
Jonatan Schloss tiltrådte som kommunaldirektør i Egedal Kommune i november 2023. - Foto: Egedal Kommune.
Egedals kommunaldirektør står til fyring
Økonomiudvalget har indstillet til, at det nye byråd finder en ny kommunaldirektør i Egedal Kommune.
Udgivet: 14/01/2026
Et flertal i Økonomiudvalget i Egedal Kommune har netop besluttet at indstille til byrådet, at samarbejdet med kommunaldirektør Jonatan Schloss skal ophøre.
Grunden er, at der ønskes "en anden profil til den fremadrettede ledelse af Egedal Kommune", lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Det er nu Egedals byråd, der skal træffe den endelig beslutning om Jonatan Schloss' afskedigelse. Det sker på byrådsmødet den 21. januar.
Ifølge pressemeddelelsen er Schloss fritaget for tjeneste, indtil beslutningen er blevet taget.
Jonatan Schloss tiltrådte stillingen som kommunaldirektør i Egedal i november 2023.
"En anden profil ønskes"
Forud for kommunalvalget fortalte han selv om risikoen for fyringer blandt kommunaldirektører i forbindelse med konstitueringerne af de nye byråd. Her henviste han blandt andet til, at fyringerne ofte forklares med ønsket om "en anden profil".
NB-Kommune har haft kontakt til Jonatan Schloss, der ikke ønsker at kommentere sagen, da der foregår forhandlinger om hans aftrædelse.
Dog takker han for sin tid som kommunaldirektør i et opslag på LinkedIn.
"Ja, så blev jeg nummer fire i rækken af de cirka 20 kommunaldirektører, som erfaringsmæssigt skiftes ud i løbet af det første år efter kommunalvalget. Typisk i de kommuner, hvor flertallet er skiftet og den nye borgmester ønsker sig, ja, en anden profil. Det er jeg helt afklaret med. Det er “spillet” i kommunalpolitik. Men for mig er det en anledning til at se tilbage og sige tak," siger Jonatan Schloss i opslaget.
På LinkedIn skriver han desuden, at tiden nu skal bruges sammen med familien og i hjemmeværnsuniformen.
Kort om Jonatan Schloss
2021-2023: Direktør i Komponent, Kommunernes Udviklingscenter
2016-2021: Direktør i Praktiserende Lægers Organisation (PLO)
2014-2016: Kundeservicedirektør i SKAT
2009-2014: Direktør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler
2005-2009: Direktør i Falck Healthcare
2001-2005: Kontorchef i Kommunernes Landsforening
Jonatan Schloss er oprindeligt uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet fra 1995.
Sidst opdateret: 21/01/2026 - 14:25
Temaer: Navnenyt













































