt mærke til i Djøf, hvor næsten alle kommunaldirektører er organiseret.

"Vi ved, at der samlet set er meget stor udskiftning i denne gruppe af topchefer," skriver Djøf til NB-Kommune og fortsætter:

"Tætheden til det politiske niveau, som er et arbejdsvilkår for ledelsen i kommunerne, spiller en stor rolle når man ser på antallet af afskedigelser."

Ifølge Djøf er kommunale ledere, chefer og direktører den gruppe af chefer i det offentlige, som har den største risiko for at miste deres job på grund af en afskedigelse.

Og den store mediebevågenhed omkring fyringer af kommunale topchefer kan have implikationer, mener fagforeningen.

"Nogle sager kan desværre være forbundet med skadelig medie-omtale. Er det tilfældet, er det vores klare indtryk, at det kan være svært for en kommunal chef eller direktør at komme videre i arbejdslivet," skriver de.

Det sker dog, at en kommunaldirektør bliver fyret i én kommune og senere får samme stilling i en anden.

Da Camillia Nowak blev fyret i Fredericia i 2023, gik der ikke længe før hun samme år fik job som kommunaldirektør i Næstved Kommune, hvor hun også blev fyret i december.

Nu er Willy Feddersen konstitueret kommunaldirektør i Næstved. Han blev fyret som kommunaldirektør i Middelfart Kommune i 2022.

Anders Agger, der blev fyret i Rødovre Kommune i 2022, blev kort tid efter ansat som kommunaldirektør i Lejre Kommune, hvor Inger Marie Vynne var blevet fyret. Hun er nu kommunaldirektør i Kerteminde.

Fik du læst?

På fire år har 40 kommuner skiftet kommunaldirektør

Fik du læst?

Professor: Argumenter for gunstige fratrædelsesordninger holder ikke

Fik du læst?

Kommunale chefer med korte ansættelser får for mange penge med, når de bliver fyret

Fik du læst?

Egedals kommunaldirektør står til fyring

Sidst opdateret: 29/01/2026 - 14:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]